10. søndag efter trinitatis / Luk 19,41-48
”Mit hus skal være et bedehus! Men I har gjort det til en røverkule!”, råber Jesus og jager alle de handlende på tempelpladsen ud.
Der er malet voldsomme billeder af den scene. En vred Jesus der slår om sig, så duer, får og geder, borde, fjer og penge står til alle sider.
Godt han ikke kom forbi da vi i sin tid holdt bazar her i kirken! Eller: det er nok ikke sådan det skal forstås.
Hans harme går på at kræmmerne i templets forgård med deres salg af offerdyr – og remedier har vanhelliget det sted, hvor Gud kunne tilbedes rent og uforstyrret. I stedet var der sikkert både råb og folk der falbød deres varer. Det har nok været både folkeligt og festligt, og Jesus blev ikke populær hverken over at smide dem på porten, eller over at kritisere deres gudsdyrkelse. Det har formentligt været medvirkende til at Jesus ikke så længe efter blev slået ihjel.
Det skulle vise sig, at den rette tilbedelse af Gud ikke er gennem blod fra offerdyr, men gennem blodet fra Jesu død.
Når Jesus siger, at jøderne har gjort Guds hus til en røverkule i stedet for et bedehus, så rammer det også en nutidig problematik om kirkens brug.
Indimellem rejser spørgsmålet sig om vi fx må bruge kirken til at huse flygtninge, som ikke kan få opholdstilladelse, og dermed gå imod dansk lov.
Den diskussion havde vi i stor målestok for nogle år siden, da Brorsonskirken i KBH i flere uger husede en stor gruppe udviste irakere.
Nogle var forargede over at man åbnede kirken overfor de udviste flygtninge og på den måde satte sig over loven. Kirken er i en luthersk forståelse ikke noget særligt rum. Det er ordet der er helligt, ikke bygningen.
Andre argumenterede med at kirken ikke har mandat til andet end at åbne døren, når der kommer et nødlidende menneske.
Det endte for første gang i nyere danmarkshistorie med at politiet brød ind og ryddede kirken. Ja, jeg kan faktisk ikke huske andre eksempler på det, end da Knud den Hellige blev myrdet foran alteret i Odense Domkirke i 1086. – Rydningen af Brorsonskirken var et brud med Kirken som et fredhelligt rum – et selvstændigt rum til gudstjeneste og bøn. Et rum hvor man så at sige er fredet. Tænk bare på våbenhusets oprindelige funktion af at være det sted, hvor man lagde sine våben og kunne gøre det, fordi man ikke kunne angribes i kirkens rum.
Er kirken et helligt rum? Eller er det i grunden bare et rum som alle andre? Må man drikke kaffe i kirkerummet, må man spise i kirken? Drikke vin? Må der danses? Må man sælge noget i kirken? Kan man tillade sig at kræve penge af mennesker, som gerne vil ind i kirken? Det er alt sammen sådan nogle spørgsmål, som man indimellem diskuterer – og som der er ret forskellige holdninger til. Tænk bare på den ophedede debat om Domkirkens forestilling: ”Befri Gudstjenesten” her i foråret. Der er mange følelser på spil når det gælder vores kirkerum.
Af lovene fremgår det, at kirken først og fremmest er til gudstjenestelig brug og kirkelige handlinger, men at kirken også kan anvendes til andet f.eks. kirkekoncerter, foredrag osv. der ligger indenfor det kirkelige.
Da en kirke fornyeligt afholdt et arrangement i kirken med en dyreclaivoriant der kunne hjælpe en med at komme i kontakt med sine døde kæledyr, kom det igen op til diskussion. Hvor går grænsen for hvad vi kan huse i kirkerummet? Biskoppen i Roskilde Stift gjorde det klart, at der gik der i hvert fald en grænse.
I praksis er brugen af kirkerummet blevet stærkt liberaliseret de seneste år. Det er alene menighedsråd og sognepræst, der afgør, hvad kirken kan bruges til.
Menighedsrådet i Møllevang er måske nok mere liberale i forhold til så mange andre kirker. I hvert fald bruger vi jo både kirkerummet til babyrytmik, koncerter og foredrag. Engang før min tid, havde man endda taget et æsel ind i kirken – og når vi omlidt åbner dørene til Kirke-og Kulturfestival er det også både til klezmermusik og kædedans, og foredrag der nok vil provokere nogle.
