Gud bevæger sig

Luk 18,1-8 /9. søndag efter Trinitatis

Jeg tror ikke der findes noget menneske der ikke har dårlige erfaringer med at bede. Det er ganske sjældent vi får det vi beder om sådan én til en.

Hjemme på vores badeværelse har jeg et lille billede der skal minde mig om det.  Under billedet står der: ”Kære Gud. Hvis du ikke kan gøre mig tyndere, så gør mine veninder tykkere….”

Det kan godt være jeg selv er nødt til at gøre en indsats, at bønner alene ikke fører til vægttab. Det er i hvert fald min erfaring.

Jeg tror ikke der findes noget menneske, der ikke også har dårlige erfaringer med bøn! Vi har alle sammen prøvet at bede om noget, sådan virkelig inderligt bedt om noget, som ikke skete. Heldigvis får det os ikke til at holde op med at bede, når vi står i en situation vi ikke kan fikse. Når det hele styrter sammen om os, så beder vi. Bønnens kraft er stærkere end det vi umiddelbart ser.

Det er Poul Joacim Stender, der er præst i Kirke Saaby på Sjælland, der i en af sine bøger skriver:
“Da jeg gik i 3. g, bad jeg Vorherre inderligt om at ville lade en dejlig pige, som jeg var forelsket i, forelske sig i mig. Hun så aldrig til min side. Og tak for det. Forleden mødte jeg hende i Netto i Vordingborg. En vred dame, der skreg af sin ligblege mand. Gud kan have en mening med ikke at bønhøre os.

Indimellem er det sværere at forlige sig med Guds svar eller mangel på samme. Indimellem kræver det stort mod, at stole på Gud. I dag får vi at vide, at det også kræver vedholdenhed og tålmodighed.

Det ér en mærkelig lignelse vi lige har hørt. Jeg tror ikke der er mange der kender den. Der var en dommer, som vi må forstå hverken havde respekt for Gud eller mennesker. I den samme by var der en enke, som insisterede på at få en retfærdig dom. Dommeren er irriteret på hende og ligeglad med hende, men hun bliver ved og ved – og tilsidst giver han hende ret, fordi hun er ved at plage livet af ham – og han gerne vil undgå at ende i en situation hvor hun overfalder ham og giver ham et blåt øje. Hvad kan vi lære af den historie, siger Jesus – ja, vi kan lære det – at når den her respektløse dommer giver efter for enkens bøn, så må vi tro at den gode Gud også vil hjælpe dem der råber på ham nat og dag. I må ikke give op, siger Jesus. Det er nødvendigt at blive ved med at bede.

Jesus siger at det er nødvendigt at vi bliver ved med at bede. Det er nødvendigt at vi bliver ved, og ikke giver op. Men hvorfor er det egentlig nødvendigt, for vi hører jo også et sted, at Gud ved hvad vi trænger til, før vi beder ham om det. (Matt 6,8). Og vores erfaring siger os, at vi kan bede om ét og få noget helt andet.

Det er altså ikke sådan, at Gud er afhængig af vores informationer, for at kunne være Gud. Bønnen er nok en samtale, men ikke sådan en samtale, der primært handler om at formidle og udveksle information.  Det er nødvendigt at vi beder, men ikke for Guds skyld.

Augustin har sagt det på den måde, at vi ikke skal bede for at instruere Gud, men for at konstruere vores eget sind. Bønnen forandrer altså ikke Gud, men den forandrer os der beder. Det er nødvendigt at bede, for os, for at bevare troen.

Når vi beder om Gud om hjælp, bliver vi mindet om, at der er meget her i livet som vi ikke selv er herre over.
Når vi takker Gud, bliver vi styrket i vores opmærksomhed på at livet grundlæggende er en gave.
Når vi klager til Gud, så erkender vi, at vi ikke er alene, og at vi kan dele vores bekymringer og sorger og smerte med ham.

Det er Søren Kierkegaard der skelner mellem forandring og bevægelse. Gud er uforanderlig, men Gud er ikke ubevægelig. Gud lader sig nok bevæge, men ikke forandre. Hvordan skal det forstås?

Jo, siger Kierkegaard: Bønnen forandrer den bedende, men ikke Gud, for Gud er uforanderlig i sin uendelige kærlighed.

Og det et trøsten til os, at Guds kærlighed er uforanderlig. Der er intet der kan reducere Guds kærlighed. Intet der kan ryste den, eller forandre den. Og det er netop derfor at Gud bevæger sig, i mødet med os. Fordi vi er hans elskede børn. Og fordi vi er hans børn, så må vi blive ved med at bede og plage – plage livet af ham – i troen på af vi får livet af ham.

Gud bliver påvirket og bevæget af vores nød. Og det gør han fordi han elsker os, sine børn. Kærligheden er uforanderlig og netop derfor må Gud bevæge sig når der er brug for det.

Kierkegaard knytter uforanderlighed sammen med kærlighed. Og vi kender det fra vores eget liv, at det netop er kærligheden til et andet menneske, der kan få os til at bevæge os derud, hvor vi slet ikke havde troet vi skulle gå.

Vi der har børn, kan let relatere til at det er sandt. At vi vil gøre alt for at vores børn har det godt, også hvis det betyder at vi skal tage nogle beslutninger som egentlig slet ikke ligger til os.

Kærlighed kan få os til at bryde med alle principper. Jeg tror de fleste af os kan komme i tanker om et eller andet tidspunkt, hvor vi har mødt et menneske, som fik os til at ændre holdning til noget – eller som havde brug for vores hjælp, og fik os til at gøre noget, vi slet ikke troede vi kunne.

Kærlighed kan bevæge os over grænser vi ikke troede var mulige eller, som vi ikke havde forestillet os.

En ting er, hvad man bør gøre ud fra diverse moralske eller politiske principper, en anden ting er, hvad man gør ud af kærlighed.

Kærlighed har det altid svært med et begreb, som konsekvens. For i konsekvensen lurer ofte en noget-for-noget tankegang. Men kærlighedens væsen er nåde-for-intet.

Kærligheden er stærkere – indimellem til både vores egen forbavselse og forargelse – kærligheden er stærkere end principper.

Det er også derfor man kan blive lidt skræmt, når man indimellem kan læse i en nekrolog, at afdøde var meget principfast. For så ved man, at kærligheden har kæmpet en hård kamp med principperne om dit og dat, og at principperne er gået sejrrigt ud af kampen.

Kærligheden er ikke konsekvent, heller ikke Guds kærlighed. Vi må tro, at vi kan bevæge Gud med vores bøn om hjælp.  Men bøn handler måske først og sidst om, ikke at vi vil forandre Gud, men om at vi må blive forandret gennem bøn.

Måske kan man sige det sådan, at vi, når vi beder, bliver gennemsigtige eller gennemlyste for os selv, i mødet med Guds uforanderlighed og kærlighed.

Som når Kierkegaard skriver:
Lad også denne vor bøn bevæge dig,
at du velsigner den,
så bønnen forandrer den bedende
i overensstemmelse
med din uforanderlige vilje,
du uforanderlige!

Det er nødvendigt at blive ved med at bede, for i bønnen overgiver vi os til Guds uforanderlige kærlighed. Den kærlighed der til stadighed
bevæger os.