6. søndag efter påske
Der er lige udkommet en ny bog der hedder ”Ventesorg” om at leve i uvished. Jeg kendte ikke begrebet ”ventesorg”, men jeg er blevet opmærksom på at det giver mening at tale om det og at mange mennesker hver eneste dag lever i ventesorg.
Sorgen og det, vi venter på klarhed om, kan være vidt forskellige. Nogle venter på, at deres kære får fred eller at der kommer en behandlingsmulighed, andre venter på at få at vide, hvad der er sket med deres kære, som er forsvundet. Fælles for mennesker, der lever med ventesorg, er, følelsen af afmagt.
Forfatteren hedder Birgitte Behrendt og har skrevet bogen med afsæt i sin egen erfaring:
I sommeren 1992 forsvandt hendes bror sporløst et ukendt sted i udlandet. Han var rejst ud for at opleve verden som 28-årig, og forsvandt, og efterlod familien i uvished og det, som hun kalder ventesorg.
Der skulle gå 27 år inden de fik svar på hvad de var sket. Ved en fatal fejl havde politiet i Portugal lavet fejl med fingeraftrykkene i en drabssag i 1993 og først i forbindelse med at et TV-hold undersøgte en anden drabssag og fik aktindsigt, blev den dræbte identificeret som hendes bror. I 27 år levede familien altså med en uvished, der kastede store mørke skygger ind over deres liv.
Birgitte Behrendts historie mindede mig om, at der er virkelige menneskeskæbner bag de der populære true crime-serier, hvor seere og lyttere kommer tæt på gerningspersoner og ofre. Det må være hårdt at skulle dele sorgen og tabet med offentligheden, når man bliver reduceret til en spændende historie, som vi seere kan fascineres af og gyse over hjemme i sofaen. For det gør vi. Vi gyser og fascineres af historier om uopklarede sager og forsvundne danskere. Og det gør vi, fordi det er vores værste mareridt.
Når vi vinker farvel eller måske giver en krammer på stationen, så rummer det altid den afgrundsdybe mulighed for, at vi ikke ses igen. Det tænker vi heldigvis sjældent over. Hvis vi lader angsten for at miste vores kære begrænse os eller, lader vores liv styre af det værste der kan ske, så lever vi ikke længere i egentlig forstand. Og de fleste af os lever dag også med den grundlæggende tillid til livet og hinanden, at vi skal ses igen.
Ægtefæller kysser hinanden farvel om morgenen, og regner med at se hinanden igen om aftenen. Vi giver vores børn et kram og ønsker dem en god dag, i fuld tillid til at vi ses til aftensmad. Venner vinker farvel til hinanden og siger vi ses om en uge, eller vi ses om en måned. Kærestepar tager afsked med hinanden i lufthavnen, og er allerede begyndte at savne hinanden, inden flyet er lettet. Vi ses, siger vi – og det er oftest ikke et abstrakt håb, men en tillidsfuld tro på at det gør vi. Og det er der også et stort statistisk belæg for at vi gør.
Alligevel ligger der i enhver afsked, uanset hvor dagligdags den er, en afgrundsdyb mulighed for at vi ikke ses igen. Vi kan stikke af. Vi kan blive kørt ned. Der kan ske os noget, som gør at vi aldrig kommer tilbage. Og måske derfor, gør vi os umage, med at hilse af med hinanden. Vi krammer, vi giver hånden, vi vinker – vi siger ”kom godt hjem”, eller ”hav en god dag” – og måske gør vi det, fordi vi ikke ved om vi ses igen. Vi tror det, vi håber det, vi har tillid til det. Og med god grund.
Det er en ualmindelig dårlig start på dagen, hvis man er taget hjemmefra i vrede. Hvis det sidste man har gjort inden man smækkede døren, var at råbe ad sine børn eller vrænge irriteret af sin mand. De fleste af os har brug for lige at rede trådene ud inden vi siger farvel, eller i hvert fald: ringe sådan lidt op ad formiddagen og sige: Okay, jeg var måske lidt urimelig eller håber jeg vi er gode venner igen.
Hvis der er uløste konflikter imellem os, så vokser de sig større når vi ikke er i samme rum. Jeg tror de fleste af os har den slags konflikter i familien eller i hvert fald kender familier hvor der er. Der er sket et eller andet, sagt et eller andet for år tilbage som har gjort at man ikke længere kan være i stue sammen. Noget har gjort så ondt, at det ikke rigtig kan hele. Eller måske kan man næsten ikke længere huske den konkrete anledning til at det gik galt, men årene er gået og det er blevet for vanskeligt at bygge bro og kærligheden til den anden, er blevet erstattet af had eller ligegyldighed – og det kan man ikke bygge noget på.
Brudte familiebånd og ødelagte venskaber er forbundet med stor sorg. Det er de færreste af os der vil bruddet eller opsøger det bevidst. Vi ved sjældent om en samtale bliver den sidste. Både i de forhold, hvor vi mister kontakten – og i de forhold, hvor vi står overfor døden.
Vi tillægger tit de sidste ord stor betydning, men kun meget sjældent ved vi, hvornår et ord er det sidste. Sjældent forudser vi, at talte ord bliver de afskedsord, som siden vil huskes og endevendes. Blev det vigtigste sagt? Kunne det misforstås? Hvad mente hun med det?
Når vi sidder på dødslejet ved en elsket, er det på en måde ikke så svært hvad man skal sige. Det kan være der er noget vigtigt man gerne vil have sagt, men det kan også være at det vigtige bare er at man er der. Kærligheden imellem os, kan gøre ord overflødige.
Der ligger i afskeden – både den dagligdags, den med længerevarende perspektiver og i det sidste farvel – et ansvar for at gøre sig umage med den. Det er min erfaring, at livskloge mennesker er meget bevidste om i hvert fald aldrig at skilles med ord, der skaber yderlige afstand – vrede ord, bebrejdende ord, fordømmende ord.
Vi har ikke magt til at være hinandens dommere eller bestyre hinandens fremtid, men i det små kan vi aflaste hinanden og bekræfte kærligheden.
Det er så godt formuleret i 1. Peters Brev, som vi læste før fra alteret: ”Frem for alt skal I blive ved med at elske hinanden, for kærligheden får os til at se bort fra det, vi gør forkert imod hinanden” – eller som der står i den gamle oversættelse: ”Kærlighed skjuler mange synder.”. Det taler lige ind i erfaringen af at det er den indbyrdes kærlighed der binder os sammen, også når vi ikke er sammen fysisk.
I Johannesevangeliets version af Jesu afskedstale findes alt det vigtige, som ikke må være usagt mellem Jesus og hans venner, samlet i kapitler som hans menighed siden kan vende tilbage til og endevende. Det er de tekster vi læser her til gudstjenesterne mellem påske og pinse. Det er ord, der rækker langt videre end afskedsord som de er flest:
– alvorlige ord om kommende barske vilkår
– trøstende ord om helligåndens komme og Guds evige nærvær
– formaninger om hvordan vi skal være overfor hinanden
– ord om det sande liv og livsfylde
”I skal også bekræfte det – eller vidne om det – fordi I har været med mig fra begyndelsen”. ”For jeg har hele tiden været hos jer”, siger Jesus. Det er den livsfylde disciplene og menigheden bærer med sig, hvor de færdes og blandt de mennesker de møder. Det er befalingen: ”I skal bekræfte det”. ”I skal være mine vidner”, siger Jesus til disciplene og os der hører det i dag.
Vi skal være vidner om den store kærlighed, som får os til at se bort fra det, vi gør forkert mod hinanden. Jesus holder den her tale til dem, for at de – når de møder modstand – kan huske på det, han har sagt til dem, og for at minde dem om ånden. ”Jeg siger de her ting til jer nu, for at I ikke skal miste troen på mig”.
I kan have fuld tillid til at jeg komme igen.
Jesus holder en tale til dem for at indgyde dem mod til at sige sandheden og tålmodighed til at udholde modstanden. – også i deres ventesorg og afmagt
Han fortæller os, at vores ord slipper op og vores magt ikke rækker, men at Guds ånd, at talsmanden er den sandhedsånd der får os til at hænge sammen, når vi mister troen og livsmodet. Den ånd – kærligheds- og sandhedsånd, jord og himmels hjertebånd – der holder os fast i kærligheden til hinanden – og som holder os fast i troen på at vi er Guds elskede børn.
I torsdags var det Kr. Himmelfart, på næste søndag er det pinse. Disciplene har taget afsked med Jesus og venter nu på Helligånden. Det er den tid, ventetiden, hvor vi har vinket farvel på perronen og er taget hjem, og nu sidder der i sofaen og venter på et livstegn fra vores kære. Vi føler os måske magtesløse, for der er intet vi kan gøre, andet end at holde fast i kærligheden til hinanden.
Det er ånden der binder os sammen, livgiveren, der giver os det liv, som vi ikke kan give os selv, og som bliver ved med at forny vores ånd til fred og glæde, til tro og til liv. Grundtvig kalder det ofte trøsteren eller ledsageren, for at understrege Guds nærvær i vores liv og i vores tid. Og vi må tro at livets fylde er, at Gud aldrig tager afsked med os – men er nærværende både i liv og død.