Første søndag efter påske
Thomas var vel hverken mere eller mindre tvivlende end de fleste andre. Eller var han? Måske var han mere skeptisk, og måske brugte han sin sunde fornuft lidt mere, sådan som det vel er meningen, man skal.
Måske havde han det bedst med at holde sig selv lidt for sig selv. Med de tanker han tit gik og tumlede med. Med den tro og den tvivl, han forsøgte at håndtere. Thomas var måske ikke anderledes. Måske var det bare ham selv, der mente, at han var den eneste, der tænkte de tanker, han tænkte.
Han syntes, det var underligt, at han aldrig blev færdig med at finde ud af, hvad han skulle mene og tro. Men måske havde de andre det på samme måde. Forskellen var måske bare, at han til tider kom til at tænke det højt. – Egentlig ville han helst holde sin tvivl for sig selv, men det kunne vel ikke skade nogen eller noget, at han gav udtryk for den. Skulle han være ærlig – og det skulle han vel – så lettede det, når han gjorde det.
Han selv og flere andre havde fulgt Jesus i et par år. Måske var det mere rigtigt at sige, at Jesus havde fulgt dem. Det var vel sådan, det var? At Jesus havde taget dem med sig, med deres tro og deres tvivl. Han havde sagt, at de kunne følges med ham, og så havde de fulgt ham. Mere eller mindre i hvert fald.
Alt det med Jesus og de mange, de havde mødt sammen med ham: Børnene, kvinderne og de syge, farisæerne og de skriftkloge og alle de andre. Der var meget at tænke tilbage på. Alt det med de historier, som Jesus fortalte, og de undere, de havde oplevet. Det var alt sammen ganske utroligt. Det var ikke, fordi Thomas tvivlede på, at det var sandt, hvad han oplevede. Men det overgik hans forstand, og det var, som om en del af det på en måde handlede om ham selv.
Da Thomas omsider dukkede op hos de andre den aften, fortalte de andre disciple ham, hvad der var sket. At de havde set Jesus. At Jesus havde været hos dem. Thomas sagde til dem, at hvis han ikke selv så, hvor de store søm havde siddet, og hvor spyddet var stukket ind, kunne han ikke tro det. En uges tid senere var disciplene samlet igen, og Thomas var med. Jesus kom ind og sagde ”Fred være med jer”, og sagde til Thomas: ”Ræk din hånd frem og mærk, hvor spyddet blev stukket ind.” Thomas svarede: ”Min Herre og Gud”. Han vidste ikke hvad han eller skulle sige. (fra bogen ”Også Thomas var med”, Bruno Rasmussen)
Du tror fordi, du har set mig. Salige er de som ikke har set og dog tror. Sådan svarer Jesus. Salig er de, som ikke har set og dog tror.
Men hvad er tro egentlig for noget? Er det et spørgsmål om, hvorvidt Gud er til eller ej? Er det et spørgsmål om, hvorvidt Jesus kunne gøre undere eller ej?
Der er nogle, der mener, at troen er en følelse eller en stemning, man kan mærke. Der er andre, der mener, at troen er forbundet med bestemte meninger og holdninger om noget af det, der er grundlæggende i kristendommen. Det kan f.eks. være noget om synes på skabelsen. Det kan være noget om syndernes forladelse, forståelsen af frelse, eller hvad ved jeg.
Men der er også dem, der siger, at ”tro er tillid”, eller at ”troen er en relation”. Eller man kan sige, at tro er at have tillid til en relation mellem Gud og mennesker.
Der er mange definitioner på tro. For nogle år siden udkom der en bog, der hed ”At tro på at tro”, af Thor Nørretranders, og en anden bog, der hed ”Jeg tror at jeg tror, af italieneren Vattiom.
Den tidligere præst og tv-medarbejder Niels Højlund har engang sagt: ”Tro er at stole på, at livet kan bære selv i de mørkeste stunder”, og i et filmklip engang blev multikunstneren Erik Clausen spurgt: ”Tror du på Gud?” Han svarede højt og tydeligt ”Nej” og tilføjede så, ”men jeg tror på, at Gud tror på mig”.
Der er nogle, der mener, at troens modsætning er tvivlen, men der er også dem, der mener, at tro og tvivl er tvillinger, går hånd i hånd, og lever sider om side, og at tvivlen holder troen i live.
Søren Kirkegaard ar skrevet, at troens modsætning ikke er tvivl, men fortvivlelse. Der er nok noget sandt i alle standpunkter, men for mig giver det mest mening at tale om ”Frygt” som troens modsætning. ”Frygt ikke, tro kun!” siger Jesus flere steder. Jeg tror det er frygten der forkramper os, så vi ikke kan folde troen ud.
