Palmesøndag
”Hvert år på den dato/ der tilfældigvis blev din fødselsdag/ tager vi toget til Århus/ for at besøge din grav/ som nu engang er det sted her i verden/ hvor du ikke er./ På turen op gennem byen køber vi blomster/ og taler som på enhver anden dag/ indtil vi står foran stenen./ Og på vej tilbage regner det altid./ Eftersom intet af dette giver mening/ og alligevel finder sted/ må det være af største betydning.”
Sådan skriver Søren Ulrik Thomsen. ”Eftersom intet af dette giver mening/ og alligevel finder sted/ må det være af største betydning.”
Det er ritualets dybeste sandhed. Det giver ikke mening, som at låse sin cykel om natten, for at undgå den bliver stjålet. Det er noget vi gør, som der er en god forklaring på, men som ikke er en handling af særlig stor betydning.
Men hvorfor besøge en grav på afdødes fødselsdag, som de gør i digtet. Det er jo bare en tilfældig dato, så hvorfor kommer de efterladte på netop den dag? Det giver ikke mening. Hvorfor rejse tværs over landet, for at møde op ved en grav? Vedkommende er der jo slet ikke. Ud fra en rationel betragtning er det en meningsløs handling. Så når de gør det alligevel, så må det være fordi, det er en handling af stor betydning, mener Søren Ulrik Thomsen – og siger dermed noget sandt om ritualer.
Ritualer er meningsbærende på en anden måde end forklaringens rationelle mening.
I kristendommen – ja, i troens sfære – er ritualet en handling vi gør, der bringer os i forhold til Gud. Mange af de ritualer, som vi kender i kristendommen, findes også i andre religioner som for eksempel vielses og begravelses ritualer og overgangsritualer som dåb og konfirmation. Det er ritualer der vedrører vores fødsel, liv og død. Men vi har også mange ritualer som vi gentager igen og igen. Aften efter aften. Søndag efter søndag. År efter år. Og derfor må de være af største betydning.
Det kan være noget vi gør for os selv som fx. at bede aftenbøn, eller det kan være gudstjenestens velsignelse og nadver, eller som nu hvor vi står på tærsklen ind til påsken – med alle dens traditioner og ritualer.
Rationelt set, giver det ikke mening at fejre palmesøndag, og gentage fortællingen om Jesu indtog i Jerusalem. Men når vi gør det alligevel, så må det være fordi, det er af største betydning.
Fortællingen om Palmesøndag er i sig selv rituel.
At Jesus kommer ridende på et æsel, er ikke tilfældigt. Han kunne ikke lige så godt have redet på en kamel eller en hest. Han kunne ikke lige så godt have gået på sine ben. Ud fra en rationel betragtning om transportmidler. Ja, så kunne det være ligegyldigt. Men det er afgørende for ritualet at det er et æsel. Eller det er afgørende for at bryde med det kendte ritual, så vi forstår at her er noget større på spil.
Det er for det første fordi, det er en opfyldelse af spådommen fra Det Gamle Testamente, hvor der fortælles om Herren, som kommer ydmygt ridende på et æsel. For det andet fordi Jesus vil fortælle, at han ikke er en verdslig fyrste, men himlens kongesøn, og herre over et rige, som er anderledes end det jordiske. Jesus afstod med sin ankomst al jordisk magt, da han netop ikke vil ankomme som en jordisk fyrstesøn, hverken i sin fødsel eller i sit indtog i Jerusalem.
Men han bliver modtaget rituelt som en jordisk fyrste ville være blevet. Folk har indtaget deres pladser ved byens port for at byde ham velkommen. Det er ikke tilfældigt hvad de gør. De lægger deres kapper ud på jorden for at vise ærbødighed og de vifter med palmegrene, de særlige grene, som også bruges ved den jødiske løvhyttefest. Rationelt giver det ikke mening, men fordi de gør det alligevel, så må det være af største betydning. De råber heller ikke bare hver især, hvad de føler for eller har lyst til. Nej, de råber det helt særlige: Hosianna!
Hosianna var egentlig et nødråb, som betyder “frels dog!”, men det blev senere et hyldestråb. Sådan blev det brugt på Jesu tid og det var også sådan det blev brugt her. Som en hyldest og velkomst til en ny fyrste.
Men hvilken hyldest var det, de gav udtryk for? Var det hyldesten af en åndelig frelser, sådan som Jesus forstod sig, eller var det nærmere en helt konkret og politisk frelser man forventede?
Måske drømte de om, at her var manden, der endelig kunne befri dem fra den romerske besættelsesmagt? Måske forestillede de sig, at her var manden der kunne befri dem fra livets bekymringer eller et liv uden sygdom og lidelse?
Jeg tror godt vi kan forestille os, at der i gruppen af dem der indgik i ritualet, da Jesus red ind i Jerusalem, har været mange forskellige forestillinger. Både dengang og nu kan der være stor forskel på hvad vi hver især forventer os Jesus.
Allerede her Palmesøndag lader fortællingen os forstå, at Jesus altid bringer noget andet og mere, end det vi selv har forestillet os. Det kan godt være, vi står der med et hosianna og beder om det, der nu ligger os på sinde, men vi kan ikke tvinge Jesus ind i vores logik. Han kommer på andre måder, og ofte med noget helt andet end vi har bedt om.
Selv siger han, at han er kommet for at bringe frelse. Han er kommet som en læge blandt syge. Ikke som en frelser, der blander sig i storpolitik, og ikke som en læge der fikser vores sygdomme.
Han kommer som nærvær, og hans nærvær er en befrielse. For hjerter og for sind og for fællesskaber.
Når man i gamle dage med sirlige sting broderede “Min nåde er dig nok” og satte ordene i glas og ramme hen over døren i stuen, var det for at minde sig selv om, at Jesus selv opsøger mig, og at jeg blot skal give mig hen til ham uden at frygte for noget.
Han kommer til os, ridende på et æsel. Han kommer til os, på en måde, som vi slet ikke havde forventet.
“Hosianna” kan både være vores nødråb og vores hyldest. “Frels os”. Det vil sige: “Kom til os og befri os fra vores selvskabte forestillinger om, hvordan vi synes, du skal være, og hvad du skal gøre for os. Lær os i stedet om, hvad din frelse indeholder, og lær os at stole på dit ord.”
Når vi fejrer nadver, synger vi også Hosianna, det er altså en bøn til Jesus om hjælp. Men det er også et hyldestråb. Begge dele.
Vi siger ”Hosianna i det højeste!”. Bruger ord, som vi ellers aldrig bruger. Vi kunne sige det på så mange andre måder. Vi kunne sige hjælp os, eller tak. Vi kunne bare være stille, for vi tror, at Gud hører vores inderste ønsker. Men vi siger det alligevel. Hver søndag. ”Hosianna i det højeste”. Og derfor må det være af største betydning.
Når vi holder nadver, så kommer Jesus til os i brød og vin. Liv og ånde giver han os. Han mætter os dagligt af sin fylde. Vi bliver renset fra synd. Styrket i det indre menneske. Håbet bliver fastere, kærligheden vokser imellem os og vi vokser sammen med Kristus i ord og sandhed.
Det sker! Hver søndag – i hver eneste kirke udover hele jorden. Han kommer til os og bliver et med os. Ikke som en jordisk fyrste, der flytter landegrænser. Men som en himmelsk konge, som verdens frelser og hjertes befrier. Det kan man ikke se. Rationelt kan vi ikke forstå det. Men vi må tro det og vi må håbe det og vi må sige ”Hosianna” igen på søndag.
Eftersom intet af dette giver mening/ og alligevel finder sted/ må det være af største betydning.