17. søndag efter trinitatis
På den sociale Højskole er der groft sagt tre typer: 1) Dem, der vil redde verden, 2) Dem, der elsker love og regler og bare hurtigst muligt ønsker sig magt over andre mennesker, og 3) Dem, der selv er en eller anden slags offer. Sådan definerer Lotte sig selv og sine medstuderende.
Lotte var mest en etter, altså typen der ville rede verden, men det var slet ikke som hun havde forstillet sig. Hun bliver socialrådgiver og brænder for det. Brænder for de mennesker i systemet hun skal redde. Arbejdet fylder meget i hendes liv. Indimellem kan hun slet ikke slippe det. Hun vil så gerne gøre en forskel for i de sager hun har på sit skrivebord. Og så er hun kæreste med Michael. Har veninder, går til sommerfester, har overblik – og navigerer i tilværelsen med overskud, eller sådan bliver hun i hvert fald oplevet, som et menneske i nogen lunde kontrol.
Indtil en dag, hvor hun pludselig ikke har noget af det mere. Hun mister sin kæreste. Hun mister sit job. Hun mister fuldkommen fodfæste.
Hun kender systemet ud og ind, som socialrådgiver – men nu er det hende der sidder på anden side bordet, sammen med alle de andre, som på en eller anden måde kæmper for at finde deres plads i samfundet. Nu er det hende der bliver talt til, i det systemsprog, som ikke altid passer til virkeligheden.
Når hun ser sig selv med socialrådgiverens øjne, så kan hun godt se, at hun er arbejdsløs, drikker lidt for meget, er alene, uligevægtig og ustabil – men hun ved selv, at hun også er så meget andet. Hun er stærk, dygtig, omsorgsfuld og sjov. Og hun græmmer sig over hvordan mennesker bliver forskelsbehandlet – som om hun nu grundlæggende har fået mindre værdi, fordi hun sidder et andet sted. Der er en verden til forskel på at være på den ene eller den anden side af bordet. Det vidste Lotte egentlig godt, men nu mærker hun det på egen krop.
Hvis I er interesserede i hvordan det går Lotte, kan I læse Katrine Marie Guldagers bog: Endnu en dag i Guds skaberværk.
Jeg tror det Lotte lærer, minder om den form for ydmyghed Jesus taler om, når han siger: Sæt dig ikke øverst ved bordet.
Det at kunne sætte sig i andres sted. Det ikke at se ned på mennesker, der ikke har fået de samme muligheder som én selv. Det at forstå, at det også – og lige så godt – kunne have været mig, der var havnet i en situation af underskud og modløshed. Det er grundlæggende det, ydmyghed handler om. At vide at alt hvad vi har og kan, er noget der er os givet.
Ydmyghed er et lidt forkætret ord. Som en udgave af jantelovens: Du skal ikke tro du er noget.
Nogle har det billede kristendommen at det menneskelige ideal er at man skal gøre sig selv mindre. Mange forveksler ydmyghed med selvudslettelse, men det er en perverteret form for ydmyghed. Det er slet ikke den Jesus taler om, som et ideal eller en dyd for menneskelivet. Nej, vi skal ikke være selvudslettende eller undlade at gøre os selv gældende i de sammenhænge vi er en del af.
Tænk bare på Paulus. Han kendte udmærket sit eget værd. Han var meget bevidst om at han fået en særlig opgave fra Gud, men også særlige evner. Han satte, med Jesu ord, ikke sit lys under en skæppe. Ydmyghed i kristen forstand, handler ikke om at slå sig selv oven i hovedet med at man ikke skal tro man er noget, men nærmere om at vi skal bøjes os for, at vi har fået tilværelsen givet som en fælles gave – og Ikke som noget vi kan holde for os selv.
Vi kan ikke bare erobre de bedste pladser ved bordet og nøjes med at tænke på at vi selv sidder godt. Ydmyghed er at have blik for næsten. Se næsten som lige så værdifuld og berettiget til en plads, som en selv.
Ydmyghed gennemsyrer hele måden, vi taler om og til hinanden. Ikke sådan at vi skal bøje hovedet for magtens elite eller dem der på en eller anden måde er noget ved musikken – men vi skal forholde os til andre, lytte til andre og være åbne for at skabe et godt liv sammen.
Forskelle mellem rige og fattige, forskelle mellem velbegavede og mere enfoldige, forskelle mellem at være den der sidder på den ene og den anden side af systemets bord er forhold, som meget let kan skabe afstand og splittelse. Vi har så let ved at ikke bare at bruge den plads vi har fået til glæde for andre, men at komme til at misbruge den for at gavne vores egne interesser.
