14. søndag efter trinitatis
Der ligger en mand
han ligger
som han selv har redt
eller det ved vi egentlig ikke
noget om
han ligger i hvert fald
og kan ikke andet
det er ikke dovenskab
det er ikke viljen der mangler
der er faktisk ikke noget
han hellere vil
end at være et andet sted
end der hvor han er
gå frit omkring
strække sin krop
trække vejret frit
springe højt
af glæde
Der ligger en mand
nogen har måske
smidt ham der
og ladet ham ligge
i sit eget skidt
overladt til sig selv
og et presset velfærdssystem
Du er nummer 117 i køen
lød det når han prøvede
at komme igennem
men der lå en mængde
syge, blinde, lamme og krøblinge
som ventede på
at der skulle komme bevægelse
i køen
røre i vandet
og de var før ham
og han havde ikke en chance
han havde ingen
datter eller søn med talegaverne i orden
ingen ægtefælle med gode forbindelser
han havde ingen pårørende
han havde ikke et menneske
han kunne ringe til
som kunne ringe for ham
og presse på
for at komme i gennem
visitationen
for at få en plads
eller bevilliget en kørestol
han havde ikke et menneske
ikke et eneste menneske
og selv Herrens engle
gik hans næse forbi
Var han optimistisk
omkring sin egen situation?
Det tror jeg ikke
var han overbevist om at problemer
ikke er problemer
men udfordringer der venter
på at blive løst?
Det tror jeg heller ikke
Der ligger en mand
han har været syg
lam mener man
i 38 år
har det været sådan
og han er dødtræt af at velmenende
forbipasserende og andre fritidsterapeuter
bliver ved med
at påstå
at man kan hvad man vil
at glasset er halvt fuldt
at han har det der skal til
at han skal give slip på de negative tanker
at han skal ændre fokus
og tænke positivt
at enhver rejse begynder med det første skridt
for han er lam
helt lam
glasset er helt tomt
Der ligger en lam
der engang var en mand
sådan er det
en sygt lam
der engang var en mand
der godt nok var lam
men som først
var en mand
var et menneske
et menneske med et navn
et menneske med drømme og ideer
et menneske med et handicap
men ikke bare en handicappet
ikke bare en lam
som nu
hvor han ligger der
og har gjort det
sygt længe
uden at nogen har set ham
rigtig set ham
som et menneske
han er blevet et problem
i et Excel ark
latinske betegnelser
i en journal
Der ligger en lam
som har glemt han er en mand
måske fordi
alle omkring ham
også har glemt det
i årevis
har han ligger der
opmagasineret på stue 9
på rød stue
på Bethesda
med udsigt til forbrændingen
med diagnosen
lam
der er ikke så meget
andet at sige
om ham
eller det
der er
har han glemt
for ingen har set ham
eller spurgt ham
om noget andet
så længe han kan huske
ingen har set ham
og nu er han blevet
usynlig
Der ligger en mand
han er usynlig
folk træder på ham
tænker ikke engang over det
de ser ham ikke
han ligger bare der
og ser lam ud
men så
en velsignet dag
hvor håbet står højt på himlen
solen rører på sig
og gør klar til fest
og ind på scenen
træder Jesus
og vi kender ham allerede godt nok til
at vide
at nu sker der noget
han finder sig ikke i
at nogen skal være dømt til
alenlange køer og glemsel
han ser altid dem
der ligge ned
og han siger
se!
