3. søndag i fasten
http://www.youtube.com/watch?v=qjJlYNF4vvk
Hvad hjertet er fuldt af – løber munden over med… sådan siger vi til hinanden, når vi kommer til at tale over os. Når vi siger det som vi har det… siger sandheden helt uden filter. Når vi taler før vi tænker, eller sætter umiddelbare ord, på det der er svært at få sagt, hvis man kommer til at tænke for længe over det.
Hvad hjertet er fuldt af – løber munden over med… men hvad hvis hjertet er tomt? Hvad hvis hjertet er stumt og forkrampet af alle de ting, som ikke er blevet sagt. Alle de sandheder, som ikke er kommet frem. Alle de dæmoner, som der ikke er blevet sat ord på?
Tomhed. hjertets tomhed er det værste. Et åbent hus for ubarmhjertighed, fortielser og løgne. Pænt og rent på overfladen, men malet med stumhed og tavshed, så det gør ondt at være der, fordi man ikke kan være sig selv. Man har ikke friheden til at lade munden løbe, med det der fylder hjertet – og det gør hjertet tomt.
Jesus befriede manden, for en dæmon der havde gjort ham stum – og bagefter kunne han tale frit. Og vi tænker helt uvilkårligt: “Hvad er en dæmon, egentlig for noget? ” Hvad er dæmoni? Fremmedordbogen siger kort og godt: “Uforklarlig truende magt, som synes at have taget magten over et individ”.
Uforklarlig, fordi den ofte er tavs eller stum. Truende, fordi den forhindrer dig i at leve og ånde frit.
Man hører af og til folk fortælle om at have været besat af en dæmon, som en næsten fysisk besættelse. Jeg forestiller mig ikke dæmoner, som fysiske. Dæmoner er de onde kræfter i – og uden for os – som ødelægger livet, og hindrer os i at leve frit i forhold til Gud, hinanden og os selv. Og det er virkeligt nok, det dæmoniske er jo netop også forklædningen, der får os til at forveksle sandhed og løgne, mening og tomhed.
Jesus bruger forskellige billeder for at få os til at forstå, hvad dæmoni og besættelse kan være. Fx billedet af huset der er så tomt, rent og pænt på overfladen- og som på det nærmeste inviterer til at der flytter dæmoner ind – fordi det er blottet for værdier. Her er ingen bærende vægge af kærlighed og barmhjertighed, tro og håb. Her er ensomt og tomt og intet fællesskab – og derfor desværre god plads til alle de tomme løgne der kan ødelægge vores liv.
- Løgne om vi ikke skal tro at vi er noget. At vi ikke har værdi og at vi er ligegyldige
- Løgne om at det vigtige i livet ikke er hvad vi er, men hvad vi kan. Hvor meget vi kan præstere og tjene
- Løgne om skyhøje skønhedsidealer og løgne om at vi kan købe os til lykke.
- løgnen om der perfekte liv
- løgne forklædt som misundelse og mindreværd, afhængighed og grådighed.
- løgne der fylder os med bekymringer, som vi hørte “Hymns from Nineveh” synge om lige før
Løgne der fylder hele huset med tomhed. Løgne der fylder vores hjerte med tomhed, tristhed, og som her i fortællingen med tavshed eller stumhed.
Stilhed kan være en velsignelse. Mange af os kender oplevelsen af, at det er dejligt at være stille sammen med mennesker, vi er fortrolige med.
Tavshed er stilhed uden fortrolighed. Tavshed er den tyngende tavshed, der gør ondt, fordi den forhindrer os i at være os selv. Vi kender det godt i et eller andet omfang.
- En fastlåst situation blandt venner eller kollegaer, hvor vi godt ved hvad der burde siges, som kunne løse situationen, men hvor vi lader være fordi sandheden har nogle konsekvenser, vi ikke kan overskue. Måske indebærer den et ansvar, som vi ikke vil tage, eller åbner for nogle døre vi helst vil holde lukkede. Så vi tier og situationen forbliver uændret og uforløst.
- Den tavshed der opstår i forhold til dem der er tættest på os. Det er den værste. Det kan ødelægge en familie, når ting bliver fortiet og forlorent. Den tavshed, hvor man lader som om at alt er godt, når alt i virkeligheden er skidt – den tavshed æder forhold op indefra. Og fylder hver en krog i huset og hjertet med tomhed og bitterhed.
Skal der renses ud, må der tales. Der er ingen vej uden om. Vi må skabe rum for at hjertet kan flyde over med det der er nødvendigt. Der må tales ud, for at der kan fyldes op. Hjerterummet kan ikke stå tomt. Tavshed er tomhed. Og tales der ikke, så bliver det sidste værre end det første. Så fyldes der op med den tomhed, som hedder angst, meningsløshed og bitterhed. Og det er dæmoner.
Jesus uddrev dæmonen og satte manden fri, fordi han talte sit ord – stumhedens og tavshedens dæmon blev drevet ud og folkeskarerne undrede sig. Guds barmhjertighed finder sted med al sin meningsfylde midt inde i det menneskeliv, der er truet af tomhed.
