13. søn eft trin / Matt 20,20-28
Vi bilder os ind at vi kan hvad vi vil. Men det er en af de største løgne i vores tid.
Der har indsneget sig en urealistisk – og også nogle gange usund – forestilling om at vi har alle muligheder for at skabe det liv vi ønsker os. At hvis vi arbejder med os selv, kender os selv, finder os selv, tager styring over vores eget liv, så kan vi blive det menneske vi ønsker at være.
Men det er en utopi. Vi fødes langt fra med de samme muligheder, der er så mange tilfældigheder der afgøres af vores opvækst, vores sundhed, vores sind, vores evner og vores miljø. Vi får ikke de samme muligheder. Og det er ikke kun opmuntrende og motiverende at få at vide, at man kan blive lige det man gerne vil være. Det kan også være ødelæggende.
Forestillingen om ”at vi kan hvad vi vil” lægger et kæmpe
pres på – særligt de unge – der står for at vælge livsbane. Og i de her år
oplever vi netop mange unge der lider af stress, angst og depressioner. Det er
ikke kun opmuntrende og motiverende at få at vide, at man kan blive lige
den man gerne vil være. Det er også ødelæggende, for erfaringen fortæller os at
det ikke er sandt. Og det kræver et stort selvværd ikke at bebrejde sig selv,
når man ikke lykkes med at være den man drømmer om.
Der er nogle livsvilkår, vi ikke kan ændre på. Der skal være plads til
forandring og håb, men det er ikke alt der kan forandres. Der er livsvilkår vi
i stedet må lære at leve med. Finde os til rette i.
I moderne selvhjælpslitteratur vil man ofte finde referencer til oraklet i
Delphi. Hvor der over indgangen stod ”Kend dig selv!” og pointen med at bruge
den reference, er selvfølgelig at hævde, at man allerede i oldtidens Grækenland
var klar over den sandhed, som skulle bestå i, at et autentisk liv begynder og
slutter med én selv.
Men man overser ofte, at oraklet i Delphi var Apollons
talerør. Apollon var i den græske mytologi gud for mådehold, og derfor betyder
kend dig selv i den sammenhæng, at man skal kende sin begrænsning i forhold til
guderne. Kend dig selv betyder, hverken, at man skal finde sig selv, eller
realisere sig selv som den, man gerne vil være – at man kan hvad man vil. Det betyder
at man skal forstå sin plads i det kosmiske hierarki.
Tomas Sjödin, en svensk præst, der har skrevet flere bøger der bevæger sig i
spændingsfeltet mellem teologi og psykologi – om hvordan den kristne tro kan
blive til liv – har skrevet en anbefalelsesværdig bog, med den tankevækkende
titel: ”Den der finder sin plads, tager ikke en andens.”
Den der finder sin plads, tager ikke en andens.
Jeg tror det er det det handler om, når der ved indgangen til oraklet i Delphi stod: ”Kend dig selv” – og jeg tror det er det, Jesus forsøger at motivere disciplene til, i den tekst vi hørte før. At kende sin plads – at finde sin plads i tilværelsen. For det at kende sin plads, at finde sin plads kræver ydmyghed og en erkendelse af at éns plads altid findes i en sammenhæng og i et hensyn til andre.
Det er næsten grinagtigt pinligt at de voksne Zebedæussønner skubber deres mor foran sig for at få hende til ”at lægge et godt ord ind for sig”, som vi siger.
Man forestiller sig hvordan de har diskuteret deres
muligheder for at få mere albuerum, mere plads – for at få en højere og bedre
placering hos Jesus. ”Kan vi betale os fra det?” Nej, penge siger ikke Jesus
det helt store. ”Kan vi slå nogle af de andre i opløbet” Nej, det er for
risikabelt – Peter og Johannes har rimeligt meget at skulle have sagt…. ”Nu ved
jeg det, foreslår den ene, vi får mor til at spørge for os… mødre er svære at
komme uden om”…. Men, det forsøg mislykkes altså også. Selvfølgelig. For det er
så langt fra alt hvad Jesus står for. Det er så langt fra reglerne for pladsanvisningen
i Guds Rige.
Her handler det ikke om at tage en plads, men om at give plads
til andre. Den der vil være stor, skal være tjener og den der vil være den
første, skal være træl. I Guds rige bliver pladserne fordelt ud fra et
ydmyghedsprincip.
Og det er virkelig heldigt, for mig. For jeg er et meget ydmygt menneske!
Nu kender I mig jo ikke så godt, men jeg er sådan én der ikke
gør noget væsen ud af mig selv og har ikke høje tanker om mine egne evner. Jeg
sætter mig altid på den dårligste plads, så der er plads til andre – og
fremhæver aldrig mig selv. Jeg er generelt meget ydmyg!
Eller: Det er ikke rigtigt, og hvis det var rigtigt at jeg virkelig var så
ydmyg, så ville jeg jo aldrig selv sætte ord på det. Det er det mærkværdige ved
ydmyghed – at det er et prædikat man ikke kan give sig selv. Man kan sige om én
anden, at han eller hun er et ydmygt menneske, men man kan ikke sige det om sig
selv.
Jesus siger et andet sted, at den der ydmyger sig selv skal ophøjes. Men hvad vil det egentlig sige at ydmyge sig selv? Hvad vil det sige at være ydmyg? Det er ikke ydmygt at forsøge at mase sig ind på de bedste pladser, sådan som Zebedæussønnerne gør. Det er heller ikke ydmygt at føle sig forurettet, sådan som de 10 andre disciple gør.
Ydmyghed i Bibelen kan handle om to ting: enten kan der være tale om nogen, der har ydmyge eller ringe kår. Eller der kan være tale om ydmyghed, som en måde at forholde sig til Gud på – som en indstilling til livet – og til livets giver, Gud.
Ydmyghed er at vide at man har fået en plads givet. Ydmyghed er at kende sin plads, som den man får givet af andre og af Gud.
Men ydmyghed er ikke et plusord eller et modeord.
Når vi i dag taler om selvudvikling og personlige kvalifikationer, så er ydmyghed ikke med på listen. Det smager lidt af noget gråt og for småt. Og mange har den fordom om kristendommen, at den prædiker at man ikke skal tro at man er noget. At det, at man taler om, at mennesker er syndere, betyder at man skal dunkes oven i hovedet, og får at vide, at man er utilstrækkelig og ingenting kan. Og mange vil da også synes, at de får den fordom bekræftet, netop i sådan en fortælling her – om Zebedæussønnerne der så at sige bliver sat på plads af Jesus, fordi de forsøger at komme lidt op af rangstigen.
Men oplever man kristendommen på den måde, så har man forvekslet evangeliet med janteloven, og ydmyghed med selvudslettelse. Mange forstår i dag noget andet ved ordet ydmyghed, end sådan, som det er tænkt i de bibelske fortællinger.
Ydmyghed i kristen forstand, er ikke det samme som at krybe
i et musehul og håbe at ingen får øje på én. Det er ikke det samme som
selvudslettelse. Overhovedet ikke.
Vi skal ikke tage en plads, vi skal give plads – men netop det at kunne give
plads til andre, forudsætterat vi allerede har en plads. Nemlig pladsen ved
siden af. En plads i fællesskabet.
Vi har allerede fået givet en plads. En ret til at være her. Det er en ikke en plads vi skal kæmpe for at få, eller kun kan drømme om. Det er ikke en urealistisk stræben efter at få en plads. Nej, vi er sat ind i verden med ret til at være her. Der er en plads til os. Den er givet til os.
Vi kan indimellem komme i tvivl om hvor den er, eller om det
virkelig er sandt at det er vores plads. Indimellem er det desværre også sådan,
at andre kan modarbejde vores ret til pladsen. Eller forsøge at bilde os ind at
vi ikke er gode nok til den, ikke er værdige. Det kan være vi møder en Kain der
er misundelige på noget der lykkes for os, det kan være vi møder mennesker der
vil tage vores plads fra os. Eller det kan være vores egen tvivl og manglende
livsmod, der får os til at lede efter vores plads de forkerte steder, eller
kæmpe en kamp der ikke er vores.
”Vi lever ikke for os selv”, som Paulus siger. ”No man is an Island”, som John
Donne siger.
Vi er forbundet med hinanden. Vores plads er ikke en enkeltstående stol i ingenmandsland. Vores plads er altid i forhold til nogen. Hvis man ikke ved, hvor man selv står i forhold til andre, så kender man ikke sig selv.
Det at finde sin plads, handler ikke blot om at finde ud hvem man er, og hvad man brænder for eller hvordan man bedst kan realisere egne ambitioner og drømme. Den der finder sin plads, tager ikke en andens.
Selvindsigt skal kunne omsættes i handlinger der er
meningsfulde og værdifulde for andre. Vi har en plads og det har andre også. Og
erkendelsen af det, må altid indebære at vi må overveje, hvordan vores
personlige jagt på succes eller lykke påvirker andre.
Den der finder sin plads, tager ikke en andens.
Jesus siger at vi skal opfatte os selv som den andens tjener. Som han gjorde. At vores liv ikke skal handle om at søge anerkendelse og opmærksomhed, men at vi i stedet skal søge at være opmærksomme overfor vores medmennesker.
Det fineste vi kan blive i tilværelsen, er at blive tjenere. Livet bliver meningsgivende når vi forpligter os på hinanden. Når vi finder den plads, så bliver der plads til livet kan folde sig ud.
Tænk hvis vi i højere grad tænkte sådan. Tænk hvis vi turde bruge den magt vi får tildelt til at tjene andre. Tænk hvis vi i stedet for at bruge vores liv på at styrke vores egen position, brugte den på at styrke andres.
Det er nok en utopi at forestille sig at det faktisk kommer
til at ske, men det er en retning der kaster mening af sig og som er værd at
forsøge at efterfølge. Ikke som et aleneliv. Men som et liv i Kristus. Kristus,
som igen og igen, kan hjælpe os med at finde på plads som tjenere for andre. Og
som vil lære os ikke at tage plads, men give plads til andre.