Men vi er jo dog ikke helt ukritiske. Det er jo dog alligevel sådan at vi har en særlig sans for hvad der hører sig til i kirkerummet og hvad der ikke gør. Hvorfor egentligt?
I en luthersk tradition, har vi jo netop gjort op med den katolske kirke i det her spørgsmål. Intet sted er i sig selv helligt, altså heller ikke kirken som rum og bygning. Hvad der alene helliger kirken er evangeliets forkyndelse. Det at Guds Ord lyder her – og særligt med tanker fra Grundtvig har vi skærpet det til, at kirken er det sted, hvor Kristus er til stede i ord og sakramenter, altså i dåb og nadver.
Bygningen er ikke hellig, men fordi det er her vi holder gudstjeneste – så tror jeg de fleste af os alligevel opfatter det som et helligt sted. Der sker noget med os når vi kommer ind i kirkerummet. Vi tager hatten af og sænker stemmen. Vi løber ikke rundt og pjatter, eller sætter os på døbefonten. Vi regner den for hellig, fordi der er mange følelser forbundet med kirkerummet.
Tænk bare på hvor lang en proces det har været for os her i Møllevang at få skiftet lamperne ud. Det er jo ikke fordi vi ikke kunne finde nogle håndværkere der kunne gøre det hurtigere. Det er fordi det er en stor beslutning for os, fordi vi er mange i menigheden som har mange følelser forbundet med kirken. I sognegården kunne vi hænge nogle billige lamper fra IKEA, men det ville vi aldrig gøre i selve kirkerummet. Her skal det være noget særligt, fordi det er et særligt rum.
Fortællingen om Jesus der dør på korset langfredag, er også fortællingen om hvordan forhænget indtil det allerhelligste i templet revner, og Gud så at sige slipper ud, og det hellige er ikke længere fæstnet til et bestemt sted, templet blev ødelagt, for at blive oprejst som Guds ånd i hjertet på os mennesker. Det er et grænsesprængende budskab, som ikke kan holdes inde. Evangeliet er at Guds Ord lagt i hjertet på hver enkelt af os, så vi bærer det med os hvor end vi går. Og Jesus siger, hvor to eller tre er forsamlet i hans navn der er han tilstede. Det behøves vi ikke en stor flot kirkebygning til.
Så måske er alterbordet ikke i sig selv helligt. Det er i teologisk forstand ikke andet end et spisebord. Det er først når ordet lyder, og vi deler Kristi legeme og blod at der sker noget helligt.
Og måske er døbefonten ikke i sig selv hellig. Vi bruger vand fra den samme vandhane, som vi tapper vand fra både når vi skal vaske hænder, koge pasta eller drikke et glas vand. Det er først når ordet lyder, og vi bliver døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, at der sker noget helligt.
Orglet er heller ikke helligt, prædikestolen er ikke hellig, lamperne, bænkene, fisken, lysgloben, korset… er ikke hellige ting, men når vi mødes til gudstjeneste og vi synger salmer, beder til Gud, hører evangeliet så sker der noget helligt. Og derfor bliver kirkerummet et særlig rum for os alligevel. Nuvel, vi kan holde gudstjeneste i Botanisk Have og i en sportshal, men kirkens rum bærer en historie og sætter os ind i en sammenhæng, som gør, at det alligevel er et særligt rum – som vi regner for helligt.
Så selvom vi godt ved at det ikke er bygningen der er kirken, men os. At kirken er bygget af levende stene, som vi siger. Selvom vi godt ved, at det ikke er kirken som bygning eller institution der er hellig, men Guds ord, så er der mange af os der har brug for et sted at være, og et sted at rette blikket hen, et sted at kunne gå hen for at blive tiltalt og mødt af Guds ord. Et sted, hvor vi ikke bliver forstyrret af folk der sælger får og duer og geder – og folk der river i os med alle mulige tilbud. Kirken skal være det sted, hvor vi kan være i fred. Et helle.
Derfor lyder det også sådan her, når man indvier et nyt kirkerum: ”Vi beder dig, at du vil være hos os med din velsignelse i dag, og hver gang din menighed samles her, så dette hus må være et helligt sted for os og kommende slægter, bygget til din ære”.
Lov og tak…