21. søndag eft. trinitatis
Der er ingen røg uden ild, siger vi og er så vant til at tænke at der altid skal være en årsag. Ja, at døden skal have en årsag. Vi er så vant til at tænke sådan, at det provokerer og ryster os, når døden ikke har nogen årsag. Når der ikke er nogen sammenhæng mellem årsag og virkning.
De 18 mennesker der blev dræbt da tårnet styrtede sammen, var de selv skyld i ulykken? Var de større syndere end alle os andre? Nej, siger Jesus. Der er ikke altid en årsag. Ulykken rammer os allesammen. Tilfældigt og hårdt? Ja, men uden sammenhæng. Der er ikke nogen grund til at tsunarmien skulle ramme netop de mennesker den gjorde. Der er ikke nogen grund til at det netop er befolkningen i Pakistan der lider under oversvømmelser. Der er ikke nogen grund til at det var de fire unge mennesker her fra Århus, der skulle dø i en drukneulykke i Norge. Der er ikke nogen grund til det netop er præcist det unge menneske der bliver kørt ihjel. De bærer ikke mere skyld end os andre. De er hverken værre eller bedre end os der sidder her. Der er ingen sammenhæng mellem skyld og ulykker.
Der er en stærk tendens i vores tid der siger noget helt andet. Den lægger skylden tilbage på vores skuldre. Den siger: Tænk positivt! Gør dig fri af alle negative tanker og vibrationer. Giv kun dig selv lov til at tænke positive tanker, så sker der kun positive ting i dit liv. Og det er godt at tænke positivt, men hvad sker der når vi tillægger vores egne tanker og indstilling for meget magt? Der sker det at det er vores egen skyld når vi bliver syge. Vi har selv spist os til vores hjerte-karsygdomme og røget os til vores cancer. Og hvis vi ikke bliver helbredt, så er det fordi vi ikke er gode nok til at tænke positivt. Det ligger i tidsånden. Ansvar for eget liv. Vi er vores egen lykkes smed. Og når ulykken rammer os, må vi have gjort noget forkert. Måske kan man forebygge sygdom med motion og økologiske grøntsager. Og hvad så? Når sygdommen rammer den der har levet hele sit liv efter en snor – spist sundt, sovet godt, dyrket motion og arbejdet med måde. Hvad så? Hvad er der så galt? Hvorfor er det lige præcis ham der er blevet syg?
Vi leder efter en årsag.
Når vi bliver ramt af noget tungt og har svært ved at finde retning i livet, så forsøger vi at placere skylden. Måske har vi haft en dårlig barndom. Man kan på forhånd, blive helt bange for tanken om, at ens børn vokser op og giver os forældre skylden, for alt hvad der ikke er lykkedes i deres liv:-) Ligesom mange af os har gjort. Vi leder efter årsager. Går i terapi, for at finde ud af hvor det gået galt, når vi har ondt i livet. Og det er godt at arbejde konstruktivt med sig selv og sine handlemønstre – men det er ikke nødvendigvis særlig konstruktivt at ville placere skyld.
Vi leder ikke på samme måde efter den når vi er lykkelige. Vi er ikke så optaget af at finde ud af hvem der er skyld i vores lykke.
“Because Im worth it” lyder det fra reklameverdenen – eller “Alle har ret til et fedt køkken!” – Lykken fortjener alle, ulykken fortjener ingen! Er det egentlig sandt. Jesus siger i dag, at det ikke er sandt, at lykken er præcis lige så ufortjent som ulykken. Vi har ikke fortjent den modgang der rammer os og vi har heller ikke fortjent den lykke vi også får. Livet er ikke retfærdigt! Livet er ikke retfærdigt på den måde at ordentlige, hæderlige og troende mennesker skånes for brutal og tilfældig lidelse og død.
Jesus var et opgør med tanken om et mekanisk gengældelsesprincip eller en automat-retfærdighed, hvor fædrene spiste sure druer og sønnerne derfor fik stumpe eller dårlige tænder. Tab og fortjeneste hører ikke sammen. Den forklaring at et menneske lider eller lykkes i overensstemmelse med deres egen fortjeneste og indsats, er alt for enkel. Vi kender allesammen eksempler på uselviske og tjenstvillige mennesker, som i deres liv har været hårdt prøvet af lidelser og ondskab, mens vi også kender kyniske og meget egocentriske mennesker, der tilsyneladende har haft et rigt liv skånet for sorg, smerte og lidelse. Det er åbenbart, at ulykken ikke rammer efter nogen moralsk målestok som en afvejet handling, hvor nogle bliver belønnede og andre bliver straffet.
Der er tit ikke noget svar på: Hvorfor? Derimod kan man altid spørge: Hvortil? – i hvilken hensigt, til hvilken opgave, til hvilket formål har Gud ladet mig havne i denne situation? Det eneste sikre, vi kan sige om de ulykker, der rammer os, er: Gud tillod, at det skete. Hvad årsagen end måtte være – Gud har set, at jeg er her. Han er hos mig, han vil føre mig igennem ulykken, han vil skabe en ny fremtid, lade ulykken virke til gode for mig eller andre.
Et af problemerne med at forvente at leve i en helt fair og retfærdig verden, er at den forventning ikke tager højde for den virkelige verden præget af kaos og ondskab. Og der bliver heller ikke rigtig plads til nåden, for nåde er det kun, når det er ufortjent.
