5. søndag efter trinitatis
Jeg har mit tyngdepunkt hos dig
når verden triller hver sin vej
og rives op som fine bånd
du har os alle i din hånd
Sådan digter Simon Grotrian, og videre:
Med øreringe af cement
må andre være sig bekendt
og flette kroppe hid og did
i eksplosionerne af tid
og på min vægt og på mit fort
blir nådeøvelserne gjort
en sol går op, en anden ned
men helligdagen varer ved
I verden, der er kuglerund
og tipper nådigt i min mund
skal firmamentets stjerneglar
forbinde spørgere med svar
Og vore dage vides ud af
fællesskab og løftebrud
og eksplosionerne vi ser
vil atter dreje os i ler
For skabelsen var blot en spøg
og uvished går op i røg
men tung af alvor slår en fugl
imod dit store verdenshjul.
Digtet er typisk Grotrian en eksplosion af billeder der er både skøre og skarpe. Digtet er også en trosbekendelse. En tillidserklæring til Gud. Gud er ikke alene alfa og omega, skaber og livgiver. Gud er ikke alene kærlighedskraften eller Helligånden. Han er ikke alene, som solen, omdrejningspunktet i universet.
Nej, han er den, der har forbundet sig med os. Den, hos hvem vi har vores tyngdepunkt.
Jeg har mit tyngdepunkt hos dig/når verden triller hver sin vej. Vi kan have vores tyngdepunkt hos Gud, finde balancen i Guds nærvær – når alting om os ramler, når verden triller hver sin vej og vores hoved er så tungt af tanker og bekymringer, at det føles som om, der er cement i vores øreringe – så kan vi genfinde balancen, fordi vi kan have vores tyngdepunkt hos Gud. Eller vi kan have mistet orienteringen og erstattet Gud med noget der er alt, alt for let.
Os der har gået til yoga og forsøgt os ud i diverse ret halsbrækkende stræk, ved hvor vigtigt tyngdepunktet er for balancen. Og det bliver udfordret når man går ud i yderpositioner – og uden at være opmærksom på tyngdepunktet, så falder man.
Luther sagde det på en anden måde, han sagde: ”At have en gud er at have noget, man af hjertet sætter hele sin lid til” – noget som man forventer sig alt godt fra.
Det er en god prøvesten på, om vi er kommet til at erstatte den levende Gud/livets vej med en vej der ikke fører nogen steder hen. En død vej.
Indimellem kommer vi til at sætte vores lid til noget der ikke
holder i længden. Det kan være ting, præstige, et andet menneske, en bestemt
ideologi eller noget helt tredje – vi kan komme til at gøre ting eller
mennesker eller os selv til vores ”gud” – dyrke noget, overtage nogle
holdninger, overanstrenge vores egen magt på en måde, som fører os væk fra
livet og meningen, og indimellem kan der gå lang tid inden vi opdager at vi er
kommet til at sætte vores lid til noget der ikke holder. At vi er kommet til at
forvente os alt godt fra noget der ikke kan give det.
I dag hører vi disciplen Peters trosbekendelse. Det er korteste jeg kender, og
måske også den smukkeste. Da Jesus spørger ham: ”Men I – hvem siger I, jeg
er?”, så svarer han:
”Du er Kristus – den levende Guds søn!”
Det virker helt spontant, som om han slet ikke når at tænke over at det skal lyde poetisk, smukt eller klogt. Det kommer fra hjertet, som vi siger. Jesus siger da også: ”Det har kød og blod – altså noget menneske – ikke fortalt dig. Det er ikke noget, du har lært. Det svar kommer fra Gud selv – fra himlen…
Fra det sted i dig, der længes efter liv – efter at være levende – efter mening, helhed, fred, nyt liv, mere liv. Det sted der har brug for et tyngdepunkt eller noget at sætte sin lid til.
Du er Kristus – den levende Guds søn!
Sådan svarer kun den, der har en erfaring med at være levende – det kan kun komme fra en, der har en krop, et sind og et hjerte. En åbenhed og et rum, hvor den levende Gud bor.
Hvor er det vigtigt, at vi holder den plads, det rum åbent i den her tid – til den levende Gud. Som én har sagt – der er en trone i dit hjerte, som du ikke må placere nogen eller noget på – for det er Guds.
Til ham skal vi give alt – og fra ham vil vi få alt – det er ham vi kan forvente os alt godt fra.
