Menu Luk

Flere veje til frelse?

2. Påskedag

1. kor 15,12-20; Joh 20,1-18

”Jeg har set Herren”, forkynder Maria! Og ikke en hvilken som helst Herre, men den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus.

Hun har set ham og nu forkynder hun, at han er opstået fra de døde. Vi der ikke har set ham, kan ikke andet end at tro hende. Det er det eneste og det bedste vi kan gøre. Vi kan tro at det er sandt at han er opstået. Det er det der giver os håbet, som vi kan leve af og på – både i liv og død.

Han er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til faderen uden ved ham. Vi må gennem Jesu liv, død og opstandelse for at finde vej til Gud. Det er den kristne forkyndelse.

Men hvad så, findes der ikke frelse i andre religioner, diskuterer vi i øjeblikket på livet løs – i hvert fald os præster og i hvert fald i Kristeligt Dagblad. En diskussion der i sit indhold godt kan minde lidt om den diskussion man åbenbart havde i Korrinth for godt 2000 år siden, og som Paulus refererer i dagens tekst, som jeg læste før fra alteret.

”Når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom.”  – Paulus siger: I kan ikke stille spørgsmålstegn ved opstandelsen, gør I det, så vakler hele grundlaget for kristendommen.

Det var en provokation for ham. Ligesom det også er en provokation for mange kristne, at nogle præster i kirken stiller spørgsmålstegn ved om Jesus er den eneste vej til Gud.

Debatten om, hvorvidt der gives mange veje til Gud, er væsentlig. For den handler om Guds suverænitet. ”Guds veje er uransagelige,” siger vi måske, når vi oplever hvordan Gud kan vise sig på overraskende måder i et menneskes liv.

Det synspunkt at ”Guds veje er uransagelige” er på den ene side lidt farligt, fordi det kan bruges til at tage Gud til indtægt for hvad som helst. På den anden side udtrykker det en stor tiltro til Gud og siger at livet og frelsen må vil lægge i Guds hånd. Gud er suveræn og hans væsen større end vi kan fatte og forstå.

I den verserende debat kridtes banen op i to yderpositioner: De der mener at fordi der kun er én Gud, så må alle religioner fører til den samme Gud, og at vi derfor må forholde os til, at andre end Kristus kan føre til frelse.

Og så de der finder det synspunkt kættersk. De kommer så til at stå for en bangebuks-kristendom der gør Gud lille og smålig.  Man gør sig i vid udstrækning til dommer over hvem, hvornår og hvordan Gud frelser. Man kommer Gud i en kasse, og snører den til med menneskelige begrænsninger og kirkelige dogmer – og på den måde gør man Gud så lille, at han er til at forstå. Det er nemt og bekvemt og man undgår alle spørgsmålene.

”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig,” siger Jesus ifølge Johannes. Men betyder det at frelsen kun er forbeholdt dem der er blevet mødt af den kristne kirkes forkyndelse og er kommet til tro på Jesus?

Betyder det virkelig at kun os som tilfældigvis er født i et land, hvor kristendommen er udbredt – bliver frelst? Ja, vil nogen sige. Men kan det virkelig passe at Guds frelse beror på tilfældigheder og kirkens dygtighed. Kan det virkelig passe, at muslimer, buddhister og hinduer ikke har mulighed for at få del i frelsen – blot fordi de måske er født i et land, hvor kristendommen ikke er udbredt?

Det håber jeg ikke og Jeg tror det heller ikke. Samtidig tror jeg at Jesus er vejen, sandheden og livet – og at det er gennem ham og ingen andre vi møder Gud og får del i frelsen. Hvordan det? Er det ikke modstridende?

Det er væsentligt at have det perspektiv på frelsen, at vi mennesker ikke selv kan præstere noget der rykker os tættere på den. Intet menneske kan nogensinde bane sig en vej til Gud , men Gud kan til enhver tid og overalt bane sig en vej til mennesket. Alle mennesker er skabt i Guds billede og står i et forhold til Gud.  Frelsen er alene Guds handling.

Det er et gammelt spørgsmål i kirken, om der ”gives frelse uden for kirken”, og ja, selvfølgelig kan Gud og mennesker stå i relation til hinanden uanset den enkeltes kulturelle sammenhæng. Alle mennesker – uanset hvor på jorden de bor – er skabt til at have en gudstro. Men den Gud, vi kan erfare overalt og til alle tider, er naturligvis den Gud  – der er jo kun én – som har åbenbaret sig i Kristus.