Jesus fortæller lignelsen om figentræet der står og fylder op uden at gøre nytte. Enhver rationel haveejer ville hugge det om . For det er jo rigtigt, hvorfor skal det stå at tage plads op til ingen nytte. Det giver ingen mening. Men der er en tossegod gartner som ber om at haveejeren giver det et år mere. Det er ikke rationalitet. Det er kærlighed. Og der sker et under. Det er et under at det syge figentræ ikke bliver hugget om, men får en chance til. En chance mere til at bære frugt. Det får en chance mere til at vise at den kan bære åndens frugt, som er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed…og det er da en god måde at udfylde tiden på.
Det burde være fældet, for det bærer ikke noget frugt. Det gør ikke noget godt. Men det bliver ikke fældet. Det får helt vanvittigt lov til at stå endnu et år. Og det er nåden. Den nåde der helt ufortjent giver os en chance til, når vi ikke har grebet de opgaver som livet har stillet os.
Hvad der sker med figentræet, er et åbent spørgsmål. Vil det bære frugt, eller bliver det fældet? Det appellerer til os: Hvordan udnytter du den tid og de handlemuligheder du har?
Det er et under at vi får en chance til. At vi bliver genstand for Guds ufortjente tålmodighed med os, stik imod al rimelighed. Og figentræet svarer m. Poul Borums ord:
“Et år mere, Herre!
Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke.
Et år af sorger og glæder,
nærheder og ligegyldigheder,
opfyldthed og nød.
Et år nærmere min død.
Et år mere
lagt oven i bunken af år
der synker længere ned
og bliver støv
Et åre mere
at samle grunde til at ville
et år mere, Herre!”
Det kan være svært at leve med tilfældigheder og endnu sværere at leve med meningsløshed. Selv om det er helt umuligt at forstå, ulykken når den rammer os – så er der en befrielse i at det ikke er min skyld. Jeg kunne ikke have gjort noget for at forhindre det. Det fjerner en del af ansvaret fra mine skuldre. Jeg er ikke blevet syg, fordi jeg ikke har tænkt positivt nok. Det betyder at jeg kan lægge mine bekymringer og skyldfølelse over på Guds skuldre istedet. Man kan sige at jeg bliver befriet fra mig selv. Jeg kan ikke finde svaret i mig selv. Jeg kan ikke idet hele taget slet ikke finde svaret. For der ikke noget svar på, hvorfor ulykken rammer og hvor den rammer.
Når vi ikke bliver ramt, er det ikke fordi vi er bedre eller mere retfærdige end andre. Det er fælles for alle, at den tid og det liv vi har, er en gave fra Gud. Vi får livet af Gud, som en gave der skal pakkes ud og med nogle opgaver der skal løses, som figentræet der får et år mere forærende.
Der er en appel til os idag, om at vi skal bære frugt. Vi skal gøre noget – vi skal dele ud af barmhjertighed og kærlighed. Vi skal ikke bare passivt se til, når ulykken rammer os eller andre – eller gå igang med at analyserer hvorfor. Nej, vi skal spørge: Hvortil?- eller hvordan kan jeg være til nytte og hjælp for mine medmennesker og mig selv. Og vi skal turde lægge vores liv i Guds hænder og bede ham om kraft og mod til at komme igennem ulykken.
Verden gik ikke under i det første århundrede efter Kristus, som flere havde forventet, og som mange af de nytestamentlige forfattere var levende overbeviste om. Man forventede Jesu snarlige genkomst – og derfor er det også et tilbagevendende tema, at tiden er ved at løbe ud og vi nærmer os afgørelsens time. I dag lever vi vel i en tid med en sekulariseret forventning om verdens undergang – nemlig, klimaændringerne. Om vi lever i de sidste tider, ved vi ikke, men vi ved som mennesker, hvordan vores personlige liv og verden, er truet af undergang, sygdom og død. Bevidstheden om livets forfald og tilværelsens uselvfølgelighed, kan gøre os triste og få os til at miste lysten til at bære frugt og engagere os i verden og hinanden. Og måske står vi indimellem bare og tager plads op som det unyttige figentræ?
Omvend jer! siger Jesus. Det at tale om omvendelse i dag, om at vi skal omvende os – og det er lidt besværligt at tale om. Mange af os har nogle negative associationer knyttet til det ord, og ser måske scener fra Hans Kirks Fiskerne eller andre mørke mænd med triste miner og høj moral. Men vi kommer ikke uden om, at håbet om Guds riges komme og frembrud, også indeholder et krav om omvendelse og en dom. Hvad betyder det? Hvordan giver det mening?
Dommen er, at vores mangler og utilstrækkelighed bliver synlige og afsløres, og alt vil komme til at stå lysende klart for os – og i lyset af Guds riges frembrud og den nye virkelighed, er det derfor indlysende at omvende sig til et nyt liv. Guds riges komme, inderholder et krav om at vi tager imod gaven. Vi skal omvende os – ikke bare med bondeanger og dårlig samvittighed – nej, omvendelse er, tillidsfuldt at turde lægge sit liv i Guds hænder. Ikke fordi Gud er streng og straffende, men fordi Gud er kærlighed. Der er ikke noget liv uden for kærligheden. Der er ikke noget liv uden for Gud.
Den frelse som vi får del i er ikke et liv, hvor død og dom forsvinder – men det er et liv, hvor vi ikke behøver frygte Guds straf som konsekvens af negative tanker, dårlige kostvaner eller dårlig opførsel. Gud vælter ikke tårne eller sender ulykker ned over os. Han forfølger og straffer os ikke. Guds nåde er, at vi ikke behøver at frygte hans dom over vores fejl – Nej, vi kan endda gå døden i møde med håbet om at være favnet af hans kærlighed og barmhjertighed på trods af alle fejl og mangler. Amen