Og når det sker, når det onde drives ud og noget godt finder sted, så var der alligevel dem der hånede Jesus og ville sætte ham på prøve. Dem som påstår, at ondt er godt, og godt er ondt. Som nedfryser det gode initiativ. Som tillægger den med gode hensigter, onde intentioner. Det er virkelig dæmoni: Det er menneskelig varme mødt med isnende kulde.
Lad mig fortælle et eventyr
Engang for længe siden levede der en gammel konge i et lille bitte land. Kongen havde en datter – en meget yndig og smuk prinsesse. Og nu var tiden kommet, hvor de skulle finde en mand, hun kunne gifte sig med.
Men hvordan skulle han være?
Den gamle konge var en klog konge. Og prinsessen var ikke kun en meget yndig, men også en klog prinsesse. Derfor vidste de, hvor vigtigt det var at finde den rigtige mand. Og de tænkte dag og nat over, hvordan de skulle finde ham.
Endelig fik kongen en idé: Han lod sine tjenere drage ud i hele verden for at sige til alle unge mænd: Den mand, der kan fylde hele tronsalen med glæde, vil få prinsessen og det halve kongerige!
Der var mange unge mænd, som havde hørt om det lille, lykkelige land og den yndige prinsesse. De ville alle sammen meget gerne kunne fylde tronsalen med glæde. Men hvordan?
Og det endte med, at der kun var tre friere, som bad om at få foretræde for kongen og prinsessen.
Den første dækkede det fineste middags-bord ned igennem hele tronsalen. På bordet satte han de lækreste retter, man kunne tænke sig. Se! sagde han. Nu har jeg fyldt rummet med glæde, for hvad glæder mere end et veldækket bord?
Åh nej! sagde prinsessen. Hvad skal vi dog med al den mad? Vi kan slet ikke spise så meget. Og spiser vi den ikke, bliver den dårlig og må smides ud. Det er jeg ikke spor glad for. Og han blev sendt udenfor.
Den anden frier begynde møjsommeligt at stable guldbarre på guldbarre ovenpå hinanden for øjnene af den undrende prinsesse, indtil tronsalen var fyldt med guld. Se! sagde han. Jeg har fyldt rummet med glæde, for hvad glæder mere end rigdom? “
Åh nej”, sagde prinsessen. Hvad skal vi dog med alt det guld? Nu kan man jo hverken komme ud eller ind. Det er jeg ikke spor glad for! Og så blev han sendt ud.
Det var sent, og solen var for længst gået ned, da den tredje frier kom ind i tronsalen. Frem af tasken tog han et lille bitte lys. Han tændte lyset, og det varme skær fra flammen bredte sig ud i alle hjørner og kroge. Se! sagde manden. Jeg har fyldt rummet med glæde, for hvad glæder os mennesker mere end at se dem, vi holder af?
Kongen og prinsessen så på hinanden – og på manden – Og så smilede de. Han har han ret! sagde de. Og der blev bryllup i det lille land. Og siden den dag tændte man altid lys, når man glædede sig.
Jeg er verdens lys….den der følger mig skal aldrig vandre i mørket, med have livets lys…siger Jesus og derfor tænder vi lys som tegn på, at mørket skal vige for lyset. Glæden og lyset vil tage magten, både over mørket udenfor, og i vores hjerte og sind. Lyset – det lys der kaster glæde og mening ind over vores liv, er det bedste og stærkeste forsvar mod ondskab, tomhed og tavshed.
Vi holder gudstjeneste for lade lyset fra Kristus kaste lys og glæde ind over vores liv. Vi holder gudstjeneste for at få sat ord på. For at få modet til at bryde med “tavshedens tomme rum”. Vi holder gudstjeneste for at blive rørt at ordet om Guds barmhjertighed. Vi holder gudstjeneste for at åbne os for den fylde, der rækkes os gennem salmer og bønner, ord og tekster, dåb og nadver. Vi holder gudstjeneste for at vi hver især kan have noget godt at give videre af. Gode ord og kærtegn. Mod til at tale og ikke tie, om de ting, som trænger sig på. Mod til at sige det der er nødvendigt.
Lykkelige. Hjertens lykkelige, er de der hører hvad Guds ord, og holder fast ved det, siger Jesus. Holder fast ved Guds ord, betyder ikke at vi skal lukke det inde – men tvært imod at vi skal lade det forbinde sig med vores ord til hinanden og vores handlinger, så vi igen og igen må opleve, at Guds ord bliver kød og tager bolig i blandt os.
Dem der ikke samler med mig, spreder, siger Jesus. Vi må give ord og krop til Guds barmhjertighed. Være åbne og lydhøre for det Gud giver i Kristi navn, for da kan dæmoner uddrives og gode livgivende ord og handlinger give fylde i vores liv med hinanden.
Gennem de rigtige ord, får tilværelsen fylde. Jesus er Guds ord i kød og blod.
Guds ord til os, i Jesus Kristus, vil binde dæmoner og løgne ved at løsne vores tungebånd. Give os mod til at turde lade munden løbe og tale frit om både fortid, nutid og fremtid. Lykkelige er de som hører Guds ord, og holder fast i det. Hjertenslykkelige er vi, når Guds ord – hos os og i os, driver ud og renser, og fylder på og giver os mod til at kunne leve og ånde frit – og fylde vores hjerter med mening til velsignelse for os selv og andre. Amen