3. søndag i fasten/ Text: Luk 11,14-28
Man fornemmer den straks når man kommer ind i et hus. Ånden. Er den god eller dårlig. Er her rart at være, eller har man mest lyst til bare at gå igen.
Det kan være et super lækkert hus og alligevel er der noget galt. Det kan nogen gange være svært at sætte en finger på hvad det er. Det er ikke altid noget der bliver sagt. Snarere tværtimod. Det er måske snarere det der ikke bliver sagt. Rummet kan være fyldt at alle mulige usagte ting. Fortielser der ligesom hænger i gardinenerne. Ubarmhjertighed og måske ligefrem had der sidder i væggene. Der hersker en dårlig ånd. Den kan ikke ses og ikke måles, men man er ikke itvivl om, at den er der. Det kan næsten føles helt fysisk.
Modsat kan man også opleve at komme ind i et hus, hvor der bare er rart. Hvor der hersker en god ånd, som vi siger. Og det er oftest et udtryk for at her kan man bare være. Være sig selv. Her er man ikke bange for at blive stukket i ryggen eller gjort til grin. Her er en rummelighed der gør, at man ikke behøver at træde varsomt eller passe på hvad man siger. Det er måske ikke rigtigt til at forklare hvorfor, men det mærkes tydeligt, at her er en god ånd. Åbne arme, hjerterum, glæde.
Vi taler om at være ”Herre i eget hus!” – og det er godt at være det. Det betyder at man selv kan bestemme, hvor skabet skal stå – og om man må have benene oppe på bordet, når man ser TV. Vi skal helst være herre i eget hus – men vi er ikke herre over eget sind. Lige netop her adskiller vores fysiske huse, sig fra sindets hus. Vi er ikke herre over eget sind.
Det er en kristen tanke, at vi ikke er herre i vores eget sinds hus! Måske er det provokerende for os – vi vil genre forestille os, at vi selv bestemmer. At vi er uafhængige af ydre påvirkninger og selv kan fylde vores liv med indhold. Men er det ikke også en erfaring, at der er grænser for hvad vi selv kan gøre for at ændre vores sind? Vi er påvirket af den ånd, der er i vores hjerte. Den ånd der fylder vores hjerte. Og den ånd kommer til os udefra.
I dag hører vi om hvordan dæmoner har besat et menneske, og det virker ret fremmedartet på os. Jesus uddriver en dæmon fra en stum mand, som bliver befriet, så han igen kan lade talen flyde. Og Jesus giver os billedet af, hvordan dæmoner ligesom er sådan nogle omflakkende onde ånder, der er leder efter et hus – en menneskesind de kan besætte. Leder efter et ubeskyttet og tomt sind at flytte ind i.
Talen om dæmoner er fremmedartet for os. Vi forbinder ikke dæmoner med noget fysisk i dag. Alligevel kan vi også tale om, at noget er ”stærkere end én”. Vi oplever også uimodståelige tilbøjeligheder, nogle destruktive kræfter som hiver i os, på en sådan måde at det kan ødelægge livet for os.
Vi sikrer vores huse mod tyveri. Mange frygter hjemmerøveri – og vi bruger nok også for meget energi på at bekymre os om det og sikre os med alarmer og nabohjælp eller store hunde, i forhold til hvor stor risikoen egentlig er. Men hvad med vores sinds hus? Kan vi sikre det mod hjemmerøveri? Kan vi sikre det mod at få slået dørene ind af dæmoner der fylder vores sind med løgn og splittelse?
Det er et voldsomt billede af hvordan den der dæmon der er drevet ud, flakker rundt og vender tilbage til et tomt og ryddet og ganske ubeskyttet sind, så der endda også er plads til hans syv dæmonvenner. Med andre ord, vi skal sørge for at vores sind af fyldt at det gode – der er det eneste der kan holde stand mod de destruktive og ødelæggende kræfter.
”Salige er de der hører Guds ord og bevarer det”, siger Jesus , underforstået at Guds ord er det der kan fylde vores sind, og beskytte os mod det ødelæggende og destruktive.
Det et ikke en kristen tanke at tømme sit sind for alt det der ødelægger og forstyrrer. Det er derimod en kristen tanke at lade sit sind fylde af Guds ord og ånd og lys. Ligesom magtens tomrum ikke findes, sådan findes sindets tomrum heller ikke.
Jeg er verdens lys….den der følger mig skal aldrig vandre i mørket, med have livets lys…siger Jesus og derfor tænder vi lys som tegn på, at mørket skal vige for lyset. Glæden og lyset vil tage magten, både over mørket udenfor, og i vores hjerte og sind. Lyset – det lys der kaster glæde og mening ind over vores liv, er det bedste og stærkeste forsvar mod det ødelæggende og destruktive.
Vi holder gudstjeneste for at lade lyset fra Kristus kaste lys og glæde ind over vores liv. Vi holder gudstjeneste for at få sat ord på vores liv. Vi holder gudstjeneste for at blive rørt af ordet om Guds barmhjertighed. Vi holder gudstjeneste for at åbne os for den fylde, der rækkes os gennem salmer og bønner, ord, dåb og nadver. Vi holder gudstjeneste for at vi hver især kan have noget godt at give videre af. Ånd og nærvær, der fylder vores sind.
Troen gør os frie til at leve og ånde frit. Ikke min tro, men Kristus´. Troen er ikke min, selv om jeg er den, der tror. Troen er den virkelighed, det gudsforhold, jeg er indsat i, og som jeg kan leve af. Og i det gudsforhold er troen er både fred og kamp. Begge dele.
Tro er fred, når vi går til gudstjeneste, søger det hellige. Det er fred og et helle, midt i en travl hverdag, når vi søger den indre ro, som troen kan give os. Tro er fred, når vi er stille sammen – og når vi er stillet overfor Gud.
Men tro er også kamp. Kamp mod de dæmoner som vores liv er fyldt af, og som ikke lader os i fred. Kamp mod de dæmoner, som får os til at gøre det vi ikke vil. Tro er kamp mod det der splitter os fra hinanden, og kamp mod det destruktive og ødelæggende.
Tro er fred og tro er kamp. Begge dele. Kristen tro og liv er udspændt mellem fred og kamp. Fred til at hvile i troen på, at Gud er med os både når livet gør ondt og når livet gør godt. Kamp mod alt, hvad der gør os umenneskelige og fjerner os fra hinanden og Gud.
Salige er de der hører Guds ord, og holder fast ved det, siger Jesus. Holder fast ved Guds ord, betyder ikke at vi skal holde krampagtigt fast i bekendelserne, eller gemme os bag bibelske skriftsteder, som var det en fæstning – men tvært imod at vi skal lade Guds ord forbinde sig med vores ord til hinanden og vores handlinger, så vi igen og igen må opleve, at Guds ord bliver kød og tager bolig i os.
”Javist”, siger Jesus til kvindens bekendelse og tro, Javist, javist siger han –og siger så: Hold fast ved Guds ord! – og befrier os dermed fra at skulle bekymre os om andet end det. Vi skal ikke bekymre os om dæmoner og djævle – det er vi befriet fra ved Kristus – og nu holder han os fast ved sit ord. Og sagde han det ikke klart nok med sine ord, så sagde han det med sit kors: Din tro og gode vilje, din bekendelse og lovprisning, javist. Men jeg holder fast i dig, og det kan ingen djævel og ikke engang du selv, ændre på.