Skærtorsdag
Jeg har en svaghed for det TV-program, der hedder ”Forsvundne arvinger”, hvor en journalist og en arkivar går på jagt efter ukendte arvinger. Ofte er der ikke mange spor at gå efter. I sidste uge var afdøde en sygeplejerske fra Odense, som ikke havde nogen familie overhovedet. Han havde testamenteret sine ret mange penge til forskellige godgørende formål, men aldrig fået underskrevet dokumentet – og så gik jagten i gang for at lede efter ukendte arvinger. Nu skal jeg jo ikke afsløre alt i det program, men det endte godt, helt i afdødes ånd. Og jeg kom til at tænke på, at der er mange måder at efterlade sig et testamente på.
Min mands farmor havde gjort det meget specifikt. Hun havde, af et godt hjerte, skrevet bag på næsten alt, hvad hun ejede, hvem i familien der skulle have hvad. Så ingen var i tvivl om, hvilke kaffekopper, porcelænsfigurer og skabe der skulle tilfalde hvem – men det blev på den måde også lidt en tvangsarv, for smag og behag er jo som bekendt forskelligt.
Nogle vælger at skrive testamente for at bestemme, hvem der skal arve deres ejendele og værdier. Det kan give tryghed og sikre, at ens ønsker bliver fulgt. Mange får hjælp fra en advokat, så dokumentet er juridisk gyldigt og klart formuleret uden misforståelser for de efterladte.
Men én ting er den konkrete og fysiske arv, som vi kan stille på hylderne og have stående på bankbogen. Vi arver jo så meget andet fra vores nærmeste end lige det. I en mere omfattende forstand kan et testamente også oprettes i tale og handling. Man kan gøre sig umage med at sige, hvad man gerne vil give videre til dem, der bliver tilbage, når man selv er borte. Eller man kan gøre sig umage med at vise det. Rundhåndet give ud af det bedste, man har: milde gaver, milde blikke, gode ord og kærtegn.
Det sidste, man siger og gør, fæstner sig i erindringen hos dem, der lever videre.
Vi vælger ikke selv, hvordan vores sidste tid bliver.
Men lykkeligt er det, hvis det sidste man fik sagt, var et kærligt ord – og det sidste man fik gjort, var at smile til dem, man elsker.
Det kommer også til at stå som en slags testamente. Ikke på skrift – men i ord og handling.
Da Jesus opretter sit testamente, bliver der ikke skrevet en linje.
Det, han vil give videre til dem, han elsker, kan ikke sættes på formel i døde bogstaver.
Det er ikke et skrift, de skal arve. Det er ord og handlinger, der griber ind i menneskers liv.
Det er sådan, han opretter sit testamente den sidste aften, han lever: i ord og handlinger, der efterlader klare og stærke billeder i sindet.
Han samler dem, han elsker, til et måltid.
Det er det sidste, de skal sammen.
De skal spise. Sidde rundt om bordet.
Dele det, et måltid er: nydelse, fællesskab, livsmod – og dødsforagt.
De skal spise, drikke, tale, grine – og dele liv med hinanden.
Og det sidste måltid bliver et stærkt udtryk for, hvad det er, Jesus vil give videre til sine efterladte. Hvad de skal have i arv. De skal have det hele. De skal have ham selv og alt, hvad han har med.
Det er det, han viser.
Han rækker dem brødet og vinen og siger: Det er mig selv, I får.
Og han lægger sig på knæ og vasker deres fødder og siger: I er rene.
Det er det, han har levet for – og det er det, han skal dø for.
Han viser dem i ord og handling, at de skal arve alt, hvad der er hans.
At alt hans skal blive deres: Hans far. Hans tro, håb og kærlighed. Hans frimodighed og livskraft.
Det er det, han sætter i stedet for deres svigt og forræderi den aften, hvor de sidder der med våde fødder og blussende kinder efter vinen.
Og sådan opretter Jesus sit testamente skærtorsdag: Alt mit skal blive jeres, siger han.
Langfredag underskriver han testamentet med sit blod, og påskemorgen stadfæster hans far testamentets gyldighed – også for os – ved at lade ham stå op fra de døde.
“I er rene,” siger han.
Og det er vi jo ikke.
Vi er lige så svigtende og svage i troen, som mennesker altid har været.
Alligevel siger han: “I er rene.”
Og det er vi nu i hans øjne. Rene og frimodige mennesker i kraft af hans tilgivelse. Mennesker, der kan følge hans forbillede og gøre, som han selv ville have gjort. Gøre, som han selv gør, når vi nu har fået ham selv. Det er den tillid, vi bliver vist. Den tillid, han viser os. Den forpligtelse, der ligger i det testamente, han opretter.
Vi arver hans far, hans liv, hans tro, håb og kærlighed
Og det betyder, at vi også skal leve som det, han siger vi er: Hans arvinger, hans brødre og søstre, hans velsignede, børn af vores himmelske far.
Jesus har oprettet sit testamente og vist os stor tillid. Han har vist os et forbillede, som skal modarbejde berøringsangst og fremme fællesskab.
Og det kan vi ikke – ikke sådan som Jesus.
For vi er de mennesker, han deler brødet og vinen med.
Vi er de mennesker, der også har brug for, at nogen giver os en chance til. Og som har brug for, at nogen værdsætter og berører os.
Det er det særlige ved det måltid, som Jesus giver os.
Ingen sidder højere til bords end andre.
Når vi knæler her ved alteret, er vi alle lige.
Alle vores ideer om status og prestige bliver ophævet.
Og vi må erkende, hvor svært det er for os at leve sådan med hinanden.
Og derfor bliver måltidet her også en forsmag på det, vi længes efter:
Brødet og vinen som himmerigsmundfulde af det fuldkomne fællesskab i Guds rige.
Men her tager det sin begyndelse.
Lige her, når vi tager imod brødet og vinen, begynder alt, hvad han har givet os, at leve i os.
Det er testamentet, han efterlader os: alt, hvad han er, alt, hvad han har – det er vores.
Det betyder, at vi ikke bare kan modtage det – vi skal leve med det.
Vi skal dele det videre, tjene hinanden og vise den tillid, han har vist os.
Alt mit skal blive jeres, siger han.
Lad os tage imod det – og lade det fylde vores liv.
Ideen med at bruge testamentet som gennemgående tema, kommer fra Marianne Franks prædikenvejledning 2008