Det er sundt at være afhængig

11. søn. eft. trin. / Luk 7,36-50

Det er noget møg at være afhængig af cigaretter eller sprut! Det er også noget møg at være afhængig af spil eller penge. I det hele taget forbinder vi oftest afhængighed med noget negativt. Når man er afhængig skal man på afvænning.

Afhængighed er en sygdom man skal helbredes for, for at kunne få sig selv og sit liv igen. Men der er også former for afhængighed, som vi ikke skal vænnes fra – men som vi måske nærmere skal vænnes til.

Vi vil helst være uafhængige og frie i alle forhold, men det bliver vi heldigvis aldrig. Der er former for afhængighed, som vi må tage på os, for at kunne leve egentlig frie liv. Vores afhængighed af andre mennesker, og vores afhængighed af Gud.

Rundt om i verdens brændpunkter og kriseramte områder, er der tusindvis af mennesker der er afhængige af hjælp. Befolkningen i Syrien er afhængig af verdenssamfundets bevågenhed. Indbyggerne i Manila, der er blevet ramt af de værste oversvømmelser i flere år, er afhængig af at nogen kommer dem til undsætning med akut katastrofehjælp.

Når katastrofen rammer, bliver de ramte afhængige af hjælp. Deres liv og deres fremtid kommer til at afhænge af andres hjælp. Deres liv og fremtid bliver bestemt af at andre vil hjælpe dem.

Afhængigheden bliver konkret for os, når vi tænker på at det lille barn er dybt afhængig af sine forældre eller andre som vil sørge for det; skifte det, give det mad og have omsorg for det.  Børn er afhængige af voksne, af at få støtte, hjælp, anerkendelse, guidning og kærlighed.

Afhængigheden bliver også konkret for os, når vi i kortere eller længere perioder er syge og svage. Så kan vi være helt og aldeles afhængige af, at der er nogen der plejer os og viser omsorg for os.

Og selv når vi hverken er syge eller hjælpeløse, så er vi alligevel afhængige af hinanden, men vi er ikke meget for at indrømme det, for så hænger vi jo på hinanden.

Den gode afhængighed indebærer evnen til kunne give sig hen og tage imod. Det kan være svært at tage imod, fordi vi kan komme til at føle at vi står i taknemmelighedsgæld over for et andet menneske. Og det gør vi helt sikkert også, men taknemmelighedsgæld er ikke den værste gæld af have. Den kan betales tilbage med et af hjertet tak, og erkendelsen af sin afhængighed.

Det er sundt at finde ud af, at man er afhængig af andre. Det træner ens ydmygheds- og menneskelighedsmuskel.

Der er flere både sunde og usunde afhængighedsforhold der gør sig gældende i fortællingen om kvinden i farisæerens hus.  Sunde og usunde, men alle sammen meget menneskelige.

Farisæeren Simon og hans gæster er afhængige af at spejle sig i, hvad andre tænker om dem. De er afhængige af den anerkendelse der ligger i, at andre tror det bedste om én.  At andre forestiller sig, at man er sådan én der aldrig træder ved siden af eller gør noget forkert. De er afhængige af andres beundring og måske endda andres misundelse.

De er også afhængige af nogle klare og firkantede retningslinjer.  Det er rigtigt og det er forkert. Der er intet ved siden af eller indimellem. Ingen gråzoner. Ingen forbehold eller formildende omstændigheder. De er afhængige af en klar lov. Klare svar. De er afhængige af at kunne slå op i Skriften for at finde svar på alt hvad de møder af komplicerede livsspørgsmål. Livet bliver let for dem på den måde. Og det er de afhængige af.

Kvinden, som i virkeligheden er prostitueret, er sikkert afhængig af de penge, hun tjener ved at gå i seng med byens mænd. Hun er afhængig af almisser og prostitution for overhovedet at kunne overleve, i en verden, hvor hun ikke har nogen plads. Hun er ugleset – og af alle steder, da mest der i Simon farisæerens hus.

Måske er hun nået et nulpunkt. Eller måske er hun blevet ramt af et håb om at hendes liv faktisk kan blive anderledes. At hun dybest set er afhængig af noget andet. I hvert fald må hun have indset at hendes fremtid ikke afhænger af
hvad Simon og hans venner tænker og siger om hende. Og derfor vover hun sig indenfor i Simons hus. Derfor vasker hun Jesus fødder med sine tåre og tørrer dem med sit hår. Kvinden har indset hun er afhængig af Guds tilgivelse.
Hun giver sig hen til Kristus, og tager imod hans tilgivelse. Hun erkender at hun er afhængig af Guds livgivende kærlighed.

Fortællingen viser også at Gud har gjort sig afhængig af os mennesker, ved selv at blive menneske. Gud er ikke en øde ø, eller en fritsvævende løsgænger i universet. Gud har forbundet sig med verden og med os, og har gjort sig afhængig af os. Ikke i et noget for noget forhold, men i et kærlighedsforhold.

Gud er kærlighed. Den kærlighed der kun giver mening i forholdet mellem Gud og mennesker, og mellem dig og mig. Ligesom Gud har elsket os, skal vi også elske hinanden. Hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.

Guds kærlighed er den fornyende og livgivende gave som giver os kraft til at vende os mod livet og mod hinanden. Det er den fred og den frelse, der omslutter kvinden, så hun får mod til at erkende sit afhængighedsforhold til Gud.  Hun får mod til at tage imod, og det er faktisk noget af det modigste et menneske kan gøre.

Det er vildt at bungy jumpe 200 meters frit fald. Det er vildt at bestige Mount Everests. Det er vildt at lave en Ironman. Det er vildt at vinterbade. Det kan også være vildt grænseoverskridende at stille sig op og tale for en stor forsamling, eller rejse alene. Det kræver alt sammen mod. Masser af mod – men det er for intet at regne for det mod, det kræver at sige: Jeg har brug for hjælp! Og at tage imod den hjælp man får. Det kræver mod, at erkende sin afhængighed og at tage imod.

At være afhængig er, at hænge på hinanden. Der er noget godt og særligt ved at hænge på hinanden både når livet er let og ubekymret og når problemerne tårner sig op. Det er udtryk for at vi hænger sammen.

Og at indse vi er afhængige af Guds kærlighed ligesom kvinden, er at indse vi er mennesker der ikke magter det hele selv. Og præcis i erkendelsen af, at der er meget i vores liv, som vi ikke selv har magt over, ligger der en meget stor grad af frihed. Der ligger en frihed i, at hele livsprojektet ikke er mit ansvar – og der ligger en stor frihed i, at indse, at den afhængighed vi står i, i forhold til Gud – er et eviggyldigt forhold. Det er ikke et forhold der står og falder med vores humør eller mere eller mindre trofaste natur. Det er forhold, hvor vi igen og igen kan hente fornyet kraft og fred – hvor vi igen og igen møder Guds tilgivelse og barmhjertighed. Det er et afhængighedsforhold, som er bestemt af Guds kærlighed. Tro er at vide sig afhængig af Gud.

Troen er på engang frihed og afhængighed.

Luther siger det sådan her:

”Et kristent menneske er en fri herre over alle ting og ingen undergivet. Et kristent menneske er i alle ting en træl, skylder at gøre tjeneste og er enhver undergivet” (Et kristent menneskes frihed)

Vores liv udspilles under det paradoks. Kristus har sat os fri af loven og ydre krav, men den frihed, som troen giver den kristne, er frihed netop til kærlighedens tjeneste af næsten. Og kærlighedens tjeneste kan kun ske i frihed. For kærligheden er per definition fri.

Vi må hver dag, insistere på at det giver mening. Insistere på, at det giver mening at være her, hvor jeg er. Vi må insistere på at det giver mening at være på den plads hvor vi nu engang er.  Med de mennesker der er omkring mig. Den familie jeg er født ind i. De venner og kollegaer og naboer jeg har. Vi må insistere på at det giver mening at være mig, med de udfordringer og kampe der blev mine. Og de evner og gaver jeg har fået.

Vi må insistere på den gode og sunde afhængighed af livets Gud, og mine livs mennesker.  Vi må insistere på at turde give os hen og tage imod, den tilgivelse og den kærlighed der rækkes til os.

Og vi må takke for, at det i sidste ende ikke afhænger af vores tro eller mangel derpå, men af Guds nåde. Kristus siger også til os: Din tro har frelst dig! Går bort med fred! Og hvad endnu bedre er. Han gentager det i morgen. Amen