Der er også nogen der påstår at, troens modsætning er viden, men det er noget værre vrøvl. Tro og viden kan sagtens forenes. Som kristen skal man ikke lade være med at bruge hovedet og sin sunde fornuft. Det, der gør en afgørende forskel, er, om man har tillid til Gud, eller man fornægter ham. Det, der gør en afgørende forskel, er, om man mener sig favnet af Guds kærlighed eller ej.
Thomas er blevet kendt som ”ham der tvivlede”, eller ”den vantro”. Gad vide, om Thomas adskilte sig væsentligt fra de andre disciple. Gad vide, om han adskiller sig væsentligt fra os. Jeg tror det ikke.
Når der er tale om tro i kristen forstand, er det vigtigt at overveje, hvad det er, man tror på. Det giver ikke mening at sige ”Jeg tror ikke på Gud”, medmindre man siger noget mere om, hvad det er for en Gud, man ikke tror på.
Det giver heller ingen mening at sige ”Jeg tror på Gud”, medmindre man siger noget mere om, hvad det er for en Gud, man tror på, og hvad det er, der gør Gud tro-værdig.
Jeg har ofte oplevet at konfirmander eller andre der siger. ”Jeg tror ikke på Gud”; og når jeg så spørger hvorfor? – så siger de måske: ”Jeg tror ikke på, at Gud har skabt verden på syv dage”, eller ”jeg tror ikke på at Gud er sådan en gammel mand der sidder oppe i skyerne” eller måske, noget i retning af ” Jeg tror ikke at Gud sender nogen mennesker i Helvede” – og så må jeg sige: At ham tror jeg heller ikke på.
Som kristen kan man ikke nøjes med at sige ”jeg er troende”. Man må også sige noget om troens genstand. Man må sige noget om hvad man tror på. Man må sige noget om, hvordan den Gud er, man tror på. Man må tale om Gud og Jesus og gå videre og fx sige ”Jeg tror, at jeg er elsket af Gud” – eller ”Jeg tror på, at Gud tror på mig.
Margrethe Auken sammenligner troen med en blinklyset i den århushistorie, hvor en århusianer beder sin ven om at gå ud af bilen for at se om lyset virker. Han ser på blinklyset og siger: Nu virker det…. Nu virker det ikke….Nu virker det ikke. …Sådan virker troen hele tiden. Nogen dage er den der, og nogen dage er den der bare ikke. Sådan føles det i hvert fald.
Salige er de, som ikke har set og dog tror.
Synes du ikke, at du tror nok eller synes du, at du tvivler mere end du tror. Så forestil dig et sennepskorn. Et sennepskorn er et lille-bitte korn. Det er så lille at det er næsten usynligt – og Jesus sagde en gang til disciplene, at det var nok med en tro så stor som et sennepskorn for at kunne flytte bjerge.
Sennepskornet var på Jesu tid et billede på det mindste vi kan forestille os. Og det Jesus ville sige er altså, at den mindste tro vi kan forstille os, er stor nok til at gøre det umulige. Det vigtigste er altså ikke, hvordan eller hvormeget du tror, men hvem du tror på.
At tro på Gud betyder ikke, at du ikke mere tvivler. Vi har alle sammen dage, hvor vi tænker: Gad vide om Gud virkelig er til! Sådan er det at være et tænkende og frit menneske.
At tro handler både om følelse og vilje. Nogle dage er det let at tro, andre dage er det svært.
”Tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om det der ikke kan ses!” Sådan står der i Bibelen og jeg synes det er noget det bedste der er sagt om hvad tro er. Tro er tillid. Tillid til hvad? Tillid til det der håbes på? Hvad er det der håbes på?
Det er, at det er sandt at Gud elsker os så meget, at han gav os Jesus, og at vi, fordi han vandt over døden, får nyt liv. Det kan ikke ses. Det kan kun tros. Og tro er altså overbevisning om at det er sandt.
Tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om det der ikke kan ses!
Vi får ingen sikkerhed, ingen garantier. Ingen forsikringer og ingen beviser.
Kunne man bevise at det var sandt, havde det ikke længere noget med tro at gøre. Kunne vi se det med vores egne øjne – som disciplen Thomas gjorde – så var det ikke længere nødvendigt at tro.
At tro på Gud er at have tillid til, at han giver os noget at håbe på. At tro på Gud, er at have tillid til at den relation – det kærlighedsbånd, som Gud har bundet sig med, til enhver af sine skabninger. At det bånd og den relation holder til det hele.
At den holder til at vi slider og slæber i en helt anden retning. Holder til at vi fornægter den, tvivler på den og frygter at den er opspind.
Guds kærlighed holder til det hele, selv Thomas – og alle os andre fortvivlede tvivlere. Frygt ikke! Tro kun!