22. søndag efter trinitatis
”Jeg tror ikke på Gud, men jeg tror på de kristne værdier”, sådan har jeg hørt mange bordherrer sige til mig gennem tiden – til fester hos familie og venner. Ikke mindst den seneste tid.
Man taler om de kristne værdier som essensen af kristendommen. Men hvad er de kristne værdier egentlig?
Det må fx være værdier som næstekærlighed, retfærdighed, barmhjertighed, ansvar, fællesskab, ligeværd og tilgivelse. Alt sammen godt og rigtigt. Kristne værdier er de grundlæggende etiske og moralske principper, som udspringer af Jesu liv, lære og Bibelens budskab. De handler om, hvordan mennesker bør leve i forhold til Gud og til hinanden – eller i hvert fald til hinanden.
Det er som om den åndelige oprustning mange taler om, handler meget om moral og værdier – og meget lidt om Gud.
Meget lidt om nåde, om tilværelsens dybde, om ånd, om bøn, om overgivelse og hengivelse, om opstandelse og evigt liv.
Meget lidt at være båret af Guds altomfavnende kærlighed.
Salmedigteren Iben Krogsdal skrev for noget tid siden om det i en kronik, og jeg citerer:
”Kristendom som ren moral er en frygtelig størrelse. Det befriende ved kristendommen har netop aldrig været de rene værdier. Det befriende har altid været den store, fælles erkendelse af, at vi netop ikke kan leve op til de rene værdier og idealer. At vi ikke altid kan elske vores næste som os selv. At vi vil fejle, falde, svigte. Igen og igen. Men at, når det sker, så findes der – som noget helt utroligt – varme, nåde og tilgivelse”.
Og det er netop dér, evangeliet begynder – ikke i vores evne til at leve op til værdierne, men i erkendelsen af, at vi må leve af Guds tilgivelse.
”Jeg tror ikke på Gud, men jeg tror på de kristne værdier”, siger mange, og det efterlader os i virkeligheden et barskt sted. Med en ideologi eller krav, som ingen af os kan leve op til.
Når Peter spørger Jesus: ”Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?” og Jesus svarer ham: ”Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange”. – så handler det i virkeligheden om det.
Peter spørger: Hvordan hænger regnskabet sammen? Hvor meget skal der til? Hvad er de kristne værdier? Hvad skal jeg gøre for at leve op til det?
Og Jesus siger: Du har fuldkommen misforstået det: Tilgivelsen er ikke et regnskab I kan afslutte eller en værdi I kan leve op til. Tilgivelsen er meget større end jeres handlinger, den er i sidste ende Guds.
Tilgivelse er når vi egentlig burde betale ved kasse et, men bliver mødt af tålmodighed og en overbærenhed, der slår en streg i sandet og giver os mulighed for at begynde på en frisk. Som manden her i fortællingen, der fik eftergivet en kæmpe gæld. Som os der bliver mødt af Guds tålmodighed og tilgivelse, så vi bliver sat fri til at begynde på en frisk.
Tilgivelsen er uretfærdig. Den er når 2+2 ikke giver 4, men noget helt nyt. Tilgivelse er et lynnedslag. Tilgivelse er ikke den naturlige reaktion på en handling. Den er det uforudsete, det ufortjente og det virkeligt fornyende.
Uden tilgivelse ville livet imellem os gå i stå, eller det ville dreje ned i hævnens og voldens spiral. Den vej kender vi godt, og når vi tænker efter, ved vi også at den ikke fører andre steder hen end i ulykke. Hævnen er ikke sød. Den er dræbende for livsglæden.
Det særlige ved tilgivelsen er dens fornyende magt. Det er den tilgivelsens fornyende magt, som Jesus, mere end nogen anden, har blik for. Tilgivelsen er ikke alene et anliggende for Gud, som har en himmelsk tålmodighed med os. Det er i høj grad også et anliggende for os mennesker.
Tilgivelse er ikke en gave, vi kan lægge til side og holde for os selv. Den indeholder et krav, ligesom vi beder i Fadervor: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.
Der er en gensidighed i evangeliet:
Vi elsker, fordi han elskede os først.
Vi tilgiver, fordi vi selv lever af den tilgivelse, der er en evigt strømmende kilde fra Guds evighed.
