Dommedag i dag

24. søn. eft. trin

Tekst: Joh. 5.17ff

 

November er upopulær. Den er længere – sådan føles det, i hvert fald. Den er mørk og vejret trist. Der er ingen formildende omstændigheder i november. Inge helligdage at lune sig på. Ingen særlige traditioner vi samles om. Okay, vi har Mortens aften – men det er sådan lidt en pjattet ting, med en forvirret mand og nogle gæs – Nej, vi går ind i november, helt uden forventninger til, at den kan føre noget godt med sig. Bladene er efterhånden så visnede og forkrøblede, at det kun er de mest sejlivede der stadig hænger fast på træerne. Nogle dage går kulden og naturens tristesse gennem marv og ben. Vi pakker os ind i uldtrøjer og halstørklæder, og det er mørkt både når vi står op, og når vi går i seng.

November er upopulær, men måske er den bedre end sit rygte.
I hvert fald er der noget afgørende over november. Den insisterer på noget væsentligt og får os til at stoppe lidt op. Vi kan ikke undgå at få november ind under huden. Måske går den endda i blodet på os, nogen dage. Den stemmer sindet og minder os om, at livet er skrøbeligt, og noget vi skal værne om.

Der er noget karskt og ærligt over november.
En rå nøgenhed, og en ligefrem nøgternhed.
Træerne står der afklædte og nøgne.
Naturen renser ud.
November fælder dom.

November er upopulær, men jeg tror vi har brug for den.

 

Ild er både fascinerende og skræmmende. Der er ikke noget der kan samle os, som at sidde rundt om et bål udenfor en sommeraften – eller omkring en åben kamin en kold vinteraften. Vi drages mod ildens slikkende flammer. Vores øjne fyldes af varme og nærvær, og vores tanker rejser på eventyr. Ilden skaber fokus og vi samler os sammen – og omkring den.

Men ild er også vildt skræmmende. Den kan løbe løbsk.Den har stærke kræfter og kan sætte hen hel skov i brand. Der er noget helt ustyrligt og utilregneligt over ilden.  Vi drages af den – og vi frygter den.

I litteraturen – også i Bibelen – og i kunsten i det hele taget, findes der voldsomme billeder af ild. Ild er voldsom, fordi vi ved at man kan dø af den.  Ilden kan fortære og æde al ting op, så der ikke bliver andet tilbage end grå aske og ingenting.

Op igennem historien – og særligt i middelalderen, blev billederne af helvedes ild, brugt til skræk og advarsel og tolket som et helt konkret sted for straf og tilintetgørelse af fortabte mennesker.

Sådan forstår vi ikke længere betydningen af ild, men det betyder ikke at billedet af ild, er uvedkommende. Ild er både fascinerende og skræmmende.

Der er noget karskt og ærligt over ild.
En rå nøgenhed, og en ligefrem nøgternhed.
Når ilden har haft fat i noget, står kun det ædle afklædt og nøgent tilbage. Ilden renser ud.
Ilden fælder dom.

Ilden er ren.
Den er voldsom, og man kan brænde sig på den.
Det er helt uudholdeligt at opholde sig i ild, men det der står tilbage er det rene og sande og ægte.

Billedet af ild, minder os om, at der er noget der er ægte. Der er noget der er sandt og rent, og indimellem er det nødvendigt, at vi stopper op, og renser ud i alt det forlorne og falske, i alle de dårlige vaner og spørger os selv: Lever jeg et ægte liv? Og er mit liv, et liv der giver liv til andre end mig selv?

Ilden kan man brænde sig på, men jeg tror vi har brug for den.

Dommedagsprædikanter er en udskældt race – og det er da også en noget besynderlig tilgang til kristenlivet eller gudslivet, at forkynde dommedag. Men det betyder ikke at tanken om dommedag – og den evangeliske dom – ikke har noget for sig.