Derfor skal vi i kirken, ligesom Maria forkyndte at hun at set Herren, forkynde Kristus, så Gud ikke forbliver ”en ukendt Gud”, men mennesker lærer Guds sande væsen at kende og kommer til tro på, at han har overvundet lidelsens og dødens magt på grund af sin søns offer, så vores lidelse og død aldrig nogensinde skal skille os fra Guds kærlighed. Det er kirkens største opgave og det er kirkens mandat.

Jeg er uenig med dem der begrænser Gud til kun at møde os, der er inden for kirken. Men jeg er også uenig med dem der mener, at man kan komme uden om Jesus Kristus.

 

Mohammed er ikke vejen, sandheden og livet. Mohammed er ikke vejen til frelse, men vi har et begrundet håb om at på Dommens dag eller måske nærmere forklarelsens dag, hvor alting vil stå lysende klart og evangeliet står bøjet i neon, der er det vanskeligt at forestille sig det menneske – uanset religion – der ikke vil tage imod evangeliet, og da skal de første blive de sidste og de sidste de første – og Kristus vil tage imod os til evigt liv. Det håber jeg og det tror jeg. Jeg tror ikke Kristus overser et eneste menneske.

 

For således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes men have evigt liv.

Enhver som tror, ja! Jamen er det ikke os i kirken der åbentlyst bekender vores kristne tro hver eneste søndag? Jo, men ikke kun. Troens gave gives hvert eneste menneske – også de, som ikke nås før den yderste dag. Også de får muligheden for at pakke troens gave ud og sige ja til Gud. Uretfærdigt? Ja, Guds nåde vender vores retfærdighedsbegreber på hovedet. Tænk bare på lignelsen om ”arbejderne i vingården”. De første blev sure, over at de sidste også fik del i herlighederne. Vi skal passe på ikke at blive lige som dem, og i stedet glæde os over den utroligt store gave det er, at have fået troens gave allerede nu.

Den kristne Gud er en inkarneret Gud, som viser sit sande væsen i Jesus fra Nazaret.  Og Guds væsen er at være en imødekommende Gud. Det er Gud der kommer os i møde, ikke omvendt.  Sådan som teksten til i dag også understreger det.

Her hører vi om Maria Magdalene, der søger efter Jesus. Hun har hørt at han er vejen, sandheden og livet. Og alligevel er det eneste hun finder, en tom grav. Nej, Maria magter ikke selv at finde Jesus. Maria Magdalenes længsel efter Gud er ikke ensbetydende med, at hun er på niveau med Gud. Det er Jesus Kristus der finder hende og kalder på hende: ”Maria!” Og hun svarer ved at kalde ham for mester. Maria er godt klar over, at hun ikke selv kan mestre tingene og tilværelsen. Og Jesus siger. ”Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen.” Der er forskel på Gud og mennesker. Det er Gud der giver, og os der tager imod. Det er Gud der kommer til os. Alligevel kalder Jesus disciplene for sine brødre, og slår fast, at han er blevet menneske for at skænke os sejren over synden og døden. ”What if God was one of us?” synger Joan Osborne i en popsang. Gud er blevet en af os. Gud er i Jesus Kristus blevet vores bror.  For Gud har brudt dødens magt ved at skænke os håb og tro på en glædelig opstandelse og et evigt liv.

Vi kan ikke selv rive os ud af dødens garn. Vi kan ikke selv rejse os fra døden. Det kan kun Gud, men dette er netop også helt centralt i påskens budskab – at fastholde vores liv som det, der alene finder sin frelse og opfyldelse i den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus.

Maria møder den korsfæstede og opstandne Herre, og det møde forandrer verden for altid.  Hvad betyder det at møde den opstandne mester – det giver Hans Anker Jørgen et bud på i den salme vi skal synge lige om lidt, og hvor de sidste to vers lyder:

Det er som en ånd gennem lukkede døre
i kød og i blod,
der sender os, siger os, hvad vi skal gøre,
og indgyder mod,
så den, der er bange for hån og for stening,
tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening.

Det er som et forhæng, der rives til side
på højeste sted,
og Mesteren står der og gir dig i tide
sin evige fred.
Det er som i lovsang, lyksalig og svimmel,
at se ham som Gud i den syvende himmel.

Amen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.