Menu Luk

Ordet

Juledag 2021
I begyndelsen var ordet
Det første ord
Hvad er barnets første ord?
Forældrene er spændte
Mor
Far
Mad
I begyndelsen var ordet
Først bare et enkelt
igen og igen
og så kommer der flere
og vi sætter dem sammen
så de giver mening
i flere forskellige sammenhænge
forbinder dem
ordene
med hinanden
Ordene binder også os
sammen
og ordene skiller os
ad
og vi lærer at tage
ordet
fra hinanden
indimellem løber
de af med os
en masse hurtige ord
store ord
hårde ord
lige efter hinanden
Indtil den dag
vi løber tør for ord
de slipper op
og der ikke er mere at sige.
Til jord skal du blive

I begyndelsen var ordet
og Ordet var hos Gud
og Ordet var Gud
Og Gud lod ikke ordene løbe
af med sig
slet ikke
Der var tomhed og øde
og han sagde bare
ét ord
Der skal være lys
sagde han
Skaberordet
Det var det eneste der var
og det var alt nok
for ordet skaber
hvad det nævner
Der skal være lys
Så der blev der lys
og Gud ser
at det er godt
godt nok
og så var ordet frit
og der kom mere kød på
og alt blev til
og intet var som før
for kødet er skrøbeligt
og Eva tog straks ordet
hun blev fristet til det
det løb af med hende
og Adam løb efter
og de falder for fristelsen
for et ondt ord
Kødet falder til jorden
og ordene hører op
samtalen forstummer
Paradiset fryser til is
Gud smækker med døren
og alt bliver stille
Af jord er du kommet

Tiden går
En evighed
næsten
Men så en nat
julenat
begynder Gud
forfra
med Ordet
Verden er ikke tomhed
og heller ikke øde
langtfra
Verden er ikke ny
Den er gammel
og slidt
af liv og død
af lys og mørke
af håb og håbløshed
af mennesker
på godt og ondt
Gud begynder
forfra
denne nat
julenat
med Ordet
Ordet, der skaber
hvad det nævner
Det ord
der er Gud selv
Gud kommer selv
til verden
Gud bliver ikke bare
ved tanken
eller snakken
Ordet bliv kød
Gud tager det på sig
og bliver født
og flytter ind
og gør sig til
i det mindste
menneske
verden har set
i et barn i en krybbe
i et lys som skinner
i mørket
mørket i menneskehjerter
mørket i verdens afkroge
et lys så stærkt
at intet
mørke kan gribe det
det er sandt
det er Gud
i herlighed
i kød og blod
i barnet i Betlehem
af jorden skal du igen opstå

I begyndelsen var ordet
Barnet er en ny
begyndelse
Med barnet begynder et nyt kapitel
i historien
om Gud og mennesker
Gud er faderen
og vi er hans
kærlighedsbørn
Vi har retten på vores side
retten til at kaldes
Guds børn
Julenat
bliver Ordet
levende iblandt os
som barnet
der bliver født
som lys og frelse
for os
Som den evighed
der aldrig løber tør
for liv
Som den samtale
der aldrig løber tør
for ord
I barnet
i ham var liv
og livet var menneskers lys
og mørket greb det ikke
smerten
ondskaben
tavsheden
ensomheden
døden
er stadig i verden
slipper vi ikke for
slipper vi ikke fri af
til jord skal du blive
Det er en del af livet
som det er
i kød og blod
og kødet er skrøbeligt
men Ordet er
i det
som bindevæv
som lys
som mening
og Guds ord skinner
som et lys midt i det hele
i mørket
og mørket får aldrig bugt med det
af jorden skal du igen opstå
Guds ord er kærlighed
og kærligheden
er stærkere
end alle mørke kræfter

Hjerte løft din glædes vinger
Den er er noget af det smukkeste
den lyser op
som en sol
mellem salmer
men er skrevet i det sorteste mørke
Forfatteren Paul Gerhardt
skrev den i 1653
Han var præst i Mittenwalde
syd for Berlin
Det var lige efter trediveårskrigen
Byen var hårdt ramt af krigen
Af Mittenwaldes 245 husstande
var der kun 42 tilbage.
Paul Gerhardt selv
har begravet
fire af sine fem børn
Det er i det mørke han skriver:
Hjerte løft dine glædes vinger
og videre

I som tunge stier træde
stands og hør
her er dør
til den sande glæde
Gerhardt forsøger ikke at
skrive livet lettere end det er
Han forsøger ikke at pynte
på virkeligheden
Nej, han står der i al elendigheden
og minder os om Ordet
det Guds Ord,

som til jord

kom med liv og lykke!
Ordet der kan tænde lys i mørket
ordet om Kristus
der lod sig føde
Ordet der er stærkere
end døden
Ordet der giver
nyt mod og håb
til at være selv
der hvor livet er allerværst.
Genlyd, jul, af toner søde,
som med klang
engle sang:
Kristus lod sig føde
I begyndelsen var ordet
Det ord
vi til stadighed har brug for
at dele
at høre
at når vi står der
hvor livet er
ude af vores hænder
så er vi i Guds hænder
at når alt synes mørkt omkring os
så er mørket ikke mørke for Gud,
natten er lys
som dagen
I ham var liv og livet
er menneskers lys
Når vi løber tør
for ord
så har Gud mere at sige
for Guds ord
varer
evindeligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.