En fri mand

4. søndag efter påske / Joh 8,28-36

Vi bruger frihedsbegrebet i flæng. Vi taler om at få fri fra arbejde, om ytringsfrihed, om valgfrihed, frihandel, friskoler, forsamlingsfrihed og fri sex.

Vi bruger med andre ordet begrebet ”frihed” ret frit – og det er på en måde helt i begrebets egen ånd, men altså også misvisende eller forvirrende.

Frihed er mange ting. Og måske er det omsonst at gå på jagt efter en slags frihedens ”DNA”, eller fællesnævner. Der er stor forskel på i hvilken sammenhæng der tales om frihed. Tag fx udtrykket: ”Han er en fri mand!”

Vi ved hvad det betyder i retssystemet. Det betyder at den anklagede, har været for en dommer, og er blevet frifundet. Dommeren har vurderet på baggrund af de beviser der er fremlagt, at den anklagede ikke er skyldig, og han kan gå derfra som en fri mand. I en retslig sammenhæng betyder det altså alene, at man ikke er skyldig og derfor ikke skal straffes.
Når vi taler om frihed, sådan generelt, så tænker vi næsten altid på vestens moderne politiske frihed, med værdier som ytringsfrihed, personlig frihed og demokrati.
I en politisk sammenhæng, vil en fri mand, være en borger i et demokratisk samfund med frihed til at tænke, tale, tro – og træffe personlige valg.

Det er stærke værdier i det danske samfund, og er der noget der kan få os op af stolene, så er det hvis vores frihed i en eller anden grad kommer under pres. Tænk bare på diskussionen om ytringsfrihed!

Vi kan være uenige på tværs af politiske partier om hvordan friheden skal vægtes i forhold til fx sikkerhed eller fællesskabet og ligheden. De liberale partier lægger vægt på den personlige frihed i forhold til staten. Ja, for nogle år siden udråbte Søren Pind endda sig selv som ”frihedsminister”.
Men grundlæggende er der fælles enighed om at vi skal værne om demokrati, menneskerettigheder og økonomisk retfærdighed. En fri mand er altså borger i et demokratisk samfund.
Når psykologien eller psykoterapien taler om frihed – eller tanken om at være en fri mand – et frit menneske, så er det en anden slags frihed der tales om.

Det giver mening af skelne mellem en ydre og en indre frihed. Hvor den retslige og politiske frihed er en ydre frihed, er psykoterapiens eller psykologiens en indre frihed.

Psykoterapien vil fremme menneskets frihed. Hjælpe mennesker til at blive myndige og frie, ved at finde frem til sammenhænge og årsager, blotlægge gamle traumer og oplevelser fra barndommen. Eller der kan være nogle handlemønstre og tanker i forhold til nogle af de mennesker der er tættest på, der forhindrer én selv i at folde sig ud, at blive myndig – at blive fri.
Den indre frihed handler i psykoterapien – med en lidt bred formulering – om at lære sig selv at kende, og finde ud af hvad der gemmer sig i ens sind. Det handler om at erkende det, og lære at leve med det, på en måde så man ikke længere er bundet af det.

En fri mand, er i psykoterapien, et menneske, der er kommet til en accept af sin fortid og sig selv, så han kan gøre sig fri af den – og elske sig selv, som den han nu er.
Der er ingen tvivl om at når Jesus taler om frihed, så er det også den indre frihed det handler om. Når han siger: ”Hvis I bliver i mit ord, skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”, så tænker han ikke på hverken ytringsfrihed eller økonomisk frihed – så handler det om en indre frihed.

Men hvordan adskiller troens indre frihed sig fra psykoterapiens? Jeg tror det er et afgørende spørgsmål. Eller: måske snarere, hvad skal jeg bruge den frihed, som Jesus tilbyder til?

Jeg kender nærmest ingen, som ikke vil sige at der er mange gode værdier i kristendommen. Værdier som næstekærlighed, ligeværd og tilgivelse. Dem vil de fleste mennesker kunne tilslutte sig, som værdier der er værd at leve sit liv på – og som giver mening i vores liv med hinanden. Men jeg tror der er mange der har det vanskeligt med at forstå hvad de skal bruge den frihed, som Jesus tilbyder, til. Hvad er det vi skal befries fra? Hvad er det vi skal frelses fra?

Måske tænker man: Jeg har ikke lyst til at blive frelst! Jeg har det faktisk meget godt. Jeg har et godt liv, som det her. Jeg har ikke brug for at blive frelst. – Jeg tror tanken om at frelse er en nødvendig frihed, virker fremmed på mange.
Og selvfølgelig gør den det, havde jeg nær sagt. For vi er vokset op med en almindelig psykologisk forestilling at vi kan finde alle svarene i os selv, eller i vores opvækst – at kimen til frihed ligger i os og den måde vi tackler det vi nu bærer med os. Det kan virke umyndiggørende at forholde sig til at egentlig frihed ikke findes i os selv, men at der en frihed, som vi ikke selv kan grave frem – men som kommer til os udefra.

