Maria Bebudelsesdag/ Text: Luk 1,46-55
Ude i det gamle værksted bag det store hus stod en værktøjskasse. Blå var den; så blå, at man kom til at tænke på den skyfri himmel en sommerdag. Og det selv om den stod nede på den støvede jord. For det var ikke en helt almindelig værktøjskasse – det var selveste Vorherres. Og han er jo tømrer at fag.
Inde i værktøjskassen var der mange forskellige rum – så mange, at man snart kunne forvilde sig i dem. Og i rummene var der mange slags værktøj: Der var store, tunge hammere og de allerfineste små file og syle; der var stærke, skarpe savblade og lange, slanke skruetrækkere. Jo, der var noget til enhver lejlighed. Og jeg holder sammen på det hele, lo skruetvingen – den var nu sådan en gemytlig fyr. Den vidste jo udmærket godt, at uden tømreren var den ikke meget bevendt.
Men ret lang tid ad gangen var der ikke ro i værktøjskassen, for Vorherre havde travlt henne ved høvlbænken. Nede i værktøjskassen kunne værk tøjet høre, hvordan han gik og nynnede for sig selv til arbejdet:
Gør døren høj og Kirken den er et gammelt hus og den slags. Og hans arbejdsvante hænder dykkede ned i værktøjskassen og hentede snart det ene, snart det andet stykke værktøj.
Sikke et slag, han kan levere, sagde den store hammer med ærbødighed i stemmen, da den blev lagt tilbage. Jeg skal rigtig nok love for, det er noget, der batter. – Ja, han har kræfter, så det forslår, sagde saven med erfaringens vægt, for den var en af de første, der var blevet hentet. – Kan vi ikke få lidt ro, gabte svensknøglen, jeg er træt. – Mejslen, der ellers er noget tung i det, sad og så frem for sig:
Og så sliber han mig, når jeg bliver sløv! – Ja, mig satte han et nyt skaft på, da jeg knækkede, sukkede den lille hammer og fik et varmt skær i de stålgrå øjne. – Se, det var jo et kønt træk, nikkede det gamle vaterpas og rullede med sit ene øje og så tænksom ud. – Men tænk også på, hvilken præcision, hvilken finfølelse han har, sagde den lille, skarpe billedskærerkniv. – Ja, tilføjede sandpapiret med sin hæse stemme, og hvilken ømhed, der er i hans hænder, når han sliber træet.
– Og alle de andre nikkede og gen tog: Hvilken ømhed i hans hænder, hvilken ømhed i hans hænder.
Men henne i et hjørne, i et at de nederste rum, lå en lille skrue. En ganske almindelig skrue med kærv i den ene ende og gevind i den anden, for sådan er skruer nu skabt.
Ak, tænkte den lille skrue. Hvilken herlighed! Tænke sig at blive brugt med ømhed at hans hænder – hvor må det dog være stort og smukt! Men jeg kan jo hverken save eller slå søm i, hverken snitte eller slibe. Mig har han ingen brug for. Og så rullede den sig længere ind i sin mørke krog.
Men i det samme kom Vorherre igen hen til værktøjskassen, og skruen blev samlet op af hans hånd og taget med hen til høvlbænken. Og med et par sikre tag skruede han den fast lige dér, hvor der var brug for den. Til at holde håndtaget fast på kommoden. Og skruen sidder der stadig. (Fra Anette Broberg Knudsen: Vorherres hus – 5 eventyr).
I dag hører vi om Maria. En helt almindelig lille skrue i Guds værktøjskasse. En helt almindelig ung kvinde, der ikke har gjort sig større tanker om fremtiden, end dem der lå lige for. Og fra det ene øjeblik til det andet ser hendes fremtid helt anderledes ud. For Gud havde udvalgt hende til noget helt ualmindeligt stort. Selvfølgelig var hun bange. Alligevel bryder hun ud i lovsang: ”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.” synger hun. Men i begyndelsen jublede Maria ikke. Hun var bange og ligner dermed, de fleste af dem Gud udvalgte til at være hans værktøj. De færreste af dem vi hører om i Bibelen og i kirkens historie faldt med det samme til ro med, at de var udvalgt af Gud til en stor opgave, som redskaber i hans skabende og kærlige hænder. Sådan er det også for os. De færreste af os, falder med det samme til ro med det der blev vores opgave.
Men fleste af os elsker når der er brug for os, når vi føler at vi kan bruges til noget og gøre nytte. Det er Jomfru Maria blevet et ikon for. Som Herrens tjenerinde, fik hun identitet og værdi. Som vi får identitet og værdi, af de opgaver der forpligter os på vores næste. Men tanken om at vi er redskaber i Guds hånd, ligger måske alligevel ikke lige for. Og det skal vi måske heller ikke bekymre os så meget om. Det er muligt at vi slet ikke kan se, hvad Gud kan se i os.
Men vi kender måske til brugen af alverdens forskellige værktøjer, når der skal repareres noget derhjemme. Og det er ikke meningen at vi skal være noget af det værktøj der aldrig bliver brugt, og aldrig kommer ned fra væggen. – og det kender jeg i hvert fald én der har temmelig meget af – altså den slags værktøj der aldrig bliver brugt… Nej, det er meningen at vi skal ned fra krogene, åbnes til brug for hinanden. Maria er blevet ikon på det, at stille sig til rådighed for Gud. Hun er blevet mor for tro og håb. For selvom hun var bange, så tog hun glæden på forskud, i tro på Gud. Hun sang lovsang, inden hun overhovedet kendte hverken dagen eller vejen. Vi lovpriser Maria, fordi hun blev den kvinde, der gav Gud menneskeskikkelse. Hun lovsynger Gud – ”Gud er stor” synger hun – og det er den store almægtige Gud der flytter ind, som et lille værgeløst foster i hendes krop. Den store Gud bliver lille – Gud gør sig til det mindste og sårbare. Og går med sin evighed ind i tiden – og dermed giver han alt det mindste og sårbare i vores liv og i verden evig værdi.
Den Guds storhed og kraft som Maria synger om – den Gud der kan styrte de mægtige fra tronen, og mætte alle de sultne – det er ham der med sin kraft og sit liv, giver kraft og liv til selv den mindste af hans skabninger. Sådan at vi ikke alene lever og er i Guds mægtige og kærlige hænder, men at vi også er Guds tjenende hænder i verden.
Maria sang lovsange og priste Gud, inden hun kendte omfanget, perspektivet og smerten i den opgave hun gik indtil. I tro og håb sang hun – og sådan er det også, når vi synger i kirken. At synge er at forholde sig til Gud – i sorg og klage, i underen og i tak –når vi synger tager vi glæden på forskud. Den evige glæde, som vi synger i kor med alle engle. Det er større end vi kan fatte. Det hele. Gud. Troen. Håbet. Kærligheden. Og måske er det bedste vi kan gøre, at være åbne overfor, at Gud faktisk kan bruge os. Og selvom vi ikke altid kan se hvor det bærer hen det hele, så kan det være vi bare skal begynde med at stille os til rådighed og have tillid til at det viser sig.
At det største og alt det mindste bliver forenet til ét i hans hånd.