21. søndag efter trin /Joh. 4,46-53
Der var tegn
der skete forunderlige ting
noget var i gærde
himlen rørte på sig
nogen havde allerede
fået en smagsprøve
Jesus havde vist sig
at kunne gøre
vand til vin
flere fortalte
at det var den bedste vin
de nogensinde havde drukket
som om det skulle være vigtigt
vinkendere er altid
nogle meget præcise
typer
Manden var ligeglad med vin
lige nu
hans søn var syg
alvorligt syg
måske var det er spørgsmål
om dage
eller timer
Manden var i det hele taget
ligeglad
kunne ikke koncentrere sig
om folks evindelige snak
om de nye
ejendomsvurderinger
eller skybrud
hvor de nær havde fået
vand i kælderen
i det rum hvor julepynten stod
smalltalk
er den værste form
for talk
når man næsten ikke kan være
i sig selv
for det der gør ondt
Han vidste det var urimeligt
at folk bare forsøgte at
behandle ham
som de altid havde gjort
tale om vind og hverdag
men han kunne ikke høre
efter
han kunne ikke –
for hans lille søn
hans elskede barn
lå syg
og var ved at dø
og han følte sig så ensom
ingen forstod
hvad det var han stod i
Han kunne ikke engang tale
med sin kone
om det
det gjorde for ondt
de sad bare der
og så ham forsvinde
uden at kunne gøre noget
aldrig havde han følt sig så
magtesløs
han ville gøre alt
men ingenting
af det han kunne,
kunne bruges til noget
han sad bare
med hænderne i skødet
der var så meget
han gerne ville have nået
at lave sammen med sin søn
Han havde drømt om
at skulle lære ham
at cykle
han ville have taget ham
med på stadion
om søndagen
have set bølgerne stå højt
ved Vesterhavet
alt muligt
helt almindeligt
og nu lå han der
bleg og livløs
Manden havde aldrig
tidligere bedt
til Gud
Han bad fadervor som barn
men aldrig sådan rigtigt
om noget personligt
nu gjorde han ikke andet
der var ikke andet i ham
end bønner
og tomhed
Han bad den samme bøn
igen og igen
Hjælp os Gud
gør min søn rask
igen og igen
som manden i historien
der gik til Jesus
med blytunge, tøvende skridt
og bad ham
Hjælp os
gør min søn rask
og alene det
at sige det
alene det at få det sagt
gjorde en forskel
gjorde ham mindre alene
bønnen gav ham troen på livet
tilbage
ikke omvendt
Han bad
ikke fordi han troede
Han troede
fordi han bad
Gå hjem, din søn lever
sagde Jesus
og manden troede Jesus på hans ord
og gik hjem
manden troede og gik
troen bar ham
et skridt ad gangen
Inden i ham
rørte håbet på sig
der var sket noget
med vægten
hans hjerte
det var blevet lettere
som om Gud holdt
det i sin hånd
så det ikke sank ned
i fortvivlelsen
igen
han mærkede det
som et kærtegn
at han ikke længere var
helt alene
han mærkede det
som en trøst
som om han havde fået
en hånd
han kunne støtte sig til
da han gik videre
ud i det liv
som havde vist sig så skrøbeligt
og tungt
Manden troede og gik
troen bar ham
et skridt ad gangen
tilbage til livet
et skridt ad gangen
med Gud
Kender I det
når livet ikke har
nogen udsigt?
Når det er
som
et ørkesløst landskab
der strækker sig så langt
øjet rækker
uden horisont
uden udsigt
uden nogen åbenlys udvej
uden en guide
der kan forklare det man ser
Som når man med halvåbne øjne
og hellukket sind
står
og ser ind i en fremtid
man overhovedet ikke har
lyst til
fordi den er så helt anderledes
end i går
eller den er så helt anderledes
end man havde håbet på
og troet på
eller den er pludselig
forsvundet
fremtiden
ligger
som i tåger
der ikke vil lette
ufremkommelig
utiltalende
og uoverskuelig
Det er som når man ikke kan se
en hånd foran sig
Som når man ikke kan se
en dag foran sig
Som når man ser
ud ad vinduet
og ikke ser noget
Som når man ser i kalenderen
og ikke glæder sig
til noget
aftaler
der er blevet
til affald
man helst bare vil
af med
Sådan kan livet være udsigtsløst
når man ikke længere
kan se meningen
med noget
når man ikke længere
kan finde glæden
i de pligter der kalder
når vækkeuret ringer.
Manden troede og gik
troen bar ham
et skridt ad gangen
og så pludselig
en dag
er der fuglesang i luften
og så pludselig
i et lyst øjeblik
ser man frem til noget
igen
og så pludselig
står man
på fødderne
igen
på klippen
på fast grund
igen
og ser at
himlen er blå
og i morgen er
okay
I morgen er okay
i dag er en gave
og i går gør
os måske stærkere
Kender I det
når livet er
blevet tungt?
Det er som
at skulle gå
med fødder som bly
som at sidde fast
i mudder
og ikke ane
hvordan man kommer
fri
som bliver man suget
ned
af ansvar
der er for stort
eller en byrde
der ikke er til at bære
Det er som at
have gjort noget
man ikke skulle have gjort
eller sagt noget
man ikke skulle have sagt
Det er som at gemme
på
en hemmelighed
der er så svær
at det at gemme
på den
gør én
til det mest ensomme
menneske
i verden
Det er som at have hænderne
fulde af skyld
og ikke have
et eneste sted man kan
lægge den
fra sig
som at stå
midt i en mose
og ikke at have
et sted
man kan hvile
sit hoved
eller sit hjerte
fordi det banker
og banker
så stærkt
at det er ved
at gå
i stykker
Det er som at sidde
fast
i en situation
der er
gået i stå
i et hul
der ikke er
bund i
så man kan trække
og trække
i et forsøg på
at trække sig op
trække sig selv
op
ved nældens rod
ved hårrødderne
men man kan
bare ikke
selv
Manden troede og gik
troen bar ham
et skridt ad gangen
Og så pludselig siger Jesus:
”Din søn lever”
Guds rige bliver
sat i bevægelse
som en flod
der løber ud
over sine breder
og som bruser
hen over alt
det der er tørt
og ørkesløst
og uden liv
og døber det
i Faderens
og Sønnens
og Helligåndens navn
Og den breder sig
ud over hele verden
og ind i alle afkroge
af menneskelivet
ind i alle revner og sprækker
og endeløse ørkner
umulige forhold
sorg og savn
og gør alting nyt
Floden
der har sit udspring
i den hellige Guds kilde
den løber gennem tiden
gennem livet
gennem os
som en bølge
der kalder livet frem
og så pludselig mødte
man et menneske
der kunne hjælpe
og så pludselig var
man ikke helt så alene
og så pludselig
er græsset grønt
og blomsterne sprunget ud
og så pludselig
kan man igen ane
at livet er større
end os
Og så pludselig
finder man den kilde
der ikke tørrer ud
og så pludselig
var der vand i den flod
der vælder
med vand
til evigt liv
Og pludselig kan vi tage
et skridt ad gangen
ud i det vand, hvor vi ikke altid
kan bunde
i troen på
at Gud er
med os
med os