Jeg tror vi har svært ved at forlige os med forestillingen om at vi er afhængige af noget som helst. For betyder det så, at vi alligevel ikke er frie? Er det ikke en umyndiggørelse af os som mennesker?
Det er ikke noget jeg har belæg for at sige, men jeg har en ide om at vi måske nogle gange kommer til at overfører værdier fra den ydre frihed til den indre frihed. Som om der gælder de samme mekanismer og regler. Det er i hvert fald en tanke værd – Der er forskel på ydre frihed og indre frihed. En fri mand, er ikke bare en fri mand.
Jesus taler klart om den indre frihed, når han siger, at ”hvis jeg får jer frie, skal I være virkelig frie”.

I kristen terminologi er det modsatte af frihed ikke fangenskab, men synd. Det modsatte af frihed er ikke bundethed, men synd. Og så alligevel, for Jesus taler om at vi kan være ”trælle af synden”.
Og synden er ikke, det det der er synd for os – eller det kan også være synd for os, men synd er – med en lidt bred formulering – det der skiller os fra vores medmennesker og fra Gud.
Synd er måske i bund og grund, når vi er os selv nærmest. Når vi glemmer at vi ikke bare lever for os selv, men er forbundet med andre mennesker. Synd er når vi ikke vil vide af at være bundet af andre, men er bundet på hænder og fødder til os selv.
Det kan være nogle handlemønstre og tanker i forhold til nogle af de mennesker der er tættest på, som man ikke selv kan vikle sig ud af. Måske kan man komme et stykke vej med psykoterapi, og det kan være helt nødvendigt. Det kan give en erkendelse af at man er den man er – der kan ligge en myndighed og en frihed i at komme dertil – men for det troende menneske ligger den virkelige frihed faktisk også i tanken om at man er bundet til synd.
Altså at det onde vi gør eller tænker, det kan vi ikke slippe fri af – den frihed kan vi ikke skabe selv. Det er på én gang vores egen skyld og noget, vi ikke kan undslippe. Begge dele. Man kan måske sige at synden er vores skæbne. I den kristne tradition har man med et ret udskældt ord kaldt det for arvesynd. Men jeg kan egentlig god lide det ord. For det gør det, som er dybt personligt – til noget helt almen menneskeligt. Tanken om arvesynd er paradoksalt et værn mod fordømmelse af andre. Vi kan ikke – med rette udskamme eller pege fingrer af andres synd, uden samtidig at måtte pege på os selv. For vi kender den fra os selv. Vi er alle sammen syndere. Erkendelsen af det er paradoksalt nok en befrielse.
Den frihed som Jesus tilbyder, betyder at vi bliver myndiggjort og sat frie til at leve på de betingelser, at vi er afhængige.
At være afhængig er, at hænge på hinanden. Der er noget godt og særligt ved at hænge på hinanden både når livet er let og ubekymret og når problemerne tårner sig op. Det er udtryk for at vi hænger sammen.
Og at indse vi er afhængige af Guds helende og fornyende kraft, er at indse vi er mennesker der ikke magter det hele selv. Og præcis i erkendelsen af, at der er meget i vores liv, som vi ikke selv har magt over, ligger der en meget stor grad af frihed. Der ligger en frihed i, at hele livsprojektet ikke er mit ansvar – og der ligger en stor frihed i, at indse, at den afhængighed vi står i, i forhold til Gud – er et eviggyldigt forhold. Det er ikke et forhold der står og falder med vores humør eller mere eller mindre trofaste natur. Det er forhold, hvor vi igen og igen kan hente fornyet kraft og fred – hvor vi igen og igen møder Guds tilgivelse og barmhjertighed. Det er et afhængighedsforhold, som er bestemt af Guds kærlighed. Tro er at vide sig afhængig af Gud.
En fri mand i kristen forstand, en der ved at han er afhængig af Gud.
Luther siger sådan her, om det at være en fri mand:
”Et kristent menneske er en fri herre over alle ting og ingen undergivet. Et kristent menneske er i alle ting en træl, skylder at gøre tjeneste og er enhver undergivet” (Et kristent menneskes frihed)
Vores liv udspilles under det paradoks. Kristus har sat os fri af loven og ydre krav, men den frihed, som troen giver den kristne, er en indre frihed til i kærlighed at tjene sit medmenneske.
Vi må hver dag, insistere på at det giver mening. Insistere på, at det giver mening at være her, hvor jeg er. Vi må insistere på at det giver mening at være på den plads hvor vi nu engang er. Med de mennesker der er omkring mig. Den familie jeg er født ind i. De venner og kollegaer og naboer jeg har. Vi må insistere på at det giver mening at være mig, med de udfordringer og kampe der blev mine. Og de evner og gaver jeg har fået.
Vi må insistere på den gode og sunde afhængighed af livets Gud, og mine livs mennesker. Vi må insistere på at turde give os hen og tage imod, den tilgivelse og den kærlighed der rækkes til os. Troen på det, er den virkelige frihed. Den frihed, som ikke afhænger af ydre omstændigheder – men som giver os en indre fred.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *