”Der er mange faser i et liv”, sagde min mor forleden. Hun er lige flyttet på plejehjem, og det skal hun selvsagt lige vænne sig til. Det skal jeg også. Jeg var fyldt af så mange blandede følelser, da jeg så hende sidde der lidt fortabt i sin nye stue: Glæde over, at det endelig er lykkedes os at få en plads til hende på et dejligt plejehjem. Frustration over, hvor svag man egentlig skal være, før det er muligt. Lettelse over, at der nu er nogen, der kan passe på hende, når vi ikke kan være hos hende i det daglige. Sorg over, at min mor ikke er rigtig glad mere. Taknemmelighed over, at jeg stadig har hende. Vemod over, at jeg alligevel ikke rigtig har hende.
”Der er mange faser i et liv”, sagde min gamle mor på 89 år, i et klart øjeblik. Hun tænker på sin barndom og sin ungdom. Hun tænker på årene med små børn og arbejde. Hun tænker på alt det, hun har haft sammen med min far, der døde for to år siden. På alt det, hun har kunnet, hendes karriere, engagement, erfaringer, succeser, fiaskoer, sorger og glæder. Der er mange faser i et liv. Hun er nået til den sidste. Det ved hun. Det ved vi børn og børnebørn også. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at den bliver fuld af kærlighed.
Der er mange faser i et liv. Min mor er nået en fase, hvor hun er afhængig af meget hjælp og pleje. Det er ikke hendes yndlingsfase. Det forstår jeg godt. Jeg får det nok på samme måde. ”Det er sådan det er”, sagde hun konstaterende. Og ja, det er sådan det er. Livet. Som jeg sad der, kom jeg til at tænke over, hvilken livsfase jeg selv er i gang med. Jeg er godt og vel voksen. Har tre børn, der ikke længere skal følges i børnehave, i skole eller til sport. De klarer sig selv, altså bortset fra når det regner eller det på en eller anden måde går galt, og vi synes, de har brug for et godt råd. De har stadig brug for deres far og mig indimellem. Heldigvis. Men jeg savner på mange måder de år, hvor børnene havde mere brug for mig. Det rammer mig næsten altid fredag aften, når vi lander i sofaen. Så sidder vi der, min mand og jeg. Alene med en hund og måske en kat. Vi kan næsten undgå at røre hinanden, så stor er den grønne syvpersoners sofa. Vi købte den dengang, vi troede fasen med små børn ville vare evigt. I går (sådan føles det) sad vi der alle fem og så Disney sjov og spiste Familieguf. Nu er vores drenge alle andre steder end sammen med os fredag aften. Det er sådan det er. Livet. Vennerne er mere interessante end os. Forstå det, hvem der vil. Det er forhåbentligt bare en fase!
”Det er forhåbentligt bare en fase”, sagde vi virkelig tit, dengang børnene var små. Da de fik tænder, da de var i trodsalderen, da de skulle eksperimentere med at finde det rigtige grin, eller da de holdt os vågne i timevis hver nat. Det er bare en fase. Sådan trøstede vi hinanden. Vi så på vores søskende med ældre børn, og det virkede forjættende. Og vi fik ret. Det gik over. Det var bare en fase. Så nu sidder vi her alene i syvpersoners sofaen og skal lige vænne os til det. Jeg er fyldt af så mange blandede følelser: Glæde over at have genvundet noget af friheden til at kunne gøre, lige hvad jeg selv har lyst til. Frustration over, at jeg ikke altid kan finde ud af, hvad jeg skal bruge den til. Lettelse over, at vores børn ser ud til at være landet godt i deres teenagefase. Sorg over, at de har mindre brug for mig. Taknemmelighed over at være deres mor. Vemod over, at det ikke betyder helt det samme, som det gjorde engang.
Der er mange faser i et liv. Det er sådan det er. Livet. Og det er ikke altid helt let at følge med. En af mine yndlingstekster i Salmernes Bog (sl. 90) handler om det. Om livets forgængelighed. Her står der: ”De er som græsset, der gror om morgenen, om morgenen blomstrer det og gror, om aftenen er det vissent og tørt”.
Jeg er bange for, at jeg indimellem kommer til at ønske mig til en anden livsfase, end den, jeg er i gang med. Min mors ord fik mig til at tænke på at nyde den livsfase, jeg er i lige nu, lige her midt livet. For det er bare en fase. Heldigvis. Jeg har skrevet en bøn om at leve med forgængeligheden, med livsfaserne, som et livsvilkår. Den lyder sådan her:
Evige Gud
du gav mig livet.
Jeg blev født i går
med elastikker om håndleddene
og fregner om sommeren,
jeg fik vokseværk
og eksamensskræk
og inden jeg så mig om
havde jeg strækmærker
og fødselshistorier
og børn der mener noget
og går deres egne veje.
Jeg har forældre der er tusind år
og en mand på min egen alder.
Det er ikke nogen alder
det er en tilstand
en overgangsalder.
Jeg er her på lånt tid.
Jeg tæller
dage, uger og år.
Jeg tæller
kilo, rynker og grå hår.
Jeg tæller
erfaringer, venner og meritter.
Det går ikke op.
Der er minus og plus
det er i grunden lige meget.
Det er op til dig
alligevel.
Du tager mig tilbage.
Jeg blev født i går
og jeg skal dø
en morgen.