9. søndag efter trinitatis
Man må aldrig miste håbet!
Sådan siger vi til hinanden
Vi siger det til den, der er blevet syg
Til den, der har mistet
Til den, der er ved at give op
Du må ikke miste håbet!
Og det lyder jo godt og rigtigt. Men hvordan undgår man egentlig det? Hvordan undgår man at miste håbet?
Håb er jo ikke noget, man bare kan tage sig sammen til. Det er ikke en beslutning. Der er ingen vågner om morgenen og tænker: I dag vil jeg holde op med at håbe
Det sker nærmere langsomt og umærkeligt
Man bliver lidt mere træt
Lidt mere skeptisk
Lidt mere ligeglad
Jeg tror, de fleste af os kender følelsen:
Man skriver under på en underskriftindsamling mod israelske bosættelser
Man giver et bidrag til nødhjælp
Man stemmer til folketingsvalget
Man sorterer sit affald – i alle de der utroligt mange forskellige spande
Man forsøger at være et ordentligt menneske
Man beder
Og så kommer tanken snigende… Nytter det overhovedet noget?
Tanken har i hvert fald været nærværende for mig denne sommer
Vi har set mennesker blive angrebet, fordi de ville fejre kærlighed og mangfoldighed, til Pride i Berlin
Vi har set skovbrande brede sig flere steder i Sydeuropa og familier der må flygte fra deres hjem
Krige der bare fortsætter og fortsætter med at fylde nyhederne
Og en diskussion der synes mere polariseret og skarp end nogensinde
Det er ikke mærkeligt, hvis håbet bliver slidt
Den tjekkiske forfatter og præsident Václav Havel skrev engang:
“Håb ikke en forudsigelse. Det er at sætte en kurs for ånden, at sætte en kurs for hjertet. Håb er en evne til at arbejde for noget, fordi det er godt (..).
Det er ikke overbevisningen om, at noget vil ende godt, men visheden om, at noget giver mening, uanset hvordan det ender”.
Han skrev det ikke fra en dejlig badeferie. Han skrev det som kritiker af det kommunistisk styre, han selv levede under. Han vidste, at der kunne gå år, før noget forandrede sig. Måske ville det aldrig ske. Heldigvis gav han aldrig op.
Han fastholdt håbet. Håb er ikke det samme som optimisme.
Optimisme siger: Det skal nok gå!
Håbet siger: Det giver mening at gøre det gode, også når jeg ikke ved, hvordan det ender
Og det er håb, Jesus taler ind i med dagens lignelse:
En enlig kvinde står over for en dommer
Hun har ingen magt
Hun har ingen gode rigtige forbindelser.
Ingen status
Hun har kun sin stemme
Og dommeren?
Han frygter hverken Gud eller mennesker
Han er virkelig latterlig
Bange for at blive til grin og tabe ansigt
Han interesserer sig ikke for retfærdighed
Han er ikke engang særlig ond – han er bare totalt ligeglad
Og måske er ligegyldigheden noget af det farligste, et menneske kan rammes af
Ikke hadet
Ikke vreden
Men den der stille trækken på skuldrene og given op:”Det nytter alligevel ikke.”
Vi møder den i systemer, hvor ingen rigtig tager ansvar
I politik, hvor det kan være lettere at tænke på næste valg end på næste generation
Og vi møder den i os selv
Når vi holder op med at tro, at vores handlinger betyder noget
Når vi holder op med at tro, at verden kan blive anderledes
Når vi holder op med at bede
Men det gør kvinden ikke
Hun bliver ved
Hun bliver ved med at banke på
Hun bliver ved med at kræve retfærdighed.
Ikke fordi hun ved, at hun får ret
Men fordi retfærdigheden er værd at insistere på
Det er håb
Ikke optimisme
Men håb
Lignelsen siger intet om, hvordan Gud er, men den siger noget om den troendes opgave, nemlig at vi aldrig må miste håbet og troen på, at det ender godt. At vi ikke skal stå model til uretfærdighed, men blive ved med at kæmpe i mod, bede og håbe. At det at håbe, er en kristen pligt.
Lignelsen er blevet brugt som et udtryk for, at vi kan påvirke Gud med vores bønner. Den siger, at hvis vi bare beder intensivt og inderligt nok, så vil Gud til sidst give efter og give os hver især, hvad vi beder om. Men det er en farlig vej at gå og efterlader os alene med en erfaring af ikke at være Guds bedste børn, når vi ikke får vores bønner opfyldt.
Lignelsen handler faktisk ikke om dommeren
Og den handler slet ikke om, at Gud er som dommeren
Tværtimod
Jesus siger: Hvis selv sådan en ynkelig dommer til sidst giver efter, hvor meget mere vil Gud så ikke høre sine børn
Problemet er altså ikke, at Gud er døv
Problemet er, at vi så let mister modet
Derfor siger Jesus, at vi altid skal bede og ikke blive trætte
Det betyder ikke, at vi skal overtale Gud
Gud ved allerede, hvad vi trænger til
Så hvorfor overhovedet bede, tænker vi måske?
Fordi bønnen holder håbet levende
Fordi bønnen er et oprør mod uretfærdighed
Og hver gang vi i fadervor beder: Ske din vilje, siger vi samtidig, at den endnu ikke sker fuldt ud
Vi insisterer på, at kærligheden er stærkere end had
At retfærdigheden er stærkere end magelighed
At håbet er stærkere end opgivenhed og ligegyldighed
Derfor bliver vi ved med at bede
Og derfor døber vi
Derfor er lille NN er blevet døbt i dag
Ikke fordi verden kun er lys og god
Verden er fuld af krig og uretfærdighed
Men verden er også der, hvor Gud har lovet aldrig at slippe en eneste af os
Gud siger sit ja, længe før vi kan svare
Det er dåbens evangelium
Ikke at vi holder fast i Gud – men at Gud holder fast i os
“Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?”
sådan spørger Jesus til slut
Han spørger ikke, om kirkerne er fyldte
Han spørger ikke, om mennesker kalder sig kristne
Han spørger, om han vil finde tro. Eller, måske kan man sige, at han spørger: Mon han vil finde mennesker, der endnu ikke har opgivet håbet?
For tro er er tillid til det der håbes på
Tro er vedholdenhed –
At blive ved med at bede
At blive ved med at elske
At blive ved med at arbejde for retfærdigheden
Ikke fordi vi ved, at vi lykkes
Men fordi det giver mening
Havel siger, at håbet består, fordi livet kan have mening, uanset hvordan det ender
Jesus siger noget endnu større, nemlig at håbet består, fordi Gud er trofast
Ikke fordi vi holder fast i Gud – men fordi Gud holder fast i os
Den insisterende kvinde i lignelsen holder fast i, at loven må overholdes, loven som det fælles gode. Og måske er bønnen ikke kun et anliggende for den enkeltes ret, men en insisteren på det fælles gode, den fælles ånd, Guds vilje i verden?
Og i den forståelse er det en insisteren på håbet for hele Guds skaberværk.
Nogle vil helt sikkert sige, at vi hellere skulle hænderne op af lommen og gøre noget ved det. Blande os i den politiske debat, blive frivillige i en hjælpeorganisation eller selv blive nogle af de varme hænder, som der er så stor mangel på i dag. Og det skal vi selvfølgelig også. Men i dag bliver vi mindet om at bønnen er afgørende, hvis der skal ske en grundlæggende forandring i verden.
At bede er også et arbejde. For fred, for retfærdighed, for enhed, fællesskab – for at troen, håbet og kærligheden må slå rod i verden og i os selv.
Livets Gud har dine hænder, fold dem!