3. søndag efter påske /tekst Johs 14
Hør prædikenen som podcast
Alle veje fører til Rom, siger man. Jeg har lige genlæst Helle Helles ret fantastiske bog, med den korte titel ”de” – hun siger noget andet. Allerede på første side kan man læse, at ”alle veje fører til veje. ”
Det har jeg tænkt noget over. Jeg tror i hvert fald ikke altid jeg har det sådan, at alle veje fører til veje.
Der er nogle af de veje jeg har gået, som er endt blindt. Chancer jeg har taget, som viste sig ikke at føre til noget.
Og så alligevel. Evangelisk set har Helle Helle ret. ”Alle veje fører til veje”. Det er på en måde kristendom i al sin enkelhed, at vi mennesker ikke kan havne et sted, hvor der ikke er en udvej. Vi kan ikke stå i en situation, som er så håbløs, at alt håb er ude. Vi kan ikke befinde os på en vej, hvor det ikke er muligt for Gud at finde os. Ja, ikke engang døden er en blind vej. Det er kristen tro.
Også selvom erfaringen siger de fleste af os, at vi kan være kommet på afveje. At vi kan være på vej væk fra alt hvad der giver mening.
Erfaringen
siger os også at livet ikke er en snorlige vej, men at vi tit går mange omveje
af snørklede bjergstier og andre mærkelige småveje, som man slet ikke vidste
fandtes, før man pludselig er der.
Deraf udtrykket ”alle veje fører til Rom” Eller: oprindeligt stammer udtrykket
fra dengang Romerriget strakte sig over hele den kendte verden. I Romerriget
anlagde man kun veje, der kunne fører én til eller fra Rom.
Men i dag bruger vi udtrykket symbolsk: Lige meget hvilken vej du går – eller
hvilken metode du vælger, så kommer du til det samme resultat. Nogen går den
lige vej, andre går en masse omveje.
Nogen sprøjter deres ukrudt med Roundup, andre luer det med en hakke. Uanset
hvad, bedet bliver rent for ukrudt. Resultatet bliver det samme.
Der er en verden til forskel på om ”alle veje fører til Rom” eller ”alle veje fører til veje”. I konsulentverdenen ville man tale om, hvorvidt man er produkt- eller procesorienterede. Eller om man er optaget af resultatet eller bagvedliggende værdier.
Der er noget
meget produkt- og resultatorienteret over den tid vi lever i. Vores børn bliver
testet fra de helt små klasser, teenagere skal vælge uddannelse inden de
overhovedet har fundet ud af hvem de er, og fremdriftsreformen har i vid
udstrækning gjort kål på alt hvad der i gamle dage hed fjumreår,
dannelsesrejser og læsning af bøger der ikke står på pensumlisten.
Det kan godt være vi ender i Rom, men spørgsmålet er, hvad vi har fået med os i
rygsækken? Det bliver let lidt tilfældigt hvad vi hiver ned fra hylderne, fordi
der simpelthen ikke er ret meget der har tid til at bundfælde sig. Og så står
vi der i Rom, og ved måske hverken hvad vi laver der, eller hvem vi er. Mange
af os bliver stressede og syge af at skulle mases ind på én af de veje der
fører til Rom.
På den ene side har vi aldrig haft flere valg og muligheder, og på den anden
side er vi alligevel endt som en pølsefabrik, der konstant skal levere,
optimere og præstere.
Når Jesus siger om sig selv, at han er vejen, så skal det forstås rigtigt, for
at giver mening.
Mange gange er vægten blevet lagt på vejen i bestemt form. Altså at han er den
vej, der fører til Rom – eller i en kristelig sammenhæng. Han er vej-EN til
Gud.
Det er interessant at lægge trykket der, når man gerne vil gøre klart hvem der
er på rette vej, og hvem der ikke er. Den måde at tænke om Jesus på, ligger
måske lige for i tiden. Det bliver ret let meget resultatorienteret. Hvis du
gør sådan og sådan, lever sådan og sådan, så kommer du til Gud.
Som om Kristus-vejen er én bestemt måde at leve sit liv på. Som om der findes
tests der kan afgøre hvor på den vej vi befinder os, som om vi har en målestok
der kan afgøre om vi er tæt på eller langt fra målet.
