”Vær ikke bekymrede
for jeres liv”, siger Jesus
”Vær ikke bekymrede for dagen i morgen”, siger Jesus
”Vær ikke bekymrede for hvordan I får noget at spise og drikke” siger han…
og I har ingen forestillinger om, hvor svært jeg synes det er at stå her, med
det budskab ganske få dage efter FNs Klima topmøde. ”Se på himlens fugle og se
på markens blomster” Ja tak, men der skulle jo gerne blive ved med at være
nogle fugle og blomster at se på, fristes man til at sige.
Der er da al mulig grund til at vi skal bekymre os. Ja, det vil da være fuldstændig uansvarligt ikke at bekymre sig. Talerne fra FNs Klimatopmøde har været fyldt med bekymringer og løfter.
Greta Thunberg
er bekymret, hun holdt en følelsesladet tale hvor hun langede ud efter alle
verdens ledere og beskyldte dem for at have stjålet hendes barndom og hendes
håb. ”How dare you” sagde hun gentagende gange…i en tale der er gået viralt og
desværre har gjort hende til genstand for debat i stedet for de
politiske beslutninger der blev taget på mødet.
”Vær ikke bekymrede” siger Jesus – Jeg er nødt til at sige, at det er jeg altså.
Jeg er også bekymret. Jeg synes da det er helt vildt skræmmende, med de store
klimaforandringer vi har oplevet de seneste år, og jeg kan slet ikke overskue
konsekvenserne, og hvad det vil komme til at betyde for de fattigste lande, som
bliver hårdest ramt – og heller ikke for vores egen del af verden. Hvordan vil
det forandre vores liv? Kan vi overhovedet ændre vores livsstil i en grad, der
gør en forskel?
Jeg er
bekymret for klimaet og fremtiden, men jeg er også bekymret for hvad klimabekymringerne
gør ved vores børn, og ja også os voksne.
Jeg oplever en generation af børn, som er alt for bekymrede. Som reelt er bange
for om der er håb og om der overhovedet er en fremtid for dem. Jeg oplever
børn, der er super bevidste om miljø og forbrug, men som samtidig jo ikke kan
overskue alle de dommedagsscenarier de bliver præsenteret for.
Min egen søn
deltog i en klimademonstration sidste efterår, og på det skilt han havde
skrevet, stod der: ”Mine børnebørn kommer ikke til at vide hvad Nordpolen er!”.
Det er jo dommedagsretorik! Og det er altså ikke for børn! Jeg ved ikke om det
er for nogen. Det tror jeg egentlig ikke.
Hvor meget jeg end anerkender Greta Thunbergs evner til at mobilisere en
ungdomsgeneration og sætte klima på dagsordenen, og selvom det slet ikke er i
orden at håne hende fordi hun er et barn, så må jeg altså også sige, at jeg synes
det er skadeligt, når hun siger: ”Jeg vil ikke have jeres håb. Jeg vil
ikke have, at du er håbefuld. Jeg vil have dig til at gå i panik. Og
handle som om dit hus brænder ”.
Men hvad så?
Hun har jo ret i, at der er grund til bekymring og at der er brug for handling.
Men hun har ikke ret i, at vi ikke har brug for håb. Vi har så sandelig brug
for håb og vi har også grund til håb. Og måske er det, den grund til håb, vi
som kirke er forpligtet på at blive ved med at pege på – i dag.
”Vær ikke bekymrede” siger Jesus. Som om det var et svar på alting. Eller som
om det er noget man kan beslutte sig for. Der er da masser af ting vi kan og
skal bekymre os for. Er det ikke i bund og grund det der adskiller os for
dyrene. At vi ikke bare kan lægge os henslængt i sofaen og spinne eller snorke,
alt efter om vi er en kat eller en hund og bare være der.
Uden at bekymre os om det der skete i går, uden at bekymre os om det der skal ske i morgen, uden at bekymre os for vores næste. Det er et dyreliv. Det er ikke et menneskeliv.
Det kan være
godt, og brugbart at lære at være mere tilstede i nuet, som en kat – eller som
himlens fugle og markens liljer, som bare er. Det er der nogle af os der bruger
meget tid på at øve os i, vi dyrker mindfullness, går til meditation, går i
skoven eller unplugger os selv, for at undgå stress og overophedning af vores
sind. Og man kunne godt høre dagens
tekst ind i den sammenhæng. Vær ikke bekymrede. Hver dag har nok i sin plage. Lev
i nuet.
