4. søndag i advent
Johannesevangeliet 3,25-36
Her er ordet til enhver der venter
i decemberdagens skumringsby:
kom! træd gennem mørket og bliv synlig
synlig i Guds kærlighed på ny.
”Er du ved at være færdig til jul?”, sådan kan vi finde på
at spørge hinanden i de her dage. Spørgsmålet handler selvfølgelig om alle de
der praktiske ting, vi helst vil være færdige med, inden d. 24. dec. Gaveindkøb,
madindkøb, rengøring, oppyntning.
Mange af os har tradition for, at det hele skal være sådan lidt ekstra fint og
rent og særligt her til jul. ”Er du færdig?” – måske er du ikke bare færdig,
men ”helt færdig”, som i helt udkørt eller måske har du jul siddende helt op i
halsen allerede. Hvis du har det sådan – altså er helt færdig, så er det godt
du er kommet i kirke i dag, for i dag, får vi lige sat det hele lidt i
perspektiv. – og forhåbentligt kan vi gå herfra med fred og sænkede skuldre. Eller:
i hvert fald får vi lige et åndeligt pusterum her søndag formiddag – hvor vi
kan ”øse vand med glæde af frelsens kilder”.
I dag bliver vi udfordret på vores selvbillede, eller vores størrelse, og får at høre, at der er meget der ikke er op til os, men Gud. Der er ikke noget at sige til, at vi igen og igen skal høre det – for det er svært, rigtigt at tage ind.
Det er let at få både for store eller for små tanker om sig selv. Der er ikke noget at sige til, at det er sådan. Det ligger til os, både at tage æren for det der går godt – og omvendt også at tage skylden for det der går dårligt. Det kan være reelt nok at gøre, i hverdagsagtige sammenhænge. Men det er også meget anstrengende hele tiden at vurdere sig selv på en eller anden succes-skala. Det er anstrengende både for en selv og for ens omgivelser, og kaster ikke rigtig noget liv af sig. At tro at vi er afgørende for begivenhedernes gang
Men der er noget der er større end os, og som vi ikke har indflydelse på. At det er sådan ved vi, når vi står ved en sygeseng eller en kiste. Men måske glemmer vi det, når vi står overfor juleunderet.
Det er ikke op til os. Det er Gud der kommer til os. Det er
det lille Jesusbarn der bliver givet til os, som et under af fred og glæde – ikke
fordi vi har opnået retten til det, men på trods af alt det vi ikke når og
formår. Det kommer til os – vi skal ikke selv hente det. Vi skal ikke andet end
åbne os for det, vende os den vej, lyset kommer fra.
Den glæde vi kan øse af, er ikke noget vi kan tage æren for, men, siger
Johannes, vi kan vende os imod den. Vi skal vente på den og vende os mod den.
Johannes har sans for at være menneske. Han har sans for at finde
sin rette størrelse i forhold til Gud. ”Han (altså Kristus) skal blive større,
og jeg skal blive mindre”, siger han. Han skal blive større, og jeg skal blive
mindre. Tanken er den, at det har indflydelse på vores selvbillede og vores liv,
hvad vi ser efter – pejler efter, spejder efter – hvad vi vender os mod. At vi
erkender at vi ikke selv er det største i vores liv. Ja, at vi lever af det lys
der kastes på os.
Vintersolhverv er lige oppe over. I dag er den korteste dag på året. Nu vender
det og dagene bliver igen længere og lysere, og selv om man har prøvet turen mange
gange – altså som i hvert år hele sit liv, er det alligevel en glæde, igen:
Mørket var heller ikke evigt denne gang. Det vender i morgen, og julens små lys
er forsmag på lyset, der kommer.
Men hvorfor tænker vi sådan? Hvorfor ikke i stedet hæfte sig ved mørkets stigende magt ved Sankt Hans? At lyset alligevel ikke kunne holde skansen, heller ikke dette forår og forsommer, men måtte overgive sig til det altopslugende mørke.
Eller når vi fx sidder til et bryllup og ser på bruden og brudgommen, hvorfor så glæde sig og fejre en kærlighedsfest, når man lige så godt kunne hæfte sig ved de 40 % af indgåede ægteskaber, der opløses i skilsmisse?
”Hvorfor” kan kun besvares inden for troens kategori. Fordi jeg tror, at lyset vinder, og at årstidernes vekslen på denne halvkugle blot er udtryk for tidens betingelser. Evigheden tilhører livet og lyset. Vi kan ikke svare på sådan et spørgsmål med fornuften. Det kan der kun i troens kategori, hvor kærligheden står over sin modsætning i styrke.
Det var det Johannes havde sans for. At i troen må vi vende os mod lyset, mod kærligheden, mod håbet – som er større end os. Vi må øse vores glæde, af frelsens kilder.
”Han skal blive større, og jeg skal blive mindre” – handler ikke om selvudslettelse, men om, at finde sin plads og sin størrelse. Erkende at det vi har, har vi fra Gud. Og at livet folder sig ud lige nu, ikke ved at vi fokuserer på os selv og vores eget, og alt det vi kan og skal. Nej, livet folder sig ud lige nu, når vi fokuserer på at bruge den glæde vi får fra Gud, på at glæde hinanden.
”Gud giver jo ikke Ånden efter mål”, lyder det lidt kryptisk i teksten. Hvad betyder det, at der ikke er lige meget vand i frelsens kilder til os alle sammen? At Gud spreder det sådan lidt tilfældigt udover os, så nogen får store gaver og andre små?
Jeg tror det skal forstås sådan, at ”mål” er udtryk for det rationelle – at Gud skulle uddele sin ånd i forskellige mængder, alt efter hvem der er bedst egnet til at modtage ånden. Forstået på den måde at Gud ligesom skulle tænke i, hvor hans investering af ånd ville kaste mest af sig. Hvilke mennesker der kunne skabe mest nytte for hans ånd. Og sådan tænker Gud ikke.
Gud giver ikke ånden efter en rationel målestok. Gud giver hele sin ånd, som en ødsel kilde, til sin søn – og alle der tror på ham, alle der vender sig mod ham, har del i hans ånd og fred og glæde.
Lad være med at tro, at du kan gøre det af dig selv, siger Johannes, lad Gud gøre sit arbejde i dig og gennem dig. Tanken er måske den at vi ikke skal sætte os mål for at blive bedre mennesker, men i stedet bruge vores opmærksomhed på at blive bedre til at være mennesker der lever lige nu, for andre. At det er den egentlig livsopgave.
Og hvis den livsopgave ikke skal gøre at vi bliver ”helt færdige” – så må vi hele tiden være opmærksomme på ikke at løbe tør i selvgodhed eller selvophøjelse, men at vide hvor vi henter livsmod og håbet fra, at øse glæde af frelsens kilder, at tage imod lyset fra Gud, at vende os mod Kristus og give ham plads til at vokse i os.
Jeg kom til at tænke på et digt, jeg har skrevet i min bog ”Hjemmerørt” – som jeg har kaldt ”Hjemvendt”. Tanken er den at Gud er vores egentlige hjem, og at vi har brug for at vende os mod Gud, for at kunne leve helt. Det lyder sådan her:
Hjemvendt
Lyset kommer
et sted fra
det er den vej
blomsterne
vender hovedet
for at blomstre
på det sted
det er plantet.
De mister aldrig
retningssans
eller tager
blikket fra lysets hjem
som om de ved
at de dør
hvis de sænkede
blikket for
at se på sig selv
i stedet.