20. søndag eft. trinitatis
”Spurgt?”, sådan formastede en af mine sønner sig til at sige til mig forleden, da jeg var ved at fortælle noget – synes jeg selv – både spændende og vigtigt.
”Spurgt?”, sagde han
Det skulle han ikke have sagt, for jeg sprang bogstaveligt talt i luften af bare raseri. Mage til uforskammethed. Havde jeg været forælder for et par generationer siden, var det nok endt med en stuearrest eller anden form for afstraffelse, men i 2023 sætter vi os ned og taler om det i stedet. Altså når vi er faldet lidt ned. Vi taler om, hvorfor det er meget provokerende at møde den anden, med sådan form for ligegyldighed.
Da jeg var ung, sagde vi ”Skulle du spørger fra nogen?”, eller ”hvem har ringet dig op?” og det var ikke spor bedre. For børn er det vel oftest, lidt for sjov, og en måde at spille smart på. Der menes ikke noget ondt med det – men det er alligevel værd at lære sine børn, at sådan møder man ikke hinanden. At der ligger en grad af afvisning i ligegyldigheden, som er både sårende og ødelæggende.
Når min mor siger: ”Jeg har brug for din hjælp”
Når min mand siger: ”Jeg elsker dig”
Når min veninde siger: ”Jeg savner dig”
så kan jeg ikke svare med et ”Spurgt” eller møde det med ligegyldig tavshed
Men det er præcis den ligegyldighed, der er er kommet med til bords til kongens fest.
Ligegyldigheden sidder der, uden bryllupsklæder på, og da kongen høfligt henvender sig til ham: ”Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?”, kigger han bare tomt på ham og siger ”Spurgt?” – eller han siger ikke noget. ”Han tav”, står der.
Ikke fordi han blev mundlam eller slet ikke vidste hvad han skulle sige. Nej, han tav fordi han var ligeglad. Ligeglad med kongen, ligeglad med festen – ligeglad med alt det der var at glæde sig over.
Og ligegyldigheden, den ondsindede ligegyldighed som er både sårende og glædes-nedbrydende, den er der ikke plads til i Guds rige.
Hvem er han, ham uden festdragt?
Det er åbenbart ikke hvem som helst, for hvem som helst blev inviteret med.
Det er åbenbart heller ikke en ond mand, for både onde og gode blev inviteret med.
Det er åbenbart ikke én der havde grimt og beskidt tøj på, for alle fattige, forhutlede udskud var inviteret med.
Hvem er han, ham uden festdragt?
Paulus taler om at “iklæde sig Kristus”. Og måske handler det ikke om, at gæsten ikke ville tage den festdragt på, som han inden festen havde fået stillet til rådighed af værten. Men det handler om, at han ikke ville ændres, ikke forvandles eller omskabes. Han var uimodtagelig overfor glædens forvandlende kraft.
I skal iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd – står der et andet sted hos Paulus. Guds kærlighed ifører dig det nye menneske, så du, befriet fra ligegyldighed og egoisme, og kan få lov til at være dig selv. Være den, som er skabt i Guds billede. Være det Guds barn, du blev døbt til at være.
At være iklædt Kristus gør os ikke til en anden end den vi er. Det er ikke en udklædningsdragt vi kan gemme os bag, der gør os pænere, sjovere eller frommere. At være iklædt Kristus gør os til et sandt menneske, der lever et sandt menneskeliv, med alt hvad det indebærer af sorger og glæder, samliv og ansvar. Det er en klædedragt der holder ligegyldigheden ude.
Hvem er han, ham uden festdragt?
Måske er det ikke bare én mand der svarede kongen med ligegyldighed. Måske er det nærmere det i hver enkelt af os der svarer med ligegyldighed, der ikke er velkomment i Guds rige. Alt det i os, der modarbejder livets godhed, glæden – og som bare har nok i os selv. Ligegyldigheden i os.
Gud insisterer på sin kærlighed til os mennesker, selv under de mest umulige forhold. Han inviterer og insisterer og bliver ved igen og igen, på nye måder og i nye former. Han kan ikke andet, fordi han selv er kærligheden, som der står i Bibelen. Den kærlighed der aldrig giver op.
Men der altså noget der ikke kan rummes i Guds rige – i kærlighedens rum – og det er alt hvad der vil begrænse godheden, Guds storsind – alt det som har nok i sig selv. Ondskaben selv. Ligegyldigheden selv. Det der lader hånt om håbet. Det der svarer på glæden med ligegyldighed.
Ligegyldigheden er ikke alene sårende. Den er også ødelæggende og så er den værst af alt forvandlingsresistent. Og forvandling er selve Gudsrigets dna.
Gudsriget er de møder, hvor der er plads til håbet. Det er der hvor man får en chance til. Der hvor vi ser på hinanden med tillidsfulde øjne. Der hvor der er grobund for nye indsigter og større erkendelser.
Gud kalder os – og vi må lade os forvandle i mødet med Gud. Vi må turde lade livet formes i os af Gud, som leret i pottemagerens hænder. Ikke for at blive en anden, men for at leve sandt og helt. Forvandlet i Gudsriges kærlighed.
Bibelen er fuld af billeder på forvandling. Gud viser sig igen og igen som én, der former og ændrer verdenen. Når Gud møder et menneske, så sker der en forandring eller en forvandling.
Som festen vi hører om i dag.
Fortællingen om kongen der inviterer til fest og som oplever mere end almindelig stor modstand, er en fortælling om en konge der bare VIL holde fest. Koste hvad det vil. Der er ingen der skal få lov til at forhindre ham i at invitere alle dem han vil.
Kongen er et billede på Gud, og Gud insisterer altså på at alle skal kunne være med til livets fest i Guds rige. Ingen modstand er for stor, ingen pris for høj, ingen forhindringer for svære for Gud.
Guds rige skal ikke forstås som et sted – det er nok mere præcist at tale om Guds rige, som et rum eller en tilstand af Guds kærlighed. Det er ikke et sted, men nærmere et rum for forvandling – der kan finde steder alle steder, i alle møder og svære situationer.
Gud har i sin søn vist os, at der ikke er noget mørke han ikke har gennemlyst, selv døden har han overvundet. Og det betyder at vi må tro, at den kærlighedens forvandlende kraft gælder alle vores livs forhold.
Der er ingen steder, situationer eller mennesker, hvor der ikke kan ske en forvandling.
Og det håb og den tro må vi hjælpe hinanden med at holde fast i, både når vi selv står i noget der er tung eller svært at se sig ud af – og som kan få os til at resignere tavst i ligegyldighed og modløshed
– og når verden brænder og ondskaben raser som i foragt for menneskeliv og Guds skaberværk. Når vi konfronteres med den ligegyldighed og det syge had, der slår tusinder af mennesker ihjel, tæppebomber civile og bruger uskyldige som skjold – så skylder vi, der stadig lever, ikke at miste håbet om forvandling. Så skylder vi alle ofrene at holde fast i håbet om fred, og ikke blive ligeglade og kyniske.
Gud kalder os og giver ikke op. At følge ham, kan ikke være andet end at følge med ind på kærlighedens vej. Det er ham, den korsfæstede og livsudfoldende kærlighedserklæring, vi som kirke tror på, og at følge ham er, at troen når ud i alle afkroge af verden – når ud i kroppen på os. En tro med hjerte, mund og hænder
Og vi skal ikke at famle i blinde. Kristus, der kalder på os, er gået i forvejen. Han har gået stien ud til de svageste iblandt os, De glemte og oversete, de besværlige, de belastede, de syge og de sørgende. Kristus har gjort sig til ét med dem i en sådan grad, at det i dem, er ham, vi møder. Og må vi aldrig møde ham med ligegyldighed.