Det gælder om, siger Paulus flere steder at holde sammen i enighed og kærlighed, og derfor skal vi lære, at have Kristi ydmyge sind over for hinanden.
Ingen har ydmyget sig som Guds søn har gjort. Han gav afkald på guddommelig ære for at tjene og frelse menneskene.
Og det er den målbevidste ydmyghed, der er forbillede for os. Ingen har gavn af en ydmyghed, som kun viser sig i fromme fagter og har det skjulte ønske at blive set og beundret.
Men den ydmyghed, der tilgiver, bærer over med, giver plads til og tjener de andre med ligefrem selvfølgelighed, er med til at styrke fællesskabet og gøre os duelige til at tjene verden efter Kristi eksempel.
Ydmyghed er et nøgleord i kristendommen, og ydmyghed rimer ikke på selvudslettelse, som nogle fejlagtigt tror. Slet ikke. Ydmyghed rimer snarere på ord som taknemmelighed og ligeværdighed.
Det er ydmyghed over for menneskers ligeværd, når Jesus spiser – ikke alene sammen med toldere og syndere og fattige – men også som her – farisæere, som dengang var en del af samfundets elite. Jesus gør ikke forskel. Alle mennesker, både fattige og rige, enfoldige og veluddannede, kan han sidde til bords med. Når vi i dag læser om farisæere, så tænker vi på dem som bad guys, men sådan var det ikke på Jesu tid. Da var det mennesker man lyttede til, som havde stor indsigt og magt. Jesus var meget kritisk overfor farisæerne, men alligevel valgte han altså at spise middag med dem. Han var ikke optaget af at give folk prædikater eller sætte skel. Han var slet og ret optaget af mennesker – og giver os det forbillede, at han kan være sammen med både høj og lav. At Guds kærlighed kan spire og gro alle steder.
Det er ydmyghed når vi i taknemmelighed lovpriser Gud som vores skaber. Den Gud som giver os dagligt brød, og som lader kornet spire og gro. Gud som er den livgivende magt bag alt der bærer frugt – både i naturen og i fællesskaber. Når vi takker Gud for alle gode gaver, for alt godt og frugtbart der vokser i jorden og imellem os – så gør vi det i erkendelse af at det er Gud der giver væksten.
Livet er dybest set ikke op til os, og det har vi brug for at blive mindet om igen og igen, for vi kommer så let til at overanstrenge både os selv og jordens ressourcer – i forsøget på at erobre verden til gavn for os selv.
Dietrich Bonhoeffer – tysk teolog og præst – skriver et sted. “I hverdagen går det sjældent op for os, at vi får en hel del mere end vi giver, og at det kun er med taknemmelighed at livet bliver rigt”.
Det er kun med taknemmelighed at livet bliver rigt! Er det sandt – er taknemligheden virkelig så stærk en kraft eller livsindstilling at den kan forvandle vores liv fra gråt til farvet?
Der var engang én der opfordrede mig til hver aften at finde tre konkrete ting fra dagen at sige Gud tak for. Det var en god opfordring, for den form for rutine kan øve os i at fokusere og blive opmærksomme på alt det gode og smukke vi har i vores liv: Markens blomster, mad på bordet, familie, gode venner, betænksomme naboer, meningsfulde opgaver, venlige forbipasserende eller noget helt andet – og det er også en øvelse i at sige alt hvad jeg har, det har jeg fra Gud. Taknemmelighed og ydmyghed overfor livet hænger stærkt sammen.
Så jeg giver opfordringen videre – når du går i seng i aften, så brug lidt tid på at finde tre konkrete ting, som du vil sige Gud tak for.
Det er dybest set derfor vi holder høstgudstjeneste – for at takke Gud for alt det daglige brød og liv, som ikke er selvfølgeligheder, men Guds gode gaver til os.
At være menneske, når det er godt, er at være del af noget større. Den der, som vi siger, hviler i sig selv, hviler underligt nok altid i noget andet og mere end sig selv. Som kristne tror vi det er Gud selv. Ydmyghed er ikke selvudslettelse, men at hvile troen på at vi er skabt og elsket af Gud, ligesom vores næste også er det. Og når vi besinder os på vores næstes ligeværdighed og på Guds kærlighedskraft i taknemmelighed, så kan der ske det, at vi ikke har så travlt med at erobre plads til os selv, fordi vi hviler i troen på at vi allerede har en plads.