Guds uforanderlighed

2. søndag i fasten / Matt 15,21-28

Sidste år udkom der en bog med en stor samling af Søren Kierkegaards bønner. Den hedder ”Længslen er din gave”. Det er måske ikke så kendt at Kierkegaard skrev omkring 100 bønner, der er spredt ud over hans forfatterskab. De har ikke tidligere fået så meget opmærksomhed. Bønnerne er i den nye udgivelse er gengivet på et nudansk, som gør dem enklere for os i dag, at tage til sig og forstå.

Jeg har trykt en af de bønner til jer i dag, så I kunne sidde med den i hånden og følge med. For nok er den gennemskrevet i et moderne dansk, men det er stadig Kierkegaard, og derfor skal man være lidt vågen, for rigtig at kunne følge hans nogle gange lidt snørklede tankegang.

Den bøn, jeg har trykt i dag, har fået overskriften: ”Guds uforanderlighed” og synes jeg, det er en ret givende replik i forhold til dagens tekst, som jo viser at Gud kan ændre holdning og bevæge sig.

Guds uforanderlighed
Du uforanderlige, hvem intet forandrer!
Du i kærlighed uforanderlige, som,
just til vort eget bedste, ikke lader dig forandre:
At vi også måtte ville vort eget vel,
ved din uforanderlighed lade os opdrage til,
i ubetinget lydighed, at finde hvilen
og at hvile i din uforanderlighed!
Ikke er du som et menneske;
skal han bevare blot nogen uforanderlighed,
må han ikke have for meget,
der kan bevæge ham,
og ikke lade sig for meget bevæge.
Du derimod bevæger, og i uendelig kærlighed, alt;
endog hvad vi mennesker kalder en ubetydelighed
og gå ubevægede forbi, spurvens trang, den bevæger dig;
hvad vi så ofte næppe agter på
et menneskeligt suk,
det bevæger dig,
uendelig kærlighed:
men intet forandrer dig,
du uforanderlige!
O, du, der i uendelig kærlighed lader dig bevæge,
Lad også denne vor bøn bevæge dig,
at du velsigner den,
så bønnen forandrer den bedende
i overensstemmelse
med din uforanderlige vilje,
du uforanderlige!
(p122)

Ja, man skal holde tungen lige i munden, når man læser Kierkegaard, for der bliver jongleret med mange begreber. Der bliver skelnet mellem uforanderlighed og ubevægelighed. Bønnen siger os både noget om hvordan Gud er og noget om hvad bøn er.

Gud er uforanderlig. Gud lader sig nok bevæge, men ikke forandre. Hvordan skal det forstås?

Jo, siger Kierkegaard: Bønnen forandrer den bedende, men ikke Gud, for Gud er uforanderlig i sin uendelige kærlighed.

Og det et trøsten til os, at Guds kærlighed er uforanderlig. Der er intet der kan reducere Guds kærlighed. Intet der kan ryste den, eller forandre den. Og det er netop derfor at Gud bevæger sig, i mødet med et nødlidende menneske, som vi hører det i teksten i dag.

Det er netop den uforanderlige kærlighed, der gør at Gud bliver bevæget af spurvens trang, som Kierkegaard skriver det – med en henvisning til et andet sted i Matthæusevangeliet, hvor der står, ”at ikke en spurv falder til jorden, uden at Gud er med idet”.

Gud bliver påvirket og bevæget af vores nød. Og det gør han fordi han elsker os, sine børn. Kærligheden er uforanderlig og netop derfor må Gud bevæge sig når der er brug for det.

Kierkegaard knytter uforanderlighed sammen med kærlighed. Og vi kender det fra vores eget liv, at det netop er kærligheden til et andet menneske, der kan få os til at bevæge os derud, hvor vi slet ikke havde troet vi skulle gå.

Vi der har børn, kan let relatere til at det er sandt. At vi vil gøre alt for at vores børn har det godt, også hvis det betyder at vi skal tage nogle beslutninger som egentlig slet ikke ligger til os.

Kærlighed kan få os til at bryde med alle principper. Jeg tror de fleste af os kan komme i tanker om et eller andet tidspunkt, hvor vi har mødt et menneske, som fik os til at ændre holdning til noget – eller som havde brug for vores hjælp, og fik os til at gøre noget, vi slet ikke troede vi kunne.

Kærlighed kan bevæge os over grænser vi ikke troede var mulige eller, som vi ikke havde forestillet os. Det er det der sker for Jesus i dagens fortælling.

Det er den omvendte verden i den her fortælling om Jesus og kvinden. Det er kvinden der står fast og Jesus der ombestemmer sig. Det er altså en fortælling der handler om omvendelse, men ikke som vi normalt plejer at forstå det. Altså at det er mennesket der omvender sig og kommer til tro på Gud. Nej, i dag hører vi om at Gud også kan omvende sig, fordi han ikke kan lade være med at lytte til et menneske i nød.

Historien har den baggrund, at Jesus var sendt til det jødiske folk. Det var hans opgave. Derfor er han først afvisende da kvinden, som ikke var jøde, henvender sig til ham. Men, så sker der det, at han ombestemmer sig. Han erfarer i det konkrete møde med en kvinde, der har brug for hjælp, at det også er hans opgave at hjælpe hende.

Han ser hende, lytter til hendes argumentation og bøn, og erkender at hans principper ikke holder. Skulle han have været konsekvent i forhold til hans opgave, så skulle han have afvist kvinden. Men det magtede han ikke, fordi hans natur er kærlighed, og kærligheden sprænger grænser. Også selvom man ikke vil det.

Den uforanderlige kærlighed, bevæger både Gud og os, derhen hvor vi ikke havde forestillet os vi skulle gå.

En ting er, hvad man bør gøre ud fra diverse moralske eller politiske principper, en anden ting er, hvad man gør ud af kærlighed.

Kærlighed har det altid svært med et begreb, som konsekvens. For i konsekvensen lurer ofte en noget-for-noget tankegang. Men kærlighedens væsen er nåde-for-intet. Heldigvis for kvinden i fortællingen, og heldigvis for os.

Kærligheden er stærkere – indimellem til både vores egen forbavselse og forargelse – kærligheden er stærkere end principper.

Det er også derfor man kan blive lidt skræmt, når man indimellem kan læse i en nekrolog, at afdøde var meget principfast. For så ved man, at kærligheden har kæmpet en hård kamp med principperne om dit og dat, og at principperne er gået sejrrigt ud af kampen.

Kærligheden er ikke konsekvent, heller ikke Guds kærlighed, som vi hører det i dagens fortælling. Kvinden bevægede Gud med sin bøn om hjælp. Det må vi tro, også kan ske, når vi beder Gud om hjælp.

Men bøn handler måske først og sidst om, ikke at vi vil forandre Gud, men om at vi må blive forandret gennem bøn.

Måske kan man sige det sådan, at vi, når vi beder, bliver gennemsigtige eller gennemlyste for os selv, i mødet med Guds uforanderlighed og kærlighed.

Som når Kierkegaard skriver:
Lad også denne vor bøn bevæge dig,
at du velsigner den,
så bønnen forandrer den bedende
i overensstemmelse
med din uforanderlige vilje,
du uforanderlige!

Må vi blive gennemlyst af den uforanderlige kærlighed, som giver vores principper og fordomme og begrænsninger kamp til stregen!

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.