Jesus siger også om sig selv, at han er sandheden – også det er tit blevet forstået som noget statisk. Næsten som om det er muligt at komme til at eje sandheden. Der er noget ekskluderende over den tanke, og sandheden er vel nærmere den at vi ikke kan eje sandheden, men vende os imod den – som et pejlemærke, en vej at gå på, som mening der kan kaste lys over vores liv.
Måske bliver den bevægelse tydeligere, når vi får det sidste udsagn med. Nemlig, at Jesus siger om sig selv, at han er livet. ”Vejen, sandheden og livet”. For livet er der alligevel ingen af os, der tør hævde vi har styr på, eller mestrer. Der er ingen af os der vil hævde, at vi kan komme til eje livet.
Det er
almindeligt at bruge billedet af livet som en rejse. En rejse fra vugge til
grav, siger vi – det er jo så langt erfaringen rækker.
Men når Jesus taler om at han er vejen, sandheden og livet – så er det en vej
og en sandhed og et liv, der rækker længere end vores erfaring.
Det er ikke alene det vi kan teste og måle og veje. Det er ikke kun den vej i
vores liv, der går fra A-Z eller på en eller anden måde ender i Rom. Eller i
mere præcist, en kiste.
For ligesom vi kan sige, at alle veje fører til Rom – så kan vi sige at der er
en ting der er helt sikkert og det er, at uanset hvordan vi har levet vores
liv, uanset hvilke veje vi har gået, og hvilke valg vi har truffet, så ender
det med at vi dør. Resultatet bliver det samme – hvis vi skal blive i
konsulentverdenen.
Men siger Jesus, der er noget der er større end det – og det er den vej han
inviterer os til at gå på, den sandhed han vil vise os og det liv han vil give
os.
Det der er det liv der ikke er bare en vej fra vugge til grav, med få eller
mange afstikkere, omveje, bump og snoede bjergstier. Det er et liv med en
dimension af dybde og højde og fylde.
Det er det
liv, hvor alle veje fører til veje. Hvor Jesus siger: ”Jeres hjerte må ikke
forfærdes – vær ikke bange – tro på Gud og tro på mig!”
Det ligger en trøst i det udsagn – nemlig at vi kan leve vores liv i tillid til
at Gud er med os, også når vi er forfærdede og bange.
Der ligger også en opfordring i det udsagn – nemlig at vi i troen på Gud kan få del i det liv der ikke bare går der ud af, men som også er et liv med dybde, højde og fylde.
Jesus siger om sig selv, han er vejen, sandheden og livet. Troen på ham, giver ikke adgang til et eksklusivt liv med en direkte linje til lykke og lyksalighed. Det giver os et liv, hvor vi må tro at alle veje fører til veje.
Der findes ikke en vej, som Gud ikke er fortrolig med, siges det i salme 139 i det gamle testamente. Vi kan ikke befinde os på så vanvittig en afvej, at han lader os gå til grunde.
Der findes ikke veje, der ender blindt. Også på de veje i vores liv, som kan synes helt ufremkommelige og forkerte, findes en vej ud eller hjem.
Alle veje
fører til veje! Nogle gange kan vores liv synes som en lang omvej, sådan er der
nok en del af os der har lidet lige nu herunder coronakrisen – at alt det som
før var selvfølgeligt og enkelt, pludselig er blevet uoverskueligt og svært.
Men troen på Kristus er, at der er noget der er større og dybere og højere, end
det vi står fast i lige nu.
Det er større end vores erfaring og det vi kan forstå. Og det er dybere og
sandere, end det vi selv kan finde på. Det er det evige liv, som rækkes til os,
som mening, værdi, muligheder og heling på de veje der blev vores.
Må Kristus
være foran dig og vise dig vejen.
Må Kristus være ved siden af dig og ledsage dig.
Må Kristus være bagved dig og beskærme din ryg.
Må Kristus være nedenunder dig og holde dig oppe, når du falder.
Må Kristus være inden i dig og fylde dig med sin ånd.
Må Kristus være omkring dig og bevare dig for alt ondt.
Må Kristus være oven over dig og velsigne dig.
(Skt. Patricks velsignelsesbøn)