Julesøndag
Hver uge beder Politiken en forfatter give sit perspektiv på den aktuelle nyhedsdagsorden. Før jul skrev Cecilie Lind om sagen med de to små efterladte afghanske børn, der blev fundet på gaden i Aarhus midtby. Det lød sådan her:
Små børn
Dine børn er ikke de børn. De børn er deres børn.
Og de børn er så smukke, så børn.
Efterladte.
Pas på, de børn, pas på dem.
Dine børn sover og vågner og græder.
De børn de venter.
I kulden.
I Aarhus.
Lille dreng, lille pige.
Store øjne store øjne.
Efter omstændighederne godt er det ondeste at sige.
Politiet siger det.
Politiet siger:
Blå jakke med små hvide prikker.
Samt blå hue.
Politiet siger:
Grønne støvler, bordeaux bukser og en mørk jakke med Cars-tryk.
Politiet siger:
Vi kender ikke deres sprog
Vi har fulgt den sag med de to små børn tæt, og deres smil er gået lige ind i hjertet på alle der har et. For uanset, hvad der er sket og hvem deres forældre er og hvorfor de er havnet i Danmark og midt på en trafikeret gade midt i Aarhus, uanset om der er tale om svigt, forbrydelse eller ulykke – så er det børn og det er aldrig børnenes skyld.
Vi føler det særligt stærkt, når vi
hører om børn der er blevet ofre for en forbrydelse. Fordi det altid er helt
rent. Der er ingen mudrede motiver eller komplicerede forbehold. Det er aldrig
børnenes skyld. Børn er de voksnes ansvar. Børn skal ikke dø i de voksnes krig.
Børn skal ikke holdes som gidsler i et politisk spil.
Børn skal ikke fratages muligheden for et liv i frihed og med rettigheder som
alle andre børn, fordi deres far har været syrienskriger.
Børn skal ikke mistrives på Sjælsmark, fordi deres forældre indgår i en
langvarig og storpolitisk asyldiskussion.
Det er så åbenlyst uretfærdigt og meningsløst når børn bliver ofre. Der er
noget fint og uspoleret helligt over barndommen, som vi er forpligtet på at
værne om. Det ligger i ordet ”barn-dom” – børn er dømt til at være børn. De kan
ikke – og de skal ikke andet. Og vi voksne har ansvaret for at barndommen også
er en rettighed. At alle børn skal have ret til at leve deres børneliv med alt
hvad det indebærer af tryghed og omsorg.
Børn skal ikke dø, som ofre i en politisk magtdemonstration. Alt skriger i os,
at det er forkert. Og derfor er den her fortælling om barnemordet i Betlehem særlig
forfærdelig. Og jeg kan garantere at den ikke står på hitlisten over mine
bibelfortællinger.
Den er underligt afstumpet skruet sammen. Den fortælling. At alle drengebørn i Betlehem og omegn bliver slået ihjel, fordi man vil have ram på Jesus, bliver ligesom fortalt som en parentes i frelseshistorien hos Matthæus.
Der er ikke andre af evangelisterne der nævner noget om at Herodes skulle have begået et kollektivt barnemord, og der er heller ikke andre historiske kilder der nævner det. Og det er altså tvivlsomt om der er tale om en virkelig historisk begivenhed. Men samtidig bliver Herodes flere steder beskrevet som en magtsyg hersker, der bruger alle midler for at beholde magten. Så han kunne måske have fundet på det. Så kynisk var han.
Matthæus er mest optaget af at fortælle historien om Jesus, så det bliver klart for enhver at han er den ventede Messias og opfyldelsen af de gammeltestamentlige profetier. Og på den måde bliver det at Herodes kollektivt skulle have slået alle drengebørn under to år ihjel, det der bliver forklaringen på at ”Rakel græder over sine børn” som Jeremias skriver – og også på at Josef, Maria og det lille Jesusbarn må flygte til Ægypten og ender med at bo i Nazaret. Så går historien op. Og det kan Mathæus vældig godt lide.
Det vigtigste for Mathæus er at vi forstår at det barn der blev født i Betlehem og voksede op i Nazaret, det er det helt særlige barn, som vi har ventet på – og det er det helt særlige barn, som har så megen kraft og magt i verden, at det vil møde modstand fra dem som ikke tror på ham. Dem som ikke vil underlægge sig kærlighedens magt.
Børnene bliver i den her fortælling ofret i det store politiske spil, og de bliver også ofret i Matthæus’ fremstilling af frelseshistorien. Jeg tror, det er netop det der rammer os i den her evangeliefortælling. Meningsløsheden i at det skal gå ud over nogle uskyldige børn.
Alle mødre og fædre græder med Rakel i Rama. Vi forstår at det måtte udløse et ramaskrig. Ramaskriget bliver alle mødre og fædres skrig. Det kommer helt inde dybt fra. Helt fra urdybet. Der er mere solidaritet i moderskabet, end i noget andet skab. Den smerte der hører med til at miste sit barn, hører sammen med enhver mor eller fars grundangst.
Vi græder
med Rakel i Rama og jeg græd også i efteråret, da jeg så den af Anders Aggers
udsendelser, hvor han følger et par der venter sig og som umiddelbart efter
fødslen får tvangsfjernet deres nyfødte barn.
Vi besøgte dem under graviditeten og der var sådan set ingen tvivl om, at de
ikke var egnede som forældre. De sagde det endda selv. At Randers kommune, som
de boede i, jo havde ansvar for at sørge for at barnet fik det bedst muligt. Og
at de ikke ville være nogle gode forældre. Samtidig så man også bare, hvordan
de glædede sig og knyttede sig til barnet allerede inden fødslen. At de havde nogle
forældrefølelser, men simpelthen ikke evnede at leve dem ud.
Vi var med dem på fødegangen, og så hvordan det nyfødte barn blev lagt op til
sin mor og vi var med, da der kom en fra kommunen ca. en time efter fødslen og tog
barnet med sig. Og moderen skreg. Hun lå tilbage i barselssengen og skreg. Sit
ramaskrig.
Velfærd kan måles på, hvordan vi tager os af de svageste grupper i vores
samfund. Heriblandt vores børn. Det kan desværre være nødvendigt at
tvangsfjerne børn fra deres forældre, for at give dem den tryghed og omsorg,
som alle børn har ret til.
Efter at have set udsendelsen med Anders Agger, sad jeg tilbage med en følelse
af hvor ulykkeligt det altid er, når det er nødvendigt. Der er ingen mor eller
far, der inderst inde ønsker at det skal være sådan. Der kan være
omstændigheder der gør, at det er den mindst dårlige løsning. Og det er vores
ansvar, også som stat, at tage ansvar for de børn, som ikke har forældre der
kan.
Jeg tror alle der så det program, græd både på forældrenes vegne og på barnets
vegne. Og at vi ønskede for det barn, at det måtte havne i en familie, der
kunne give det en tryg og stabil og kærlig barndom.
Men så kom
rulleteksterne. I ved sådan nogen, hvor der står ”efter optagelserne er der
sket det og det”. Og der stod: ”Her et år efter har barnet boet hos tre
forskellige familier”. Tre familier på et år. Det er ikke et børneliv. Det er altså
for dårligt. Det er et fattigt samfund, der ikke kan tage bedre vare på de børn
vi har ansvaret for. Når vi får lagt et barn i vores arme, kalder det på vores
omsorg.
Gud kom til verden i et barn. Et lille skrøbeligt og sårbart barn. Og hver gang
vi står over for et barn, så må vi se Jesusbarnet igennem det barn. Barnet er
en gave og barnet er en opgave. Gud kom ind i verden som et lille barn, fordi
den stærkeste magt viser sig i den kærlighed som kalder den menneskelige omsorg
frem i os.
Og nu vil jeg slutte med en rigtig julehistorie. Eller: Jeg ved faktisk ikke om det er en virkelig historie, men altså, sådan er det jo med mange historier. Den her handler om en ung præst, der lige var blevet far.
Han var præst på landet og der var det – i hvert fald før hen – tradition at sprittere og landevejsriddere kunne slå vejen ind forbi præstegården for en økonomisk håndsrækning. Det var sådan at der var en gammel spritter, der havde fået den opgave at samle ind til byens hjemløse og han kom også til præstens dør. Sådan havde det være nogle år. Og præsten havde for længst opdaget at han ikke nøjes med de småpenge han hentede til ham, men også benyttede ventetiden til at liste lidt omkring og samle nogle andre småting sammen. Derfor havde præsten vænnet sig til at holde godt øje med spritteren.
Men da han stod der med sin lille nyfødte søn på armen, var det lidt svært at multitaske og både hente penge og holde øje med barn og spritter på én gang. Og derfor gjorde han noget, som han siden undrede sig over, hvor han fik modet fra: Han lagde sit nyfødte barn i armene på den gamle spritter, og forlod dem med bævende hjerte for at gå ind efter pengene.
Da han kom
tilbage, viste det sig, at han ikke havde behøvet at bekymre sig. Spritteren
stod helt opslugt og så bare ind i barnets øjne. Han havde tilsyneladende glemt
alt om at stjæle fra præsten. Barnet kaldte noget større frem i ham.
Se, det var en rigtig julehistorie -der er jo grænser for hvor alvorligt det er
at få stjålet nogle småting. Men det at have et barn på armen kan være et værn
mod lagt alvorlige kræfter.
I Nordahl Griegs digt Kringsatt av Fiender lyder det:
Dette er
løftet vort
fra søster til bror
vi skal bli’ gode mod
menneskenes jord
Vi vil ta’ vare på
skønheden, varmen
som om vi bar et barn
varsomt på armen
Det kan kalde omsorg og kærlighed frem i selv den største kyniker at få et barn placeret i armene. Det er det barn der samler os her i julen og vækker håb og forventning og glæde på trods af alt det som kan true. Gud har lagt det barn i vores hjerter som et værn imod hårdhed, mistillid og kulde. Det barn er en gave. Det barn er en opgave, der ikke er færdig, før alle børn i hele verden er omsluttet af tryghed, omsorg og kærlighed. Giv os at holde fast i det når vi går ud her fra og bære det barn varsomt videre til andre.