Første søndag i advent (2. tekstrække)
Byens berømthed er vendt hjem. Alle føler de har lidt en andel i ham. Os der kommer fra en mindre by, kender det så godt: ”Søren Clausens den ældste spillede jo politibetjent i TV2s nye krimiserie” – eller ”Mette fra B-klassen hun er kommet i Folketinget” eller ”ham der boede over på Munkegården, hans søn er blevet direktør og klare sig efter sigende utrolig godt” – vi føler vi har andel i deres succes. Lidt af glamouren smitter af på os der er født i den samme by eller har gået i samme klasse som deres søster.
Og så inviterer bestyrelsen for forsamlingshusets foredragsforening, ham til at komme og fortælle om sit liv. Hele den store sal er fyldt til bristepunktet, der har været udsolgt i flere uger. Alle vil se giraffen.
Han stiller sig op og vi forventer at han siger noget rigtig pænt om os, siger noget om hvor glad han er for, lige netop at være vokset op sammen med os, og hvor meget det har betydet for hans karriere at han kender os. Men det gør han ikke. Det siger han ikke et klap om. Han siger noget helt andet. Han siger noget om nogen hel andre end os.
Og vi bliver ikke bare skuffede og fornærmede. Vi bliver også vrede. Hvad bilder han sig ind? Kommer her og tror han er bedre end os andre? Ingen profet er anerkendt i sin egen hjemby.
Jesus kom … og blev modtaget med lige del glæde og raseri. For menneskers stemning svajer som siv i vinden. Det ene øjeblik imødekommende, forventningsfuld, det næste øjeblik rasende og med mord i øjnene.
Jesus kom … til sin barndomsby Nazaret. Byens berømte søn. Og alle er på dupperne, vil gerne trykke hånd og sige ”jeg har hørt så meget om dig”, venlige smil og ”kan du huske mig?”.
Om lørdagen går Jesus i synagogen, man hilser og bukker, ”vil du gøre os den ære at læse i dag?” Og Jesus læser profeten Esajas’ ord om Gud Herrens udvalgte, om Messias, sendt for at bringe godt nyt til fattige, fanger, blinde og undertrykte.
Derpå løfter han, Jesus, blikket og siger: I dag er dette gået i opfyldelse. Bifaldende nik og varme smil i hele synagogen.
Men så tager Jesus selv profetkappen på og siger: men det er jo ikke det, I ønsker, I folk fra Nazaret! I tror, at cirkus er kommet til byen, I vil se giraffen, I vil ha’ brød og skuespil! I vil se tryllekunster og mirakler, som I har hørt, det er sket i Kapernaum. Men jeg er ikke en dansende bjørn i lænker eller en tam løve. Jeg går ikke en tur på vandet, for at I kan se at jeg er den jeg er.
Og de bliver ikke bare skuffede. Det bliver helt afsindig vrede. Stemningen vender, som på en tallerken og de driver Jesus ud af byen. De der før smilende tog hans hænder – de vil nu have ham slået ihjel på stedet.
Gud er til stede, og man ber’ om et tryllenummer. Og det vil han ikke give. Han går. Baner sig vej igennem dem.
Og sådan går han også fra os, hver eneste gang vi vil pine livet ud af ham. Sætter ham i bås og spærrer ham inde i alt for snævre (forståelses)rum eller styrter ham ned fra betydningens tinder – det er det samme, hver eneste gang vi vil have en ”tilpasset” Gud. En Gud efter vores hoved. En Gud der ikke overrasker – ikke viser sig på steder og måder, vi ikke selv først havde tænkt. Eller slet ikke kunne tænke os.
For eksempel ligeså nær og tæt på, som ham eller hende vi så udmærket kender, og som jo ”bare er” – naboens datter eller tømrerens søn.
Problemet for dem i Nazareth, og problemet for os i dag, er måske slet ikke en Gud der ser ud til at være for langt væk, men en Gud der kommer for tæt på? Alt for tæt!
Da de greb ud efter Jesus den dag, var det ikke som en redningsmand, en profet og livredder, men som én de skulle have krammet på. Og det går galt.
Også for os nu i dag når vi, ivrige efter at forstå og begribe alting, vil have krammet på Gud. Det er det der sker når vi tager patent på Guds omsorgssfære og tror at vi kan redegøre for grænserne for hans kærlighed og velsignelse.
Den dag i Nazaret var de ude af sig selv af raseri og ville uddrive Jesus, fordi han sagde, han var sendt af Gud. Ikke til dem alene, ikke bare til nogle – for eksempel dem, der troede sig særligt udvalgte og sikrede – men til alle – til de yderste og til de underste! Han er også sendt til fattige og fanger. Og ikke bare engang langt ude i den fremtid vi ikke kan forholde os til – ved tidernes ende. Nej, nu i dag i dette øjeblik.
Og ude af sig selv af raseri forsøgte de at styrte ham ned, fordi de i deres snæversyn ikke så, at her var Gud. At han, Josefs søn, var sendebud fra Gud. Og derfor gik han bort.
I en roman af den israelske forfatter Amos Oz sidder Gud på en lille cafe i Jerusalem. Byen hvor alt kan ske. En ung mand spørger, om han må slå sig ned ved samme bord.