Det er ham der er hjertets tyngdepunkt. Alt det har Peter set og erfaret. I hvert fald i et glimt. Som vi kan erfare det i glimt. Ikke så snart havde han sagt de smukke og sande ord og vedkendt sig troen på Kristus, før han bagefter faldt igennem og viste at han fuldkommen havde misforstået hvad det betød. Han ville forhindre Kristus i at gå ind i lidelsen. Han ville fastholde ham lige der, uberørt og hellig.
Peter bekendte sin tro på Kristus – den levende Guds søn på smukkeste vis, og demonstrerede at han ligesom alle os andre, har brug for at gøre det igen og igen. At vi så let glemmer eller mister fornemmelsen for hvad det betyder, eller fylder pladsen eller tronen ud med noget andet eller os selv.
Det er måske derfor vi har en kirke, så vi kan samles og sige det igen: Du er Kristus – den levende Guds søn.
I dag – og her i Folkekirken – bruger vi lidt flere ord. Hver eneste søndag siger vi den apostolske trosbekendelse i kor. For mange mennesker er den svær at sluge og dermed også at få over sine læber.
Mange har den opfattelse, det er en facitliste over den kristne tro. Jeg har mødt flere, som undlader at få deres børn døbt, netop pga. trosbekendelsen, fordi de ”ikke kan stå inde for den”. Der er en udbredt forestilling om at man skal tro 1:1 på hvert ord i den, for at kunne kalde sig kristen. Det er ikke bare en ærgerlig misforståelse, det er faktisk et kæmpe problem. Måske kan formen blive så fast, at det, der skulle fremme og støtte troen på Kristus, i stedet kommer til at spærre for den?
Peters trosbekendelse er anderledes kort, men siger stadigvæk det hele: Du er Kristus – den levende Guds Søn, siger han. Og vedkender sig Kristus som den ultimative anden, og samtidig sådan at jeg kan være helt mig selv i bekendelsen til ham.
Bekendelsen er et svar på en tiltale. Ikke kun som et forkyndt budskab eller en læresætning der skal afgrænse troen, men fordi en erkendelse, et møde, et levet liv taler til os. Peter mødte ikke en læresætning – han mødte Kristus.
Trosbekendelse begyndte derfor helt anderledes dynamisk og bevægeligt, end vi opfatter det i dag. Både Det Nye Testamente og oldkirken byder på flere forskellige bekendelser, alt efter situation og sammenhæng. Reformatorerne kaldte bekendelserne for symboler, altså noget ganske andet end facit- og tjekliste. Snarere et billede, der samler og viser noget, som altid er meget mere end billedet. Men som vi er med i, også før vi selv går til bekendelse.
Bekendelse er et lidt slidt ord i dag. Forbundet med synds og selvbekendelse. Måske skulle vi i stedet for at tale om ”bekende”, bruge ordet ”vedkende”, ”kendes ved”, eller ”anerkende” – som i det at anerkende noget om sig selv. Måske bliver det så tydeligere at der i vores forhold til Gud, nærmere er tale om en relation end en form for tilståelse.
Vi kan sige at Peter vedkendte sig Kristus, og dermed også sagde
noget kendetegnende om sig selv. Nemlig at han hører Kristus til
Når vi vedkender os et andet menneske, så så siger vi dermed at vi hører sammen
– han er min og jeg er hans. Vi kendes som den andens og kan forvente at blive
kendt sådan af enhver.
Måske er det sådan vi skal tænke om vores tro og bekendelse her i kirken – at
vi vedkender os at vi hører til hos den levende Gud. At vi lever i ham og han
lever i os.
Simon Grotrian kalder Gud, for sit tyngdepunkt. Det er et fint billede, synes jeg.
Måske kan man sige, at kirken – den kirke, som blev bygget på Peters
vedkendelse af Kristus – måske kan man sige, at kirken, er det sted, hvor vi er
sammen om at finde vores tyngdepunkt hos Gud.
Vi kan finde fred i kirken. Vi kan have vores tyngdepunkt hos Gud. Vi kan læne os tilbage i tillid til at vi lever i hans hånd, men også med bevidstheden om og viljen til at se, at vi ikke lever for os selv, men for hinanden. At når vi vedkender os Kristus, så vedkender vi også at vi hører sammen med hinanden. Måske skal vi spørger os selv: “Hvem kendes du ved?”
”Jeg har mit tyngdepunkt hos dig / når verden triller hver sin vej / og rives op som fine bånd / du har os alle i din hånd”