Der ligger et menneske
og han har ligget der
i sygt lang tid
og han stopper
op
og ser at han er lam
og han spørger
Vil du være rask?
og er det egentlig ikke
et dumt spørgsmål?
for det vil han vel
der er vel ikke noget
han hellere vil
men han har prøvet alt
allerede
han har gjort alt hvad han kunne
men intet hjælper
og ingen hjælper ham
han er nået dertil
at han ikke har fantasi til at forestille sig
at nogen vil ham
det godt
at der kan ske noget
nyt
at han har noget
på bankkontoen
eller at Gud
har noget
til overs
for ham
Jesus spørger
Vil du være rask?
og han siger
Det kan ikke lade sig gøre
og så en lang forklaring
om noget med en dam
der skal bringes i oprør
og at han ikke kan
komme der ned
og Jesus hører ikke efter
han siger bare
Rejs dig!
husk din båre tilføjer han også
og så skete der det
som sker
når det er Jesus
der siger det
at den mand som havde ligget ned
det meste af sit liv
han rejste sig
og han kunne næsten ikke tro det
men det gjorde han
og hvis man skal sige noget
om den mand
som vi grunden ikke
ved alverden om
så er det
at han nok blev ret overrasket
i hvert fald sagde han
ikke tak
og han noterede sig heller ikke
hvem Jesus var
og det ville da
ellers have været
ganske almindelig
høflighed
men altså
manden rejste sig
og bevægede sig lidt
omkring
glad var han
uden tvivl
men uheldigvis for ham
møder han
som de første
nogle lidt smålige typer
der er fuldkommen ligeglade med
at det er en særlig dag for ham
at han kan gå frit omkring
for første gang
i sygt lang tid
og ja
så har han sin båre med
han bære den med sig
som han fik besked på
og han kunne jo
heller ikke bare
lade den ligge
det var da det mindste
han kunne gøre
at rydde op efter sig
men det måtte man så ikke
lige den dag
er det forbudt at gå rundt
med bårer
alle de der regler havde han
lykkeligt glemt alt om
men ingenting
selv ikke småsure parkeringsvagter
og selvbestaltede linjevogtere
kunne ødelægge hans humør
og heldigvis kommer Jesus igen
det gør han altid
Jesus kommer altid igen
og denne gang har manden sundet sig nok
til at se hvem det er
og Jesus nævner ikke
noget om båren igen
men ser ham og siger:
Ja, nu er du blevet rask
så lad være med at synde mere
for at der ikke skal ske
noget værre
Nu ved vi jo ikke
hvad manden tænkte
men ærligtalt
er det ikke ret mærkelig sagt
for det første
hvad skulle være værre end
38 års lammende ensomhed?
og hvad har den arme mand
dog gjort?
Hvad er hans synd?
Har han arbejdet på en helligdag?
Umuligt
Han kunne ikke røre en finger
Har han været utro?
Slået en ihjel
Frådset i penge?
Nej vel!
Synd ikke mere
siger Jesus
hvad tænker han på?
Det kan ikke være andet
end håbløshed
Bitterhed måske også
og modløshed
Den synd manden har gjort sig skyldig i er
at han har
opgivet håbet.
Han har mistet tilliden til
at der kunne ske noget godt
det er det der er hans synd
Og hvor er det egentlig synd for ham
og synd for os
når vi ikke magter at holde fast
i håbet
ikke fordi vi ikke forstår at det sker
at håbet løber tør
efter 38 år
efter årevis med sygdom
og modgang
så hjælp os Gud
Hjælp os
ikke til at tænke positivt
ikke til at finde styrke
inde i os selv
ikke til at klare os selv
for Guds skyld
Ingen af os
kan klare sig selv
Men hjælp os
til at leve håbefuldt
i tillid til at alt godt kommer
fra dig, Gud
Vil du være rask?
spurgte Jesus
manden der lå der
og han rejste sig
som et helt menneske
som vi også må
gøre
som vi også må
mærke heling
af vores ituslåede liv
som vi også må
næres
af lyset og vokse
ud af sorg og mørke
som vi også må
rejse os
ikke uden besvær
ikke uden alvor
ikke uden alt det
vi bærer med os
Vi må rejse os
og mærke
at vi ikke er alene
at vi får nye kræfter
og mod
til at leve det liv
der blev vores
i Guds lys
ved Guds hjælp.