8. søndag efter Trinitatis: Tekster: Rom 8,14-17, Matt 7,15-21
Vi er Guds børn, men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger, Kristi medarvinger. Hvad vil det sige? Hvad vil det sige at være arving?
For nogle år siden gik der en TV-serie på DR der slet og ret hed ”Arvingerne”. Den handlede om fire søskende, der arvede deres mor, som var en berømt kunstner og efterlod sig en kæmpestor og værdifuld kunstsamling og et godslignende hus. Hun var dårligt begravet, før de kom voldsomt op at skændes om hvordan den arv skulle administreres og fordeles, og ret hurtigt viste det sig også at de have arvet meget mere end malerier og jordisk gods. De havde alle fire arvet nogle træk fra deres ret excentriske mor. De havde alle sammen på hver deres måde arvet kanter, hjørner, hemmeligheder, evner, udfordringer fra deres ophav.
De var arvinger til en historie og en personlighed, som de ikke kunne løbe fra – men som de brugte hver søndag aften og flere sæsoner til at forsøge at lære at leve med. Det var en typisk DR-dramaserie, der egentlig begyndte meget virkelighedsnært, men som endte med at skrue så meget op for dramaet at det blev ret utroværdigt. Men det her skal ikke være en anmeldelse af en TV-serie. Jeg kom blot til at tænke på den serie, fordi titlen ”Arvingerne”, er sigende og spørgsmålet er, om man grundlæggende kan undsige sig sin arv?
Spørgsmålet om psykologisk og socialarv, har psykologien og også litteraturen beskæftiget sig med altid. Der er ikke nogen tvivl om, at der er meget der ligger i generne, som vi siger. Den arv vi har fået af vores forældre, kan være tung eller let, men den er der.
Pludselig kan man høre sig selv sige noget, som éns mor kunne have sagt og som man aldrig i livet havde troet man skulle gentage. Eller man opdager et handlemønster eller et temperament hos sig selv, som minder om det man har været træt af hos sin far. Man kan have arvet et lyst sind, eller et mørkt sind – og det siger sig selv, at det kan være så meget svære det der ligger i éns sind, end at håndtere end et arvestel eller arvesmykke.
Måske er det sådan, at det hører med til at blive sig selv som menneske, at man får placeret den arv man har fået med sig, på det rigtige sted?
I litteraturen lærer vi at det ikke nytter noget at flygte fra den, som fx Lykke Per forsøgte. På en eller anden måde, må vi finde vores vej i livet og tage det på os, livet, med den arv vi har fået, på godt og ondt.
Arveløse bliver vi aldrig. Hvis vi ikke arver noget jordisk
gods, så har vi i hvert fald alle sammen arvet brudstykker til vores
personlighed. Der er sikkert noget vi er kede af, at have fået med – og som vi
bruger meget energi på at dæmpe hos os selv. Der er sikkert også nogle evner vi
er glade for og stolte af at have fået. Vi har arvet, ikke bare fra vores forældre og
bedsteforældre, heldigvis. Nej, siger Paulus, vi arver også fra Gud. Vi er ikke
bare et produkt af vores forældre. Vi er Guds skabninger.
Vi er ikke Guds trælle og slaver. Vi er Guds børn og dermed også hans arvinger.
I salme 8 i det gamle testamente hører vi at mennesket har en særstatus i
verden. I Guds store skaberværk, i det uendelige univers, er mennesket
alligevel ikke bare et ubetydeligt lille fnug. Nej, Gud har forbundet sig med
os og husker på os og har kronet os til at herske over alt andet levende på
jorden – og Gud har givet os en status, står der, hvor vi er kun lidt ringere
end Gud. Vi er skabt i Guds billede.
Der er altså grund til at være stolt af at være menneske…
men altså: helt Gud er vi jo ikke – det siger vores erfaringer også. Vi kommer
tit til kort, vi bliver bange, vi bliver i tvivl, vi kender ikke forskel på sandt
og falskt, godt og ondt. Vi fejler, vi er skrøbelige mennesker. Der er forskel
på Gud og mennesker. Der er forskel på skaberen og skabningen. Og det ved Gud.
Han kender os, og ved at vi ikke er fuldkomne, men at vi er skrøbelige som
lerpotter der indimellem går i stykker og skal klinkes og heles og tilgives
gennem Guds evige godhed.
Vi er ikke fuldkomne. Det ved vi godt og op igennem kirkens historie, har
præster og teologer været særligt ivrige for at slå netop det fast. Menneskets
fejl og menneskets syndighed. Der har været perioder i kirkens historie, hvor
det ikke har været særligt opløftende at gå i kirke om søndagen. Hvor der blev
fokuseret uforholdsmæssigt meget på hvor store syndere vi alle sammen er, og hvor
man også gik op i at gradbøje synderne, så det tit var de andre der var de største.
Den måde at tænke om synd, kommer ikke fra Jesus, der netop sagde at der ikke
var forskel, at vi alle var syndere og at vi alle er retfærdiggjorte ved ham.
Vi er ikke fuldkomne. Langtfra, men der er ingen grund til at tale mennesket ned, for vi bærer kimen eller frøet til Guds rige i os. Fordi vi er skabt i Guds billede. Og det kan vokse allerede i dag i lyset fra Kristus. Det er en skat vi bærer i os. Paulus kalder det en skat i et lerkar, for skrøbelighed er vores vilkår. Vi er, som den danske teolog Johannes Værge udtrykker det: ”Guds skrøbelige arvinger”. (Anis 2014)
Når vi er Guds børn, er vi også Guds arvinger, Kristi medarvinger. Ikke bare til jordisk gods, men til Guds forvandlende kraft. Det er ikke sådan at den forvandlende kraft, som vi har arvet fra Gud, løfter os op og skåner os for at kæmpe med alt det der gør ondt og er ondt. Vi er ikke sådan slags pseudo-engle.. Men vi er i vores arveforhold forbundet med Kristus.
Vi er arvinger ”så sandt vi lider med ham for også at herliggøres med ham”.
Lidelserne er et udtryk for at vi kun er på vej, at ”falske profeter og glubske ulve” stadig gøre sig gældende. Vi står midt i det. Det onde er tilstede i verden. Det ved vi kun alt for godt og når vi hører om masseskyderierne i USA og vanvidstale der stadig deler menneskeheden op i sorte og hvide, og genetisk-arvepotentiale, så kan man medrette blive bange, bange for at det onde får magten.
Men det onde er allerede dømt og til sidst skal det forsvinde, på samme måde som nattemørket skal vige for morgenrøden. Vi kender slutningen. Vi ved at det ender godt, vi ved at Gud til sidst skal blive alt i alle -og derfor kan vi trygt leve nu. I lyset fra det høje, eller i lyset af Kristus som er midt iblandt os. Der er en lysfyldt åbning at se og gå frem efter, og vi har mulighed for at lade lysindfaldet derfra virke helende i os og imellem os.
Da jeg var yngre, var jeg ikke meget for uhyggelige film, men hvis der var nogen, som kunne fortælle mig, at filmen endte godt, så kunne jeg bedre holde de uhyggelige afsnit ud … Jeg har det på samme måde med bøger: Jeg kan godt finde på lige at kigge om til slutningen, hvis det bliver for spændende undervejs. Man kan bedre holde de mørke afsnit ud, når man ved, det ender godt… når der er lys forude.
Der er en verden til forskel på, hvilke fortællinger vi vender os imod, om vi vender os mod historier, der ender godt, eller om vi vender os mod historier, der ender skidt. For historierne vi vender os mod, vokser på os – og i os, de sætter klangen for vores liv, de bestemmer om vores liv grundlæggende spiller i mol eller dur – de bestemmer om vi tør håbe, eller om vi tror, at alt går i den gale retning.
Vi klarer den ikke alene – og det skal vi heller ikke. For
ved døbefonten lovede Jesus os også, at han vil være med os alle dage indtil
verdens ende… At arve sådan en klangbund for sit liv er lidt ligesom at kigge i
slutningen af en bog. For når man tror, at fremtiden er farvet lys og fuld af
håb, så kan man klare meget mere undervejs…
Vi er Guds arvinger, og vi kan allerede nu begynde at
tage arven til os. Lidt efter lidt, ikke uden indimellem at falde i og falde
fra eller tilbage. Vi kan håbe at nogle af tilbageslagene modner os, at vi
lærer noget. Vi har fået forskud på arven. Tilgivelsen er en del af det forskud
vi har fået at leve af, og måske er det lige præcis tilgivelsen der gør det
muligt for os, at tage vores liv og arv på os- og at vokse i kærligheden, så vi bærer god
frugt til glæde for hinanden.