Hører man Jesu ord sådan, er det smukt – men også vildt provokerende – eller
bundnaivt. Det har ikke sin gang på jorden – hverken i forhold til private
udfordringer eller i forhold til de udfordringer vi står over for i forhold til
klimaforandringerne.
Også Jesus selv bekymrede sig jo. Han bekymrede sig for de fattige og syge, han
bekymrede sig for dem der var uden for fællesskabet. Og han bekymrede sig for
de bekymrede.
Jesus bekymrer sig for os der er tynget af bekymringer. Men for at forstå, hvad han egentlig bekymrer sig for, må vi høre det rigtigt. Hos Jesus er bekymringens modsætning ikke ubekymrethed eller tankeløshed. Det modsatte af bekymringer er hos Jesus, tro.
Det er tro
og tillid til at Gud holder sit løfte til os, at vi er hans børn og at han er
med os alle dage, uanset hvad der sker. Det er tillid til at Gud giver os, hvad
vi har brug for. Vær ikke bekymrede for jeres liv, siger Jesus, men lev i
tillid til at Gud tager hånd om jer og hele sin skabning.
At se på markens liljer og himlens fugle, skal give os blik for at lære leve
med det rette perspektiv på livet og i dén øvelse er det netop ikke mit selv og
mit eget jeg, som er i centrum. Helvede er ikke de andre (selv om Sartre sagde
det). Helvede er at være overladt til sig selv og sin egen evne til at forandre
og skabe lykke.
Måske er det
også et helvede at være overladt til selv at handle, som om vores hus brændte.
Uanset hvor meget vi sorterer vores affald og undlader at flyve, uanset hvor
store politiske indgreb vi laver for at ændre vores livsstil og sikre en
bæredygtig fremtid, så er der meget vi ikke har magt over. I vores eget liv og
i økosystemet.
Betyder det, at det kristendommen har at sige i forhold til de
klimaudfordringer vi står overfor, er, at vi ikke skal bekymre os! Er det
virkelig sådan at vi kommer i kirke her i dag, oven på et ophedet klimatopmøde
i FN, og bare får at vide, at vi skal lægge bekymringerne fra os, og overlade
det hele til Gud? Nej, tvært imod.
Skulle kirken ikke om nogen være det sted, hvor vi forpligter os selv og
hinanden, på at passe på skaberværket? Skulle kristne mennesker ikke om nogen,
være indstillede på at afstå fra privilegier, reducerer vores eget forbrug og
arbejde for en bedre fordeling af verdens ressourcer. Jo, det tænker jeg da.
Det er svært at læse evangeliet på andre måder. For vi ved jo, at det
meningsfulde liv, ikke er afhængig af en ny bil, kjole nr. 15 i skabet eller en
storbyferie mere til New York. Det meningsfulde liv er mere Gud, mere fællesskab
– og mindre mammon.
Kirken er også den stemme, der skal tale op imod panik, dommedagsretorik og
indgyde håb, for vi tror der er grund til håb. Og det håb skal vi være med til
at plante i verden. Ikke alene har vi brug for håb, vi har også grund til håb. Vi
skal gøre alt hvad vi kan, vi skal gøre os umage med at være ansvarlige
mennesker – og så skal vi turde have tillid til at hele verden og alt hvad den
rummer, havets fisk, himlens fugle – og vi mennesker, som er mere værd i Guds
øjne end noget andet, at vi lever i Gud. Det er håbet.
Det var Mark Twain der sagde: ”Vi drukner ikke vores bekymringer. Vi giver dem
svømmeundervisning”. Når Jesus siger ”Vær ikke bekymrede”, så er det for os
give vores bekymringer fast grund under fødderne, så vores bekymringer ikke får
lov til at svømme rundt og ødelægge vores sind, men at de i stedet bliver lagt
i jorden, så Gud kan lade noget spire og gro. Det er håbet.
De gamle så op mod himlen, når det havde regnet og solen igen brød frem. De så regnbuen, som Guds store underskrift i universet. Løftet om at vi er forbundet i al evighed. Gud og mennesker. Altid.
Gud har ikke givet os sit løfte i panik. Han har givet os det i håb. Det håb, som vi ikke selv kan dirigere og forme, men som vi kan stå på – og som vi kan gå på. Gå ud i livet, og ind i kampen. Der er en verden til forskel på at gå i panik, eller gå på en grund af håb. Så hjælp os Gud!