Der er noget karskt og ærligt over dommedag.
En rå nøgenhed, og en ligefrem nøgternhed.
Vi står der afklædte og nøgne.
Synd og skam og skyld og spildt liv renses ud.
Gud fælder dom.

Dommedagens horisont er, at noget kan blive for sent. Og det minder os om, at leve vores liv med en oprigtig vilje til at ville hinanden. Se og mærke og ville hinanden det bedste. Den stiller os under den horisont, at hver dag og hvert møde er afgørende. At vi ikke kan lade være med at træffe valg. Evangelisk dom skærper vores sans for, hvad der er til liv og hvad der er til død. Hvad der ægte og hvad der er falsk.

Dommedag giver paradoksalt nok, fornemmelse for både tyngde og lethed. Tyngde, fordi vi står til ansvar i dette liv.Lethed, fordi vores livs udsigt er længere end det vi kan ane – horisonten er evigheden. Og det skærper bevidstheden om foreløbighed og flygtighed i vores liv med hinanden.

Tanken om dommedag konfronterer os med, at vi ikke er herre over tiden. Det er Gud! Og det er nåden, at vores tid står under evighedens horisont. Ikke bare sådan at tiden afløses af evigheden, men sådan at evigheden er indskrevet i tiden, og gennemlyser os med en ægthed og ærlighed.

Dommedag er hver dag.
Dommedag er i dag.

Det er nu vi står til ansvar for vores liv.
Det er nu dommen fældes og gudslivet folder sig ud, når vi har syn og sans og hørelse for Guds ord.
Dommedag betyder, at vi nogen gange må stoppe op, og gå en anden vej. Foretage nogle valg, vi ikke har lyst til, men som er nødvendige, for at vinde livet tilbage.

Dommedag er barsk, men jeg tror vi har brug for den.

Vi er tit vores egen værste dommer. Slår os oven i hovedet med alt det vi ikke er gode til, eller alt det vi ikke får gjort, eller alle de gange vi har svigtet og fejlet.

Vi er også tit slemme til at dømme hinanden. Nogen gange helt urimeligt, og uden at ane hvad der er gået forud. Vi dømmer endda mennesker vi slet ikke kender, eller dømmer hinanden ude, uden den fjerneste form for tålmodighed eller vilje til at sætte sig i den andens sted.

Det er ikke vores egen eller andres dom, der tales om i evangeliet. Guds dom. Evangeliets dom er anderledes.

Fordi Kristus er dommeren, kan dommen rumme vore fejl og svigt, uden at det medfører at vi dømmes ude. Kristus er både den som tog vores dom på sig, og den som dømmer os. Med Kristi dom falder vi ikke ud af gudslivet, men kan leve vores liv i spændingen mellem dom og nåde. Og det er nåden, at vi står under evangeliets dom, og ikke vores egen eller andre menneskers.

Guds ord rækkes til os, og kan forandre os. Det har forandringens kraft, og den sandheds dybde, som i øjeblik giver os en ægte indsigt i os selv og hinanden. Den indsigt, kan vi ikke finde i os selv – det er ikke et spørgsmål om selvudvikling, eller coaching eller mental træning. Det er en gave, som vi får fra Gud – og som vi må dele med hinanden.

Det er Guds lys, der gennemlyser os, og gør os transparente, så vi kan være lys for hinanden.

Gudslivet er et liv, hvor vi har skærpet sans for at livet er meningen, og at vi må møde hver ny dag med taknemmelighed og ydmyghed. Og at vi må møde ethvert menneske med kærlighed.

Gudslivet er at vi er udleveret til hinanden og at det er afgørende for, hvordan vi lever vores liv.

Gudslivet er, at Gud giver os nyt liv, hver morgen, og nye muligheder hver gang, vi er løbet tør.

Gudslivet er muligt for os, fordi vi står under Kristi dom, og mødes af det evangelium, som gennemskuer os, og gennemlyser os, og giver os selvindsigt, så vi får mod til at være mennesker, og møde hinanden usminkede og ægte.

 

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *