Menu Luk

Denne morgens mulighed

Juledag 2019 / Joh. 1,1-14

I nogle familier og særligt i kriser, fortæller vi den samme historie igen og igen. Igen og igen fortæller vi om da vi blev fyret, eller om vores sygdom, eller om at vi har været ude for en ulykke. Det er godt, hvis vi kan gøre det. Fortælle vores historie, dele vores liv med hinanden. Karen Blixen siger, at når vi fortæller, så sætter vi dét sammen, som er gået i stykker. Derfor er det vigtigt at fortælle historien igen og igen. Jeg tror Karen Blixen har ret. Jeg tror det at fortælle vores historie, eller det at få vores historie fortalt, kan være med til at hele os som mennesker. Der sker også tit det, at vores historier udvikler sig af at blive fortalt og lyttet til. Så at næste gang den bliver fortalt, så er der tilføjet et nyt perspektiv.

Men der kan også ske det, at folks historier kører i ring, som en gammeldags pladespiller. Nogle mennesker bliver ved med at fortælle deres historie på den samme måde. Igen og igen. Uden udvikling. Næste som en pladespiller der er gået i hak. Og man kan godt møde mennesker, der kunne have brug for et lille puf til at komme videre. Eller vi kan selv have det sådan, at vi har brug for et lille puf, et ord, eller et perspektiv, som gør at vi kan komme videre. Eller måske snarere, som gør at vores liv kan komme i gang igen.

Berlin er en spændende by at besøge. Både for dens kulturliv og historie, men i høj grad også for dens arkitektur. Berlin er fyldt med monumenter fra krigen og de bevarede ruiner står side om side med helt moderne byggeri. I en by som Dresden som blev sønderbombet i slutningen af krigen, har man valgt næsten en til en at genopføre de oprindelige bygninger, men i Berlin har man ladet historien blive fortalt på en ny måde, ved at lade ruinerne indgå i det nye og moderne. Det er to meget forskellige måder at genopbygge en by, og en af de bygninger i Berlin, hvor sammensmeltningen af det gamle og det nye, bliver særligt tydelig, er Gedäctnis-kirken. Den karakteristiske kirke – læbestiften og pudderdåsen m. de blå glasruder – som ligger midt i Berlin. Den blev bombet under 2. verdenskrig, og i den udbombede kirke stod en Kristusfigur, hvor kunstneren havde ladet sig inspirere af Thorvaldsens milde Kristus, sådan som vi kender den fra domkirken i København. Den blev kun lettere beskadiget ved bombardementet.  Det var først tanken at fjerne ruinerne af den gamle Gedächtniskirche og bygge en ny – men i sidste øjeblik valgte man at lade ruinerne af det bombede tårn stå – for ikke at fortrænge de grusomheder, der blev begået under 2. verdenskrig. Den nye kirke blev bygget omsluttende det gamle tårn, hvori efterligningen af Thorvaldsens Kristusfigur, nu står. En Kristusfigur med armene rakt frem mod os, der træder ind i kirken. På soklen står ordene fra Fadervor: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere”.

Og måske kan man sige, at det er det puf, eller det ord eller det perspektiv der gør, at Berlin kan fortælle sin historie på en ny måde. Berlin, som har haft en så lang og ødelæggende historie, med familier der har levet adskilt i generationer, med ondskab, smerte sorg og fortvivlelse.  For bare 20-30 år siden kunne vi slet ikke forestille os Berlin skulle blive en hel by – at historien kunne blive vendt til liv, glæde og pulserende musik og kultur.
Når vi fortæller sætter vi det sammen, som er gået i stykker, siger Karen Blixen – men det er ikke lige meget hvilke ord vi bruger i vores fortælling. ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere” – er ord der kan skabe en nye begyndelse. Det er ord, der kan være med til at gøre alting nyt.

Og sådan er evangeliet i dag om Ordet der var i begyndelsen, også et evangelium om alle historiers begyndelse. Det er ikke kun begyndelsen på tidernes morgen, men begyndelsen hver gang livet går i stykker, mellem venner, mellem ægtefæller, mellem familier. Evangeliet er, at Gud lod sin søn føde, som ordet, der heler det der er brudt, og som går i kødet på os, som den tilgivelse og barmhjertighed, der kan skubbe vores historie med hinanden videre eller kan sætte livet i gang igen, når det er gået i stå.
Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Det er ord, der kan blive til en ny begyndelse.

Julen handler om en ny begyndelse, en fødsel. I går aftens hørte vi om det fra Lukas perspektiv. Det var øjnene der talte. Hyrderne så det lille Jesusbarn, De vise mænd så det lille barn. Maria fødte ham, Josef så ham. Oksen så ham der i stalden. Vi er i øjenhøjde med Jesus. Som oksen.

I dag fortæller Johannes, hvad der skete, da Jesus blev født: at det var Ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os. Det er ørnens perspektiv. Ørnen der hænger langt oppe og ser det hele i den store sammenhæng. Det siges, at en ørn kan se andre ørne i luftrummet 80 km borte, og at den fra 1000 meters højde kan overskue et landområde på 3.5 km x 3.5 km, uden at dreje hovedet! Et lignende overblik er der her i Johannesevangeliet. Det er ikke jordnært. Det er ikke i øjenhøjde. Det er den store historie, den med det store overblik.  

Jesus var Guds skaberord, det ord, der med skaberkraft udgår af Guds mund ved skabelsen. Jesus var Ordet, der julenat bliver født i et menneskebarn. Jesus er skaberordet. Det ord der kan få blinde til at se, og døve til at høre – og det ord der kan få vores historie ud af hak og give os en ny begyndelse.

Julemorgen er begyndelsernes morgen. Det er store ord vi vågner til. Ordet der helt fra skabelsens morgen har været, og som er i verden og som også kommer. Som lyset, der ikke kan gribes af mørket. Der er en kraft i de ord. En skabelseskraft. En kraft til nyskabelse. En ny begyndelse. En ny morgen. Nye muligheder.

Jeg kom til at tænke på Johannes Møllehaves morgensalme, selvom den nok ikke er skrevet særlig til julemorgen – ”Denne morgens mulighed”. Vi har også sunget den nogle gange her i kirken. Et af versene lyder sådan her:
”Her hvor nattens mørke brydes
her hvor lysets skaber lydes,
se hvor muntert alting frydes.”
Mørket der bryders af lysets skaber. Det er det der sker julenat og det vi erfarer her julemorgen. Gud der bliver menneske. Lyset der sætter sig igennem mørket. Det er nyskabelsens morgen. Det er julemorgen.

Men at Gud tog bolig som lys i verden og i os, er ikke bare noget der skete engang og som vi så mindes her en gang om året ved juletid. Det er vilkåret for alle vores morgner.
Hver morgen brydes mørket af lyset. Hver eneste morgen er Gud i verden og i os, som en ny begyndelse. En ny mulighed.

Det er ikke alle morgner vi oplever det lige stærkt. Det er ikke alle morgner der er fyldt af den samme fred og fornemmelse af nyfalden sne i vores sind. Langt fra. Der er morgner hvor det endda kræver meget vilje at se og ane Guds nærhed og lys i verden og i vores liv. Der er morgner hvor lyset aldrig rigtig bryder igennem, og hvor det er svært ikke at lade sig overmande af mørket.

Sådan tror jeg også Johannes har haft det, og derfor har han forsøgt ikke at skrive ud af en erfaring eller på en sentimental følelse af lys og glæde. For han vidste at vores følelser og erfaringer er så omskiftelige og at vi indimellem slet ikke er i stand til at finde glæden.

Johannes skrev som han gjorde, for at overbevise os om at det er sandt, at Gud blev menneske, og at lyset er stærkere end mørket. Jeg tror at han var sig meget bevidst om at forsøge at formulere noget der var så grundlæggende og stærkt, at vi kunne finde trøst og tro i ordene, også de morgner hvor vi ikke erfarer Guds nyskabelse i os.

Ord der er kan spille i os, som musik man ikke kan stille spørgsmål til. ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud… Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” Må vi erfare denne morgens mulighed og lys i vores liv. Og må Ordet fra Gud give liv til vores historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.