Midfaste søndag, Text: Joh 6,1-15
”I dit ansigts sved skal du spise dit brød”, sådan sagde Gud Herren til Adam, da han blev sendt bort fra paradisets have.
Helt fra begyndelsen og lige så længe der har været mennesker på jorden, har vores daglige og mest grundlæggende mad, bestået af brød. Vi har tidlige beretninger om agerdyrkere og fremstilling af brød.
Brødet er en del af Guds skaberværk, og på mange måder en hel fundamental struktur eller fortælling om hvordan vi lever af Guds gode gaver: Kornet der gror på marken og bliver til brød på vores bord. Vi sår og høster kornet, som bliver til mel i vores hænder. Vi ælter dejen og lader den hæve. Vi former brødet og bager det i ovnen. Vi sætter brødet på bordet og deler det imellem os, så vi bliver mætte. Et godt brød fylder køkkenet med en duft af tryghed og varme. Det dufter og smager og mætter.
Så, det er ikke tilfældigt at det netop er brødet der blevet et billede på Kristus selv. Netop i brødet får vi en smag af Kristi fylde og nødvendighed.
I dag hører vi fortællingen om dengang Jesus velsignede fem brød og to fisk, og delte det, så der blev mere end mad nok til 5000 mænd og deres familier. Som oftest i Johannes Evangeliet, er det et tegn, der vil fortælle os noget mere – end blot det. Det handler ikke bare om det mad der forgår, men om det mad der består til evigt liv. Altså, Jesus selv.
Folkemængden forstod det ikke. De var så begejstrede for det mirakel de så. De ville gøre ham til ”Brødkonge”. Tænk sig at have en konge, der kunne skaffe mad til sit folk bare ved at række hænderne mod himlen– de ville kunne undgå at skulle arbejde for brødet i deres ”ansigts sved”.
Disciplene forstod det heller ikke. Heller ikke da Jesus udlagde tegnet for dem, efterfølgende: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den der tror på mig, skal aldrig tørste.” – og ”Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden”. De forstod det ikke! Hvordan kunne Jesus være et brød?
Umiddelbart kan de virke sådan lidt tungnemme. Vi der er vokset op med bibelfortællingerne, er vant til at høre om Jesus forbundet med brød, og egentlig er det jo et ret enkelt og ligetil billede. Men, selvom billedet er enkelt og ligetil at forstå– så indeholder det samtidigt hele mysteriet. Det mysterium, som ikke kan forstås, men må gribes i tro. Hele mysteriet om hvordan Gud blev menneske. Hvordan Guds ord blev kød og tog bolig iblandt os. Hele mysteriet om hvordan det høje er forbundet med det lave.
Når det i Johannes Evangeliet igen og igen understreges at Jesus er livets brød, så er det for at give os et håndgribeligt tegn på at Den højestes Guds søn, har forbundet sig med det mest grundlæggende/jævne/nødvendige i vores jordiske liv, nemlig brødet. Et tegn på at Jesus er nærværende i vores jordiske rugbrødsliv.
Da Jesus stod overfor de mange mennesker, så tog han brødene, takkede og delte ud til dem. Sådan står der hos Johannes, og vi kommer til at tænke på nadverordene: ”Så tog han brødet, takkede og brød det, gav sine disciple det”. Og det er også meningen. Bespisningsunderet og talen om Jesus som livets brød, er Johannes evangeliets nadverberetning. Han takker for brødet, velsigner det, bryder det og deler det ud.
Nadverinstiftelsen som vi kender den, findes næsten ordret i Markus, Matthæus, Lukas og hos Paulus. – men ikke hos Johannes. Men skal vi forstå, hvad det betyder at Jesus er livet brød – og skal vi forstå hvad det betyder at han deler brødet med os, så er det selve nadverens sakramente det handler om.
Luther gennemgår nadveren med forklaringer i sin lille katekismus. Luthers lille katekismus er en af Folkekirkens fem bekendelsesskrifter. Luther skrev den under reformationen. Det er et lille skrift, hvor han kort sammenfatter den kristne tro og lære, så den bliver tilgængelige for såkaldt helt almindelige menneske. Før hen var det almindeligt at konfirmander blev undervist ud fra den lille katekismus og det var også almindeligt at præsten brugte den som udgangspunkt for mere undervisende prædikener i en gudstjenestesammenhæng. Nu er det – mig bekendt – sjældent at man åbner Luthers lille katekismus. Men i dag vil jeg gennemgå noget af, hvad Luther skriver om nadveren.
Hvad er alterets sakramente? Spørger Luther og svarer: Det er vor Herre Jesu Kristi sande legeme og blod under brødet og vinen, og det er indstiftet af Kristus selv for os kristne til at spise og drikke. Når Luther skriver som han gør, må man forstå at han skriver ind i en diskussion om hvordan man skal forstå Jesu nærvær i nadveren.
Katolikkerne på den ene side der mente – og fortsat mener – at brødet og vinen bliver forvandlet ved indstiftelsesordene til Jesu legeme og blod. Det er derfor at katolikker behandler de rester der måtte være efter nadveren med den allerstørste respekt. For det er virkelig Jesu legeme og blod. Præsten tømmer bægeret med vin, og hvis der er noget af brødet tilbage, lægges det i en særlig boks i kirken. Her lyser en rød lampe, sådan at besøgende i kirken ved at Jesus er tilstede i brødet og sådan at de kan vise Jesu legeme ærbødighed.
En anden fløj i diskussionen om Jesu nærvær i nadveren, var – og er – de reformerte, med Zwingli der forstod nadveren som et rent mindemåltid: Vi deler nadveren for at blive styrket i troen. Jesus er kun tilstede, som minde. En anden af de reformerte frontfigurer Calvin talte om at Jesus er tilstede i ånden, og at vi som sådan i nadveren har et åndeligt fællesskab med Kristus.
Luther lægger sig midt imellem de to positioner. Brød og vin forvandles ikke, som hos katolikkerne – men brød og vin er heller ikke alene symboler. Luther skriver: ”Det er Jesu sande legeme og blod under brødet og vinen, indstiftet af Kristus selv”. At det er Jesu sande legeme og blod, betyder at Luther i lighed med katolikkerne, fastholder at Jesus virkelig er tilstede i skikkelse af brød og vin, når vi fejrer nadver.
Luther vægrer sig ved at tale om brød og vin, alene som billeder på Jesu nærvær. Det kan være svært at forstå for os. Man kommer jo ikke uden om at det er billedsprog. Men det der er Luthers anliggende her, er at understrege, at indstiftelsesordene ikke bare er vidnesbyrd om en historisk begivenhed – så nadveren bliver rent mindemåltid – men at de også er nutidig tiltale – altså at Jesus er nærværende i nadveren og tiltaler os og deler sig selv med os idet ordet lyder for os – og idet vi deler brødet og vinen.
Det er Jesus selv der deler brødet ud til disciplene – brødet er altså ikke direkte identisk med Jesus. Det er sagt, at man kan forstå brødet og vinen, som pant på at han, hver gang der fejres nadver, vil være til stede iblandt os – og i os. For os lutheranere varer Jesu nærvær i brød og vin, sålænge nadverfejringen varer. Efter nadveren er Jesu nærvær ikke specifikt bundet til brødet og vinen. Det er ikke forvandlet. Uden ordet og handlingen, er det bare brød og vin.
Jesus er ikke kun nærværende i nadveren. Det særlige ved nadveren er, at dér har vi pant på hans nærvær. Når vi samles omkring nadverbordet, gør vi det i forvisning om Jesu nærvær. Det har vi pant på. Pantet er brød og vin. Begge dele er en del af Guds skaberværk. Kornet der vokser og bliver til brød – som vi spiser af hver dag og som vidner om Jesu nærvær i hele skaberværket – Når brødet indstiftes og vi deler det ved nadverbordet, bliver det pant på Jesu nærvær i nadveren. Ikke som magi og hukus pokus, men som et nærvær der realiseres og virkeliggøres når vi mennesker mødes om nadverbordet, og deler brødet og vinen med hinanden. Ikke bare som tegn på det Guds rige der skal komme, men også som virkeliggørelse af Guds rige lige nu. Og det forstår vi heller ikke – for det er et mysterium der kun kan begribes af troen. Der er ikke andet for, at må gøre det igen i dag, som man har gjort det i generation efter generation før os. Vi må mødes omkring nadverbordet, og dele brød og vin, som pant på Jesu nærvær.