13. søndag efter trinitatis
Det er ikke så længe siden jeg blev glemt!
En af mine veninder havde oprettet en Messenger-gruppe for at aftale et tidspunkt for at mødes i byen, og så havde hun glemt at få mig på tråden. Eller: sådan tror jeg i hvert fald det er sket. Jeg fandt ud af det nogle uger senere, fordi der blev referereret til nogle samtaler jeg ikke havde været en del af. Jeg ved godt med min fornuft, at det ikke var for at holde mig udenfor, og at det er hvad der kan ske – men jeg blev alligevel ramt af det. Det gik lige ind kortvarigt og aktiverede den der grundlæggende frygt, for at blive valgt fra, overset, glemt – som jeg tror de fleste af os kan genkende.
Jeg ville da ønske at min veninde havde husket mig som den første, at jeg ligesom automatisk var sikret en plads rundt om cafébordet. I den her konkrete situation sagde jeg det bare – ”Hov, hvad er det I snakker om, som jeg ikke ved noget om?” – og så kom det frem at de troede jeg havde været med i gruppen, men bare ikke havde svaret. Det sker.
Men situationen her har alligevel fået mig til at tænke over, hvor grundlæggende det er for os mennesker at mærke, at vi hører til, at vi er ønskede og værdsatte – og på den anden side, hvor ødelæggende det er for os, hvis vi oplever, at det er noget vi skal kæmpe for eller gøre os fortjent til. Ofte er den kamp ikke en kamp vi har med andre, men en kamp vi har med os selv. At vores plads i familien eller i vennekredsen er betinget af at vi kan eller gør noget særligt for at fortjene den.
Måske ved at være den sjove eller den der altid er god til at invitere
Måske ved at være den der kan betale regningen eller give gode gaver
Måske ved at være den der altid stiller op og er nærværende
Det kan blive så stor en del af vores identitet, at vi kommer til at tro at det er det vi gør og ikke den vi er, der giver os en plads i tilværelsen. I den tekst vi læste lige før, bliver den forestilling modsagt. Sådan er det næsten altid med evangeliet, det vender tingene på hovedet – og siger os noget der er så utroligt, at vi må høre det igen og igen, for at kunne holde fast i det.
Den siger: Du skal ikke kæmpe for at få en plads, du har allerede en plads!
På en måde er der ikke noget at sige til, at moren forsøger at tage en genvej for sine dygtige sønner til de bedste pladser i Guds rige. Det er sådan, det fungerer alle andre steder. Dem, der bliver ved med at ringe og spørge, ender som regel med at komme foran i køen til børnehaven, til chefjobbet, til lejligheden, til operationsbordet. Men Jesus siger: ”Du aner ikke, hvad du spørger om. Det kræver blod, sved og tårer at have plads ved siden af mig,” og lader hende og os andre forstå, at bordplanen i Guds rige ikke indbefatter et højbord for særligt unikke og gode mennesker. De andre disciple bliver vrede på de to brødre over, at de forsøger at reservere de bedste pladser. De havde åbenbart heller ikke forstået, at statusforholdene i Guds rige er vendt op og ned: ”I må ikke misbruge jeres magt. Den største er den, som tjener andre!”
Teksten handler ikke om, hvorvidt vi har en plads eller ej. Det har vi! Men Jesus sætter os alligevel på plads i dagens tekst. Og udstiller vores jagt på anerkendelse, vores grådighed efter at ville sikre os selv, vores misundelse på andre der står bedre i verdens øjne end os, vores frygt for at blive glemt – og i sidste ende vores manglende tillid til at overlade vores liv og fremtid i Guds hænder.
Du har en plads i Guds skaberværk. Du har en plads i Guds rige, du har en plads i tilværelsen – du er sat her i en sammenhæng. Du har en plads, men det er ikke sikkert det er den du har drømt om. Det betyder ikke, at alt det der sker med os, er Guds vilje. Det er Ikke alt det vi udsættes for, vi skal finde os i. Men vores værdi afhænger heller ikke af, om livet lykkes sådan, som vi havde håbet.
Vi vil så gerne være herrer over vores eget liv. Vi vil gerne kunne vælge rigtigt, optimere os selv og ende det rigtige sted. Og her rammer evangeliet noget meget aktuelt. For vi lever i en tid, hvor vi igen og igen får at vide, at vi selv kan skabe vores liv. At vi kan lige hvad vi vil. At mulighederne ligger åbne foran os. At vi skal udvikle os selv og blive den bedste udgave af os selv. Det lyder umiddelbart som frihed. Men det kan også blive en meget tung byrde. For hvis det er mig, der skal skabe mit liv, så er det også mig, der må tage skylden, når det ikke lykkes. Hvis alle muligheder ligger åbne, hvorfor er jeg så ikke blevet den, jeg gerne ville være?
Evangeliet er en befrielse fra den forestilling. For kristendommen begynder ikke med spørgsmålet om, hvad du kan blive til. Den begynder medet ”Du er allerede elsket”. Før du præsterer noget. Før du finder ud af, hvem du er. Før du får styr på dit liv.
Du er Guds barn
Du har en plads
Gud elsker ikke den bedste udgave af dig
Gud elsker dig
Men det er let at sige, når livet går, som vi gerne vil have det. Det er svære at have tillid til det, når den plads, vi troede var vores, pludselig forsvinder. Når man mister sit arbejde. Når et menneske, man elsker, går. Når kroppen ikke længere kan det, den kunne. Når man bliver syg. Når man bliver skilt. Når man ikke længere kan genkende sig selv. Så opdager man, hvor meget af ens identitet der måske var bundet op på den plads, man havde.
Det er noget af det, Lotte oplever i Katrine Marie Guldagers roman Endnu en dag i Guds skaberværk. Lotte er socialrådgiver. Hun brænder for sit arbejde og for de mennesker i systemet hun skal hjælpe. Arbejdet fylder meget i hendes liv. Og så er hun kæreste med Michael. Har veninder, går til sommerfester, har overblik – og navigerer i tilværelsen med overskud, eller sådan bliver hun i hvert fald oplevet, som et menneske i nogenlunde kontrol. Indtil en dag, hvor hun pludselig ikke har noget af det mere. Hun mister sin kæreste. Hun mister sit job. Hun mister fuldkommen fodfæste.
Hun kender systemet ud og ind som socialrådgiver – men nu er det hende der sidder på den anden side af bordet, sammen med alle de andre, som på en eller anden måde kæmper for at finde deres plads i samfundet. Nu er det hende der bliver talt til i det systemsprog, som ikke altid passer til virkeligheden. Når hun ser sig selv med socialrådgiverens øjne, så kan hun godt se, at hun er arbejdsløs, drikker lidt for meget, er alene, uligevægtig og ustabil – men hun ved selv, at hun også er så meget andet. Hun er stærk, dygtig, omsorgsfuld og sjov. Og hun græmmer sig over hvordan mennesker bliver forskelsbehandlet – som om hun nu grundlæggende har fået mindre værdi, fordi hun sidder et andet sted. Hun er stadig Lotte. Men der er en verden til forskel på at sidde på den ene eller den anden side af bordet. Det vidste hun egentlig godt. Men nu mærker hun det på sin egen krop.
–
Evangeliet siger ikke bare, at vi alle sammen har en plads. Jesus gør op med hele den måde, vi tænker pladser på.
”Sådan skal det ikke være blandt jer”, siger han. I skal ikke måle hinanden på, hvem der sidder højest. I skal ikke gøre jeres værdi afhængig af jeres position. I skal ikke bruge magt til at sikre jeres egen plads på andres bekostning. For den største er ikke den, der sidder øverst. Og Jesus siger det ikke selv fra den øverste plads. Tvært imod. Han siger det på vej mod den nederste. ”Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” Det er den vej, Jesus går. Han går ind i mørket og døden for os.
Jesu ord kan lyder som et krav, nærmere end som en frigivende glæde. Et krav om at vi skal være ydmyge og uselviske og tænke mere på andre end på os selv. Og det er en fordring der ligger i kristendommen, at vi skal tjene næsten, men det er først og fremmest et helt andet lys, der bliver kastet ind over vores liv. Der ligger en afsløring af verden i det lys: Den verden, som vi selv er fanget i, hvor vi hele tiden måler os, hvor vi sammenligner os med hinanden, hvor vi ser på, hvem der lykkes, hvem der har magt, hvem der har overskud, hvem der er indenfor, og hvem der er udenfor. Og så siger Jesus:
”Sådan skal det ikke være blandt jer.”
I Guds rige er du ikke værdifuld, fordi du sidder på den rigtige stol. Vi skal ikke jagte den perfekte plads, vi skal ikke fortvivle når vi ikke lykkes. Vi hører allerede til.
Der findes en kærlighed, som ikke afhænger af vores præstation. Der findes et sted, hvor vi ikke behøver at forklare, hvorfor vi fortjener at være med. Det er det, Paulus selv har erfaret, når han siger:
”Jeg fandt barmhjertighed.”
Det er evangeliet helt enkelt:
Der er barmhjertighed også til dig
Også når du har fejlet.
Også når du ikke blev den, du havde håbet.
Også når du ikke længere kan det, du kunne engang.
Du har en plads.
Vi bruger så meget af vores liv på at finde vores plads
Evangeliet siger, at Gud allerede har fundet os.
Der er en plads til dig
Ikke fordi du er den bedste. men fordi Gud er barmhjertig
Bordet er dækket og du er inviteret