1. søndag efter Helligtrekonger
Vi har jo oftest barnedåb til vores gudstjenester, men ikke i dag. Det havde ellers været passende når der nu skal prædikes over den tekst, som bliver læst ved hver eneste barnedåb. ”Lad de små børn komme til mig”. Vi kende ordene så godt.
På sin vis er det også befriende at vi ikke har dåb i dag, ikke alene er her lidt knapt med pladsen, men det giver os også en anden mulighed for at løsrive den her tekst fra dåbssammenhængen. For den handler jo egentlig slet ikke om dåb. Børnene bliver ikke døbt. De bliver velsignet. ”Han tog dem i favn og velsignede dem”. Men i vores tradition har den ikke alene været et hovedargument for barnedåb og er også så tæt knyttet vores dåbspraksis, at vi dårligt kan høre den uden at den forkynder dåbens gave. I dag går vi en anden vej.
For hvad er det egentlig der sker i teksten? Jesus står og taler foran en stor gruppe – mænd, må man formode. Så kommer der nogle kvinder gående med deres børn. Ja, de kommer ikke bare gående, de går direkte hen til Jesus med deres børn. De vil gerne have at Jesus skal røre dem. Men det er for meget for disciplene. De truede af dem. Egentlig ret voldsomt. Man kan forestille sig at de har stillet sig helt fysisk i mellem kvinderne med børnene og Jesus. ”I hører ikke til her!” har de sagt. Eller noget i den stil. ”I har ikke sådan direkte adgang til Gud, ligesom os andre.”
Men Jesus blev som vi ved vred og sagde: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”. Og dengang var det en provokation. Dengang skulle børn hverken ses eller høres, så lige frem påstå at Guds rige var deres og at vi voksne kunne lære noget af deres tilgang til livet. Det var en provokation.
I en tid som vores, hvor børn forgudes, er det overhovedet ikke nogen provokation. Der er ingen der i dag betragter børn, som andenrangs mennesker. Børn i dag har god plads og stor værdi.
Vi kommer let til at høre disciplene som sådan nogle meget lidt tolerante typer, der ikke orker barnegråd og fedtede fingre på tapetet. Sådan nogle der har brug for ro, renlighed og regelmæssighed.
I virkeligheden tror jeg de dækker sin under et hensyn til Jesus. Jeg tror de er rigtig godt gammeldags fornærmet på Jesu vegne: Helt ærligt komme slæbende her med nogle børn, forstyrrer Jesus og bede ham om at røre ved børnene, som om det skulle gøre nogen forskel… Ren overtro og hokus pokus og så langt fra hvad Jesu forkyndelse. Har de da overhovedet ikke fattet noget som helst, de kvinder. Det handler jo netop ikke om ydre renhed, og ingen ydre berøring vil i sig selv kunne rense det indre menneske.
De har misforstået det hele. Og disciplene bliver fornærmede på Guds vegne. Ja, måske er de endda flove på Guds vegne, over den uvidenhed der kommer for dagen. Og derfor truer de af dem. De vil ikke udsætte Gud for den åndelige afstumpethed og naivitet.
De opfører sig som om Jesus ikke tåler at blive forstyrret. Som om det guddommelige ikke skulle kunne tåle kontakt med det barnagtige og beskidte. Og måske er disciplenes indstilling så alligevel ikke så langt fra en indstilling vi kender i dag. For hvad er det egentlig for en opfattelse af Gud de har?
Ja, de mener jo i hvert fald at der er noget i det menneskelige, som ikke kan stå foran Gud. Det afstumpede fx eller det naive, det beskidte, det barnlige, overtroen. Det kan vi ikke komme til Gud med. De bliver flove og fornærmede på Guds vegne.
Disciplene forsøgte at holde det væk fra Guds nærhed eller Guds øjne. Som om Gud har særligt sarte øjne der kan krænkes. Det er nok snarere disciplenes egne øjne, som var krænkede. De truede. De blev vrede på Guds vegne. Det er set før og også siden. Mennesker kan blive rasende på Guds vegne.
Når vi bliver sårede af manglen på respekt for vores Gud, så har vi det med at projicerer vores egen krænkelse over på Gud. Vi kan, ligesom disciplene her, have en forestilling om at vi viser Gud respekt ved at holde respektløsheden fra hans øjne. Den indstilling til Gud findes i stort set alle religioner. Det sker når vi mennesker former Gud i vores eget billede eller hænder. I alle religioner – og også i de flere kirkelige traditioner har der været nogle, som med stor myndighed, har prøvet at holde verden ren for alt det, som Gud ikke skulle kunne tåle at se eller komme i nærheden af. På Jesu tid var det toldere, syndere, urene, beskidte unger og overtroiske mødre. Listen over det som Gud ikke skulle kunne tåle er anderledes i dag, men hvis vi tænker efter, er den nok ikke kortere.