Det må han gerne. Der går noget tid, før det går op for den unge mand, at det er Gud, han sidder sammen med. Men han spørger så Gud, hvilken religion der er den rette – islam eller kristendom eller én af de andre, og hvis det er kristendommen er det så protestantismen eller katolicismen eller hvad? Og Gud svarer: ”Min dreng, jeg har en tilståelse, jeg er ikke religiøs og slet ikke interesseret i religioner”!
Historien er fin til at understrege, at Gud må være hævet over alt vores snæversyn. Vi har travlt med at indramme Gud, så han passer ind over klaveret i den pæne stue.
Vi putter ham i etiske rammer, og har klare forestillinger om, hvad han kan acceptere og hvad han ikke kan acceptere.
Vi putter ham i æstetiske rammer, og er bange for at han ikke kan tåle at være vidne til det beskidte og grimme og skæve.
Generelt for alle de rammer vi putter ham i, er at de ofte er alt for små og alt for pæne.
Gud sprænger alle de rammer vi putter ham i, og går ud over de grænser som vi sætter op. Gud er ikke lille og pæn, Gud er ikke kun Gud for de få i den pæne stue. I Guds hus er der mange boliger.
Jeg møder ind imellem mennesker, som siger, at de ikke kan tro, for de tror ikke på, at Jesus gik på vandet, eller gjorde vand til vin, eller helbredte syge. Og jeg må svare, at det er en fuldstændig fordrejet og forvansket opfattelse af tro. For hvis de SÅ det, hvad ville de så bruge det til?
Udgangspunktet for den kristne tro ligger ikke i Guds demonstration af sin magt, men i din og min villighed til at lade os afsløre, fordi Gud har ladet sig selv afsløre i Jesus. Og denne gensidige vilje til at ville hinanden, kræver ikke beviser, men kærlighed og tillid. Men vil vi det og tør vi det? Tør vi være os selv, se os selv, blive os selv, kende os selv, vedkende os selv, som mennesker, der er evigt forbundne med Gud?
Nøgne og afhængige i et forhold, som alene er baseret på kærlighed og tillid og håb, uden beviser, uden tegn, uden mirakler. Det er adventstidens store spørgsmål: tør du træde nøgen ind i det nye år – i det nye kirkeår -klædt af til skindet som et nyfødt barn? Og hvad tager du med dig, når du bliver inviteret til julefest hos Gud? Din kærlighed, din tro, din tillid og alt, hvad du udmærker dig med – eller dine tomme hænder? Ja, hvad tror du selv?
Jesus kom … og afslørede sig selv og dermed også os. Og derfor er
adventstidens plads at sluge al stolthed og forfængelighed, og falde på knæ for det barn, som fødes. Først når du er i knæ, forstår du, hvorfor Gud lader sig selv se i et lille nøgent barn, forstår at han dér identificerer sig fuldt og helt med dig, når du er mest hjælpeløs og sårbar.
Guds komme er din chance for at se dig selv, kende dig selv og vedkende dig selv som evigt forbundet med Gud. Det er din chance for at opdage og erfare den befrielse der ligger i, at du er evigt afhængig af Guds vedblivende og livgivende omsorg og kærlighed.
Og når vi har det perspektiv på livet, at livet er givet os af Gud, så begynder verden måske at forvandle sig for os. Så får vi måske ikke kun øje på verdens ondskab og menneskers fejl. Så ser alt måske ikke ud som en endeløs række af tilfældige ligegyldigheder. Så ser vi Guds søn som den, der kommer til os, for at overvinde undertrykkelse og uret med kærlighed og tilgivelse.
Det er første søndag i advent, I kirken bruger vi tiden op til jul, på at vente på Guds komme til verden. Og vi taler om, hvordan den Gud, er, som vi venter på. Det fokus, på Guds snarlige komme, synes indimellem lidt at drukne i nisser og brunkagedej.
Men, jeg hører ikke til dem der går i panik på Guds vegne, over at Kvickly og Føtex har konstateret at der ikke er salg i det kristne julepynt, men at folk i år vil have nisser og julekugler, i stedet for Engle og julekrybber.
At Gud blev menneske og kom til verden i det lille Jesusbarn julenat, er så skelsættende en begivenhed, at det er højt hævet over drillenisser og vaniliekranse. Skulle han som lod sig føde i en stald blandt skrydende æsler og larmende okser, virkelig ikke kunne klare at blive fejret midt i et mylder af kravlenisser? Jo, selvfølgelig.
Gud kan holde til det meste. Vi behøves ikke pakke ham ind i vat, eller behandle ham som kinesisk porcelæn. Vi kommer til at gøre Gud lille, og begrænset, som indbyggerne i Nazaeret , der også kom Gud i kasser og ikke forstod at Guds kærlighed ikke er begrænset til at omfatte nogle få.
Gud kom… og afslørede sig selv og dermed også os. Nu er vores forhold til Gud gennemsigtigt.
Gud kom.. . til verden, ikke alene for at tage os til nåde, men for at vise os en kærlighed, der går forud for synder og dyder, en kærlighed, man ikke kan gøre sig fortjent til, men som bare er, fordi Gud er.