- søndag efter påske
De fleste af os har prøvet at gøre et andet menneske ondt.
Vi kan genkalde os skyldfølelsen eller skammen over virkelig at have været fej i forhold til en, vi holdt af – når vi har gjort noget eller sagt noget, vi fortrød.
Hvordan rejser vi os fra det?
Hvordan kommer vi videre derfra?
Det er det, teksten i dag handler om.
Det er jo ikke en rigtig samtale, Jesus og Peter har. Det ligner mere sådan en form for dramaturgisk battle.
Fra påskens drama ved vi, hvad Peter gjorde. Han fejlede. Han pustede sig op og sagde, at han ville stå last og brast med Jesus – men det holdt ikke. Overhovedet.
Inden hanen galede havde han stukket halen mellem benene. Ikke bare én, men tre gange.
Han sagde: ”Kender ham ikke, ved ikke, hvad I snakker om, han har ikke noget med mig at gøre.”
Svigt, svigt, svigt.
Og nu, hvor påskens drama har lagt sig, og det er blevet hverdag igen, kommer Jesus altså til ham og siger: ”Elsker du mig mere? Elsker du mig? Har du mig kær?”
Tre svigt. Tre tilsagn.
Det er ikke svært at forestille sig, hvor svært Peter må have haft det.
Han har skuffet både Jesus og sig selv, og gjort alt det, han troede, han var for god til.
Han er så medtaget af skyld og skam og har slået sig selv i hovedet med det lige siden den fredag morgen. Han har svært ved at se Jesus i øjnene.
Han har svært ved at se sig selv i øjnene.
Men nu står de altså der overfor hinanden – og Peter kunne have kravlet i et musehul. Han føler sig så utrolig dum og fej – og som verdens største hykler.
Jesus har al mulig grund til at være skuffet over ham. Og han har absolut ingen gode grunde til at vise ham tillid eller give ham et større ansvar.
Alligevel er det præcis det, han gør.
Han tilgiver ham ikke bare med ord – han viser ham tillid og giver ham en opgave.
Han siger: ”Vogt mine får.” Dvs. være leder for kirken.
Peter siger: ”Ja, jeg har dig kær.”
Jesus siger: ”Vogt mine lam.”
Og det gentager sig tre gange.
Jesus viser Peter tillid og giver ham noget af det bedste man kan få, nemlig en opgave. Han får noget han kan vokse med – han vokser med opgaven. Jesus viser sin tilgivelse af Peter ved at give betro ham et ansvar.
Og det ansvar gør ham stærkere, hjælper ham til at rejse sig fra skyld og skam.
Vi kan spejle os i Peters svigt – men også i den tillid, Jesus viser ham. Og det er nåden at Peter får noget at vokse med.
Præsten Abbé Pierre blev ét af de første efterkrigsår i Paris kaldt hen til et nærliggende hotel, hvor én af hotellers gæster havde forsøgt at begå selvmord, men var blevet forhindret.
Abbé Pierre gik da ind til George, som manden hed. Han var en tidligere tugthusfange, som for nylig var blevet løsladt efter 20 års fængsel for i et øjebliks fortvivlet vrede at have slået sin far ihjel. Nu var han kommet ud, ”blevet fri”, men ingen, i hvert fald ingen i familien, ville have noget som helst med ham at gøre. Så hvorfor egentlig være her?
”Jeg talte med ham”, fortæller Abbé Pierre, ”men kunne se, at han havde én eneste tanke i hovedet. At komme af med livet. At begå selvmord.” – Da var det, ”fortæller Abbé Pierre, ”Emmaus-bevægelsen blev til.
I stedet for at sige: ”Du er ulykkelig, nu skal jeg sørge for dig,” sagde jeg lige det modsatte. Det eneste jeg med sandhed kunne sige til ham, det var: ”Du er frygtelig ulykkelig, og jeg har intet at give dig… Dagligt får jeg henvendelser fra folk, der har brug for hjælp. Jeg er så træt og jeg kan slet ikke overkomme at tage mig af det alt sammen.
Men du, som jo ønsker at dø, er ikke bundet af nogen ting, så kunne du ikke tænke dig at give mig en håndsrækning for at hjælpe de andre?”
Det var sådan, Emmaus-klunserbevægelsen for tidligere hjemløse og udstødte, startede.
Abbé Pierre fortæller, at da Georges efter talrige års samarbejde i klunserbevægelsen lå for døden, gentog han den samme sætning for Abbé Pierre, som han havde sagt til ham allerede den første dag:
”Uanset hvad du dengang havde givet mig, ville jeg igen have forsøgt at begå selvmord, for det, som jeg savnede, var ikke blot noget at leve af, men noget at leve for.”
(Fra Abbé Pierre og klunserne i Paris”, Boris Simon, 1964)
Peter, som stod optaget af sin egen fejhed og skyld, bliver – pga. den tillid Jesus viser – sat fri til at komme videre. Han får en opgave. Og det er noget af det vigtigste, man kan få, når man ligger ned: noget at vokse med.
Der er ikke noget der kan få os til at vokse som mennesker, som det at blive vist tillid og få ansvar. Vi kender det godt.
Befrielsen i at mærke at der er brug for én. At man ikke bare tolereres, men at man værdsættes.
Det er nåden, at nogen rækker ud efter en i tillid.
Det er som at løftes af mægtige hænder/ fra drukning i mørket til morgen blandt venner. – som vi skal synge om lidt i Hans Anker Jørgens salme
Det er som at løftes af mægtige hænder/ fra drukning i mørket til morgen blandt venner.
Hvordan rejser man sig fra skyld og skam?
Ikke altid ved at forsøge at tale sig ud af det, eller finde en forklaring
Men ved at få noget betroet.
Ved at nogen viser én tillid.
Måske har du selv prøvet hvor stor en velsignelse det kan være, at nogen viser én en tillid, som man ikke har gjort sig fortjent til?
Måske har du et menneske i dit liv, som har brug for netop det?
Ikke bare varme ord – men en opgave
Ikke bare hjælp – men tillid.
Ikke bare trøst – men noget at leve for.
Når vi får noget at vokse med, vokser vi med opgaven.
Det vidste Jesus.
Og det viser han os.
Nåden er, når vi har noget at leve for.