Evangeliet er ikke win-win

Jeg er ikke itvivl om at den her fortælling – eller det her eventyr- for det er det, det er – et oldgammelt jødisk eventyr – har haft sin plads i kirkens tekster helt fra begyndelsen, altså helt tilbage til de første århundreder efter Kristus, fordi kirkens økonomi var afhængig af pengegaver og fordi de fattigste medlemmer af menigheden var afhængig af, at de mere velstående delte af deres overflod. Det har skullet minde dem der havde mere end rigeligt om, at det er en kristen pligt at tage sig af de fattige.

Det skurer i vores ører, at man på den måde skulle have placeret en evangelietekst strategisk i kirkeåret, for at få folk til at give nogle flere penge. Det er fremmed for os at tænke sådan. Måske fordi vi lever i en folkekirkelig virkelighed, hvor pengene bliver betalt over skatten og ikke via gaver. Eller måske fordi vi lever i et velfærdssamfund, hvor det – i hvertfald burde – være sådan at

Ingen mennesker skal ligge på gaden sammen med hunde, fuld af sår – og uden mad. Det er fremmed for os, at evangeliet på den måde næsten har været realpolitisk. Her i kirken forventer, om nogen steder, vi at være befriet fra kampagner og aggressive indsamlingsstrategier.

Og sådan skal det selvfølgelig også være. Penge og evangelium rimer dårligt på hinanden, og der er talrige eksempler op igennem kirkens historie på, hvordan almisser og pengegaver, også er blevet misbrugt og har fungeret som magtmiddel. Men anliggendet er i orden og ikke mindre aktuelt i dag, hvor vi i øjeblikket diskuterer romaer, som om de ikke er ligeværdige mennesker. Og vi bliver mindet om den helt afgørende tanke – at ingen har ret til at udnytte og bruge et andet menneske. – Og at det at være et medmenneske betyder, at vi har pligt til at leve og dele med hinanden.

Ikke nok med at den rige mand i bogstaveliste forstand har set ned på – og trådt på den stakkels Lazarus i dette liv. Da de dør og havner i henholdsvis helvede og himlen – så er den riges første tanke, at han må kunne bruge Lazarus til noget. Til at lindre hans smerter eller til at advare hans familie om hvordan verden hænger sammen. På intet tidspunkt ser den rige mand, Lazarus som et ligeværdigt medmenneske. Tankegangen i eventyret er den, at derfor ligger han som han selv har redt – og havner i Helvede.

Tankegangen i det kristne evangelium er den, at det er et helvede at leve i en verden uden næstekærlighed – uden at vi tager ansvar for hinanden. Det hører med til et kristent menneskeliv, at vi aldrig har nok i os selv – men at vi derimod har nok i at være noget for vores næste. Det er det vi skal. Ikke andet.

Lad mig fortælle et andet eventyr: Der var engang en præst, der bad Gud om lov til at se både Himlen og Helvede. Gud valgte at opfylde præstens bøn og gav ham profeten Elias med som rejseleder. Elias førte først præsent ind i et stort rum, i hvis midte der stod en gryde over ilden med en skøn duftende ret mad. En dejlig duft fyldte rummet. Rundt om sad mennesker med lange skeer, og alle øste af gryden. Men folk så ualmindeligt, ja forfærdeligt blege, magre og elendige ud. Der herskede en iskold stilhed på stedet. Alle virkede på kanten af eksploderende vrede. Forklaringen var, at skaftet på deres ske var så langt, at de ikke kunne få den dejlige mad ind i munden. Da de to besøgende kom ud igen, spurte præsten sin rejseleder, profeten, hvad det dog var for et sælsomt sted? Det var Helvede, fik han at vide. Derpå førte Elias præsten i et andet rum. Selve rummet så fuldstændig ud som det første. I midten brændte der en ild. Igen stod der en gryde over ilden, og i gryden var der en skøn ret mad. Igen en dejlig duft. Men forskellen var, at de mennesker der var i rummet, alle var velnærede og så sunde, glade og lykkelige ud. De hyggede sig med hinanden og havde det godt sammen. For de forsøgte ikke at give sig selv mad, men benyttede de lange skeer til at give hinanden noget at spise. Det var tydeligt, at det her var Himlen. Den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup sagde det samme sådan her:

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej”

Det er nok det mest kendte Løgstrupcitat overhovedet. – og mange af os kender det i forskellige varianter. Vi har altid noget af vores medmenneskes liv i vores. Det er ikke muligt for os at unddrage os det ansvar det er at være medmenneske. I et hvert møde, i en hver situation er vi i mere eller mindre grad udleveret til hinanden. Til at leve og dele med hinanden.

”Det er dansk at dele”, sådan lyder det i Folkekirkens Nødhælps kampagne i øjeblikket. Flere kendte mennesker stiller op med T-shirts på, hvor det står hen over brystet: ”Det er dansk at dele”. Jeg ved ikke om det er rigtigt. Det kunne man da håbe. Jeg ved ikke om det at dele er noget særligt dansk? Man kan godt få den tanke, at vi kunne blive bedre til det. Vi taler godt nok om at ”dele-økonomien” bugner. I hvert fald deler og bytter vi tøj, haveredskaber og biler som aldrig før. 

Og det er godt at vi gør det, for det er med til at spare på de fælles ressourcer og bidrage til et mindre forbrug. Men det er noget andet, end den uegennyttighed som evangeliet kræver. For vi skyder ikke en plæneklipper i puljen uden at få en hækkesaks ud af det. Dele-økonomi beror på ideen om at det bliver en Win-win situation.

Evangeliet taler ikke om win-win situationer. Problemet med win-win-tænkningen er, at vi deler, fordi vi får noget ud af det selv. Det er ok når der handler om plæneklippere og hækkesakse, men det er umenneskeligt når det handler om mennesker. Og det er ikke så fremmed for vores måde at tænke på i dag.

Måske fordi vores tid er knap og effektiviteten også er rykket helt ind i den måde vi indretter os på i fritiden. Vi skal have noget ud af det vi laver. De mennesker vi vælger at være sammen med, skal kunne give os noget, bidrage noget, være gode for os.

Evangeliet taler derimod om at vi er sat i verden for vores næstes skyld. Også den næste som ikke umiddelbart kan give os noget. Også i den situation der ikke er en win-win. Så fortællingen ”om den rige mand og Lazarus” bliver sådan et wakeup for os som ofte er ramt af både at være selvtilstrækkelige og ligeglade når vi lander i sofaen– som nok vil dele, men ikke så det går ud over vores levestandard eller gør sådan for alvor ondt på vores feriebudget. Og som nok vil være der for dem der har brug for det, hvis det passer ind i vores kalender i øvrigt.

Og samtidig bliver det også kimen til en evig skyld. For vi er pinligt bevidste om, at vi altid kan gøre mere, end vi gør. Kravene til os starter, så snart vi træder ud af kirkedøren her. Der er mennesker der har brug for os.

Livet kræver mere af os, end vi selv er i stand til at yde. Vi er skyldnere, som ikke kan sidde afdragsfrit eller hele tiden kan omlægge vores gæld i livet til lavest mu­li­ge ren­te. Vi svigter vore med­men­ne­sker og kan ikke leve op til den indsats, som næs­tens nød kræver af os. Sådan er det. Og jeg kunne slutte her, for egentlig slutter fortællingen om den rige mand ikke særligt opløftende. Han lærer ikke rigtig noget.

Det er et vilkår, at det er sådan. At vi ikke rigtigt bliver klogere. Eller bedre. Det er et vilkår ved at være menneske, at være medmenneske. På godt og ondt. Men det er også et vilkår ved at være menneske, at være elsket af Gud. På godt og ondt.

At vi er elsket – trods alt- af Gud, er ikke en slags undskyldning eller en blanco check der gør, at alt er lige godt og lige gyldigt. At vi er elsket er Gud er først og sidst et udgangspunkt for vores liv, der gør at vi overhovedet kan elske – og at vi kan gå fejl af hinden, og alligevel stå op i morgen med frimodighed og nyt livsmod til at forsøge at gøre det rigtige.

Næstekærlighed er en kristen pligt. Det kan lyde som en enorm byrde, men det er i virkeligheden også en stor gave. Netop det, at der er noget man skal. Hver morgen er der noget vi skal. Vi skal stå ud af sengen og elske et andet menneske.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *