Menu Luk

At være sammen om det hellige

Pinsedag

”Han er så Hellig!” kan vi finde på at sige om nogen. At være en hellig mand er i nogle kulturkredse en hædersbetegnelse, men her hos os bruger vi det i dag mest som et skældsord. At være hellig er sådan bredt betragtet, ikke så godt. Det betyder noget i retning af, at man tror man er bedre end andre, at man har høj moral eller at man skiller sig ud fra andre. Og det skal vi jo for alt i verden ikke. Altså have høj moral og skille os ud! Uha nej, i Danmark skal vi alle sammen bare helst være sådan ”helt normale”, hvad det så vil sige. Begrebet ”hellig” har i folkeordbogen indgået en forandring, så det er blevet et decideret skældsord, og måske er det også et resultat af vores lutherske arv. Kirkens martyrer bliver både i den katolske og den ortodokse kirke betegnet som ”hellige”.

De er helgener, fordi de har levet deres kristen tro ud på en ekstraordinær måde. De er forbilleder for andre kristne. De har viet deres liv til Gud. Nogle af dem er også døde for deres tros skyld. Men forståelsen af helgener, var noget af det Luther gjorde op med. Ifølge en luthersk forståelse, kan intet menneske være en helgen. Alle mennesker er syndere og afhængige af Guds nåde og tilgivelse. Så det med helligheden, er blevet mere kompliceret i vores lutherske tradition. Der er det at være hellig, ikke en tilstand – men det som bliver givet til os med nåden og tilgivelsen. Og det har alle mennesker lige stor brug for.  Vi er lige for Gud. Det er en luthersk kongstanke. I dag fejrer vi Helligånden! I trosbekendelsen bekender vi os til ”Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund”. Det er altså ikke kun Gud der er Hellig, det er også det der sker i gudstjenesten. I fællesskabet. Når han rører ved os, smitter det hellige af på os mennesker, eller sætter sig i os og imellem os, som tro og liv og gudstjeneste.

Troen på Helligånden betyder, at Gud ikke alene er skaberen af alt, at Gud ikke alene er den som blev menneske i Jesus Kristus engang – men som viser sig som en magt, der fortsat skaber forbindelse med Gud.

Helligånden er Guds nutid og den virkelighed der skaber tro, fællesskab og kærlighedens gerninger. Dvs. at Helligånden er den kraft, der skaber kirken og derfor er kirken hellig.  Kirken er helliget af Gud. Ikke sådan at kirken er uden fejl og mangler. Tvært imod. Vi bekender os til kirken på trods af dens fejl og mangler, i et håb om at den vil blive ét – at den vil blive hel igen.

Når vi bekender os til ”de helliges samfund” mener vi der, hvor evangeliet forkyndes, der vor der døbes og hvor man samles omkring nadveren. Altså der – hvor vi mennesker knytter an ved det hellige – i fællesskab.

Hellighedsbegrebet er i kristendommen knyttet til fællesskabet. Vi kan ikke være kristne alene! Og måske er det en af de allerstørste provokationer ved kristendommen i vores tid. I vores individualiserede tid. At vi ikke kan tro for os selv. At troen hører til i kirkens fællesskab. At kristne er forpligtede på hinanden.

Det at gå i kirke. Det at samles til gudstjeneste hører med til det at være kristen. Det er vi nok nogle gange lidt forbeholdne med at sige i en dansk folkekirkelig sammenhæng. Vi siger i stedet: Det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken, end det er at sidde i kirken at tænke på kroen.

Men det er ikke rigtigt. Ikke for troen i hvert fald. For troen kommer af det der høres. Troen kommer af at deles. Kristentro er aldrig ren ånd. Kristentro får krop i fællesskabet. I kirken. Helligånden får krop i fællesskabet. I kirken.

Når vi læser højt fra Bibelen her til gudstjenesten omtaler vi den som en hellig skrift. Præsten siger: ”Dette hellige evangelium skrives hos evangelisten Johannes” og menigheden svarer med lovsang: ”Gud være lovet for hans glædelige budskab”.

Når vi derimod tager Bibelen frem derhjemme, eller hvis vi mødes og studerer Bibelen sammen så er den ikke hellig. Så er det tekster, skrevet af mennesker med alle de fejl og mangler det nu medfører. Men når vi tager Bibelen frem og læser den i Gudstjenesten, så bliver den hellig – fordi vi læser den med den intention at blive styrket i vores tro, at blive opbyggede, trøstede og korrigerede i vores liv.

Bibelen hører primært til på alteret – altså i en gudstjenestesammehæng, hvor vi kan læse teksterne til fællesskabets opbyggelse.

Der er en del af det at være kristen, som kræver at man giver sig hen til mysteriet. At man ikke kræver at man kan forstå det, men at man simpelthen bare lever det, gør det – giver kristentroen krop: Synger, beder og går til gudstjeneste. Ikke som udtryk for tro – men for overhovedet at tro. Jeg har været lidt optaget af at læse Anne Marie Aagaard, som er er af de danske teologer som har beskæftiget sig indgående med både Helligånd og hellighed. Da hun blev spurgt om hvad Pinse betød, svarede hun: – Hvis du virkelig vil forstå, hvad pinse er, så skal du begynde at relatere dig til Gud, og.. det hænger grundlæggende sammen med at være en del af et fællesskab, hvor mennesker fortæller hinanden om deres vandring med Gud, og prøver at leve et kristenliv og tilgiver hinanden.

Og videre: – Jeg er helt overbevist om, at mennesker ikke holder op med at gå i kirke, fordi de mister troen. Det er omvendt. De mister troen, fordi de holder op med at gå i kirke, og når de holder op med at relatere sig til Gud…

Det samme gælder pinsen. Mennesker holder ikke op med at fejre pinse, fordi de ikke forstår højtiden. De forstår den ikke, fordi de ikke fejrer den.

Forståelsen af Helligånden kan man ikke læse eller studere sig til. Forståelsen af Helligånden, kan man kun leve sig ind i og leve med. Helligånden kan man opnå forståelse af gennem erfaring og praksis, bøn og gudstjeneste, fællesskab og højtidsfejring.

Vi har nok en tendens til at tænke Ånd, som noget indre. Noget inderligt måske lige frem. Men Helligånd er også noget ydre. Noget kropsligt. Noget man gør sammen. Det er at være sammen om det hellige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.