Disciplene truede af dem, for at få dem til at holde sig væk. Måske er vi mere avancerede, men vi bevæger os oftest også i ret lukkede cirkler. Nogle kristne sammenhænge går for at være ret indspiste, og det er der nok noget om. Ligesom der kan være noget om det i de fleste andre sammenhænge. Sammenhænge har det med at lukke sig om sig selv og blive indspiste.
I den her tekst hører vi om Gud, som den der bryder cirkler. Den der åbner sammenhænge. Den der ikke bliver krænket eller fornærmet af folk der kommer uden at have forstået koderne.
Jesus siger ”nej tak” til anstandsdamer, teologiske politibetjente og linjevogtere. Alle skal have uhindret adgang til ham. Jeg tror det var disciplene der havde svært ved at være i det. Pludselig skulle de til at forholde sig til nogen der tænkte og opførte sig helt anderledes i forhold til Jesus. De følte sig beklemte i situationen.
Det kender jeg godt. Nogle gange kan jeg også krumme tæer i kirken. Når nogen opfører sig helt anderledes end det jeg er fortrolig med. Og nogle gange kan jeg også blive rasende, når jeg synes andre præster har misforstået det hele, og argumenterer for en teologi og nogle synspunkter der i mine øjne stikker helt af og gør Gud til skamme.
Vi lever i en tid hvor vi tager følelser meget alvorligt. Vi argumenterer med mavefornemmelser og følelser, når vi skal afgøre hvad der er sandt – og derfor er det en alvorlig sag at træde menneskers skamfulde følelser for nær. Men vi må lade følelserne stå for egen regning, hvis vi skal tage evangeliet alvorligt.
For Gud kan man ikke træde for nær. Gud kan man ikke fornærme. Gud kan ikke såres på sine følelser, ikke fordi han er følelsesløs eller ubevægelig, men fordi hans opmærksomhed er rettet mod noget andet end sine egne følelser. Nemlig os!
Når vi er i vores følelsers vold. Når vi er skamfulde eller rasende, så er vores opmærksomhed egentlig mest rettet mod os selv. Så er vi indkrogede i os selv. Opmærksomme på hvad vi selv føler. Og det samme gør sig faktisk gældende i sammenhænge, hvor man er meget optagede af at være linjevogtere for den rette tro og lære. Vi bliver mest optagede af os selv. Indspiste og lukkede.
Skal vi tage evangeliet alvorligt, må vi øve os i en anden bevægelse.
Vi må øve os i Ikke at være indspiste, men i stedet at invitere nogle der er meget anderledes end os selv – nogle der har helt andre vaner og forestillinger – til at spise sammen med os. Både derhjemme, men også her i kirken. Nadveren er forkyndelsen af hvordan vi ved at spise sammen, bliver sammenspiste på tværs af alle de følelser og andet der i øvrigt skiller os.
Vi må øve os i aldrig at forhindre andre mennesker i at komme til Gud. Uanset om deres tilgang er barnlig, beskidt, forvirret, forfejlet eller hvad vi nu kan støde os på – så er det aldrig vores sag, at dømme det menneske ude. ”Lad de små børn komme til mig. Det må I ikke hindre dem i”, siger Jesus – og det gælder alle hans børn. Uanset alder. Vi må alle nyde det privilegium at være Guds elskede børn.
Indimellem kan man tage sig i at se på andres børn og tænke: ”Godt det ikke er mine!” Man kan synes at de må være helt umulige sådan at elske helt til grunden. Og heldigvis er vi skabt så viseligt, at blandt millioner og atter millioner af børn, så ville man som mor eller far, altid vælge sit eget barn. Objektivt set kan der være det barn der er kønnere eller klogere eller mere betænksomt. Men det ændrer ikke ved, at det barn der er blevet givet i éns varetægt. Det kan man elske til grunden. På trods.
Når vi mennesker har det sådan! – så må vi tro, at Gud har det lige sådan, endda i et evigt perspektiv. At han er alfa og omega. At han er i det største og i det mindste. At vi kan komme til ham som dem vi er på godt og ondt, og at han vil kendes ved os. Der findes ingen guddommelige babyluge. Han er den vi i alle forhold må kalde far, og vi må tro at han aldrig vil frasige sig nogle af os, sine menneskebørn.