Kristi Himmelfartsdag 2024
De fleste mennesker fejrer Kristi Himmelfarts dag ved at gå i haven – grave i jorden eller altankassen – så og plante nye blomster.
Og det er ikke nogen dårlig måde at markere dagen på! Slet ikke.
At øve sig i opmærksomhed og tålmodighed i forhold til skaberværket.
At rydde og give plads til at nyt liv kan spire frem – det må være den helt rigtige måde at fejre dagen.
Særligt hvis havearbejde – og sådan er det ikke rigtig for mig – opleves som en glæde og velsignelse, for det er grundstemningen i dag. Glæde og velsignelse!
For hvorfor fejrer kristne Kristi Himmelfart?
Det gør vi, fordi himlen blev forvandlet.
Da Jesus blev løftet ind i himlen igen, da fik Gud et menneskeligt ansigt.
Himlen blev forvandlet, og Guds ansigt blev indbegrebet af tilgivelse og tålmodighed. Da Jesus blev løftet ind i himlen igen, da blev himlen nærværende på en ny måde.
”Hvorfor står I og glor op i himlen?”, blev disciplene spurgt af nogle forbipasserende engle. ”Ved I ikke at himlen er forvandlet?”, ”Himlen er ikke over jer! Himlen er der hvor det himmelske sker”, sådan sagde de – eller det kunne de i hvert fald godt have sagt.
De blev sendt ind i hverdagen og ud i menneskelivet i stedet.
I stedet for at stirrer os blinde på noget fjernt og uopnåeligt, så kan vi se efter – og gå efter de lysende spor, Jesus har sat i verden. De aftryk – de himmelske aftryk, kan man måske kalde dem – som Jesus har efterladt på jorden. Spor af velsignelse og glæde. ”Gudfældigheder” – som jeg hørte en kalde det forleden.
Det kan være…
Når nogen viser os tillid, uden grund
Når vi finder mod til at håbe på en bedre fremtid
Når nogen tilgiver os
Når vi erfarer at nogen elsker os
Når vi får kræfter til at leve med sorg
Når nogen hjælper os
Når glæden er
Når selvforglemmelsen er
Når meningen er
Det er alt sammen Jesu aftryk i verden. Det er guddommelige lysspor som vi kan være opmærksomme på og forsøge at følge.
Spor af tro, håb og kærlighed – som vi kan træde ud i.
”Himlen er der hvor det himmelske sker,” sådan kunne Jesus også godt have sagt, lige inden han skiltes fra sine disciple.
Han siger noget tilsvarende. Han siger: ”Alle folk, siger han, skal høre om mig, så de kan ændre deres liv og få tilgivet det de har gjort forkert”.
Tilgivelsen er med andre ord, det sted, hvor himlen sker. Tilgivelsen er det dybeste spor Kristus har sat i verden. Og det særlige ved tilgivelsen, er dens fornyende magt.
Vi fejrer Kristi Himmelfart, fordi himlen er forvandlet – og er der hvor det himmelske sker.
Vi fejrer Kristi Himmelfart, fordi Gud med Jesus ved sin højre side, som det poetisk udtrykkes, har fået et menneskeligt ansigt, som vi møder – ikke når vi som disciplene står med himmelvendte øjne – men som vi møder helt konkret i vores medmenneskers øjne.
Og som vi erfarer i tilgivelsens fornyende magt.
Himlen er der hvor det himmelske sker.
Vi kan øve os i opmærksomhed og tålmodighed, vi kan gøre plads til at noget nyt kan vokse frem imellem os. Men det himmelske ligger også i, at det ikke er os der får det til at ske.
Det er Gud, den Gud der er har fået et menneskeligt ansigt igennem Jesus. Den Gud, der er i kraften fra det høje, som vi beder om og længes efter.
Himlen er der hvor det himmelske sker.
Disciplene bliver sendt tilbage til deres almindelige liv med besked om at fortælle og vise alle de møder, at himlen er forvandlet.
At tilgivelsen er.
At muligheden er.
At Gud nu er i øjenhøjde.
Og da Jesus havde sagt det til dem, løftede han sine hænder og velsignede dem. Og så står der det, som er så tankevækkende, synes jeg – Mens han velsignede dem, – Mens han velsignede dem- skiltes han fra dem og blev løftet op i himlen. Det var det sidste vi så af den jordiske Jesus, ikke hans hæl – men hans arme der var bredt ud over hele jorden for at velsigne os.
Jesus holdt aldrig op med at velsigne.
Og velsignelsen når hele vejen rundt om jorden, nu hvor han igen er i himlen. Nu hvor himlen er, der hvor velsignelsen sker.
I det gamle testamente blev mennesker velsignet med fremgang, trivsel, lykke, velfærd, rigeligt med mad og en masse børn.
Men efter Gud har fået et menneskeligt ansigt gennem Jesus, så er velsignelsen noget andet. Den formidler ikke lykke og fremgang. Den formidler Guds nærvær.
Når Jesus for eksempel velsigner de brød, som han mætter tusinder af mennesker med eller som han spiser sidste aften med disciplene, handler det ikke kun om den konkrete mæthed og det daglige brød – men må også ses som tegn på den mæthed og fylde, som bliver til virkelighed, når himlen sker.
Når Jesus velsigner de små børn og siger, at Guds rige er deres, er det en velsignelse, som giver frelse og plads i Guds rige, der hvor himlen sker.
I Apostlenes Gerninger og i Paulus breve er det Kristus selv, som er Guds velsignelse. Velsignelsen bliver altså en person, fordi Kristus med sin død og opstandelse har banet vejen for frelse, og frelsen er, det himmelske der sker i os. Det er tilgivelsens fornyende magt.
Velsignelsen i den kristne kirke, handler om Guds nærvær.
Den mest brugte velsignelse i Folkekirken – og den som lyder i slutningen af enhver gudstjeneste – kaldes ”den aronitiske velsignelse”, fordi det var dén velsignelse, Gud befalede Moses bror, Aron og dermed hele præsteslægten at bruge
Aron løftede sine hænder, når han velsignede efter offertjenesten. På samme måde som Jesus løftede sine hænder og velsignede sine disciple mens han for til himmels og på samme måde som præsten løfter hænderne og lyser velsignelsen over os til en gudstjeneste og inden vi går ud i verden igen.
Vi lever i velsignelsens tid. Himlen er der, hvor det himmelske sker.
At velsignes er at blive omsluttet med Guds godhed.
På Gotland bor en pottemager, der laver de smukkeste lerkrukker. Men han brænder dem så hårdt, at de krakelerer.
I stedet for at smide stumperne væk, samler han dem møjsommeligt og limer dem med 24 karat guld, så de bliver helt unikke.
På samme måde er det med Gud: Vi er skabt i Hans billede, og Gud så, at det var godt. Med syndefaldet blev det oprindelige billede ødelagt. Men i stedet for at vrage os og kaste os væk, samler Gud stumperne sammen og ’limer’ os, heler os med sin velsignelses gyldne ord. Himlen er der hvor det himmelske sker.
I haven
I hjertet
I lufthavnen
På sygehuset
Om søndagen
Ved døbefonten
Ved alteret
Ved kisten
Velsignelsen er der slidt på i århundreder, uden at den er blevet forslidt. Verden er ikke gudsforladt. Den er velsignet. Det betyder ikke, at livet er lidelsesfrit og nemt. Langt fra. Men det betyder at Gud er helt nær i alt hvad der er svært.
Kristi Himmelfart er fortællingen om at himlen er forvandlet til nærhed, og at vi lever i velsignelsens tid.
Vi modtager Guds velsignelse. Vi rejser os og lader Gud fylde vores sinds revner og sprækker med hans gyldne velsignelses ord.
Og vi får tegnet korset for pande og bryst. Vi får tegnet korset som en understregning af, at der altid er en velsignelse i korset og et kors i velsignelsen. Korset er med sin lodrette streg forbindelsen mellem Gud og os, mellem himmel og jord – og med sin vandrette streg forbindelsen til vores medmennesker. Vi bliver velsignet af Gud til at være en velsignelse for andre.
Lad din himmel ske imellem os.