Den, der har mødt Jesu tilgivelse, kan ikke møde sine medmennesker med ubarmhjertighed. For den barmhjertighed lever af og i os – af at vi giver den videre.
Guds invitation lyder sådan her: ”Kom til mig! Kom ind i min tilgivelse – men du skal tage dit medmenneske med derind. Det menneske, der har trådt dig for nær. Det menneske, der stjal fra dig … som stjal dit gode rygte, dit mod, dine kræfter, din ligevægt”, sådan formulerer tidligere biskop i Viborg, Georg S. Geil.
Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Det er helt grundlæggende for tilgivelsens væsen, at den skal sætte sig igennem i vores liv med hinanden. Ellers er den meningsløs.
Det ser vi så tydeligt for manden i lignelsen, og vi forstår instinktivt, at han handlede forkert. Nok havde han ret til at få sine penge, men han skulle ikke have holdt på sin ret. Han skulle have vist den samme tålmodighed og overbærenhed, som han selv var blevet mødt af. Han havde muligheden for at blive fri af det, der tyngede ham, men han havde ikke viljen.
Netop dér afsløres forskellen mellem retfærdighed og nåde. For tilgivelse handler ikke om ret, men om liv.
Jesus viser os, hvad tilgivelse betyder. Det betyder vi ikke kører ud ad en tangent, hvor vi ender med at blive formørket af tanker om gengældelse, men at livet kan blive nyt. Tilgivelsen har en enorm frisættende magt i vores liv. Både for os og for den anden.
Derfor siger Jesus, skal vi ikke holde regnskab med tilgivelse, som om det var en del af et retfærdigt system. Tilgivelse er noget helt andet. Det er også noget andet end fx accept. Og nogle gange kommer vi måske til at forveksle det.
Men netop derfor må vi tage tilgivelsen alvorligt – den er ikke let, og den kræver noget af os.
Tilgivelse kræver øvelse, ærlighed, fordomsfrihed og vilje til at forsøge. Mest af alt kræver det erkendelsen af, at der er noget menneskeligt i alle mennesker, også i det menneske, som handler umenneskeligt.
Måske gør handlingen for ondt – måske har den ødelagt for meget i os – til at vi kan eller skal tilgive den, men måske kan vi så øve os i – ikke at tilgive handlingen, men at tilgive mennesket.
Tilgivelse er et valg. Tjeneren, der blev frigivet for sin gæld, kunne have valgt at slå en streg over sin medtjeners gæld. Havde han gjort det, kunne han have fortalt en helt anden historie om sig selv og sit liv. En ny historie. Og sådan er det med tilgivelse. Vi vokser ved at tilgive. Vi ved, vi er på rette vej, når vi er i stand til at fortælle en ny historie.
Vi roder os ind i alle mulige vanskeligheder, når vi forsøger at finde en måde at komme uden om tilgivelsen.
Men netop i modstanden ligger muligheden for vækst – sådan som naturen selv lærer os det.
Vækst kommer, når der er hindringer og modstand. Et træ må skubbe sig vej op gennem jorden og jordoverfladens solide modstand for at gro.
Musklerne vokser, når vi belaster dem, men først nedbrydes de for så at blive endnu stærkere, når de genopbygges.
En sommerfugl kæmper i sit hylster, og det er netop den kamp, der gør den stærk nok til at overleve, når den kommer fri.
Derfor må vi også kæmpe gennem vores vrede, sorg og forurettelse, på vores vej mod tilgivelse. Når vi ikke tilgiver, er der en del af os, der ikke vokser, som det skal. Tilgivelsen er ikke noget, som kommer let. Vi må vælge tilgivelsen igen og igen og opelske den som en egenskab i vores karakter. Mange mennesker bærer på nag og bitterhed i årevis i den tro, at det på en eller anden måde vil skade den anden person. Men sandheden er, at det ofte kun skader den, der huser naget og bitterheden.
Kan vi ikke selv tilgive, må vi lægge det hos ham, der på korset råbte: ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!”
Ham, der også ved dåben skænkede os syndernes forladelse og inviterer os til at træde ind i tilgivelsens rum, hvor der altid er en ny begyndelse at få.
For tilgivelse er det eneste, der kan give os en ny historie – og det er ikke en historie, vi skriver alene. Den begynder altid i Guds nåde, og den fortsætter, når vi giver den videre.
Inspiration fra “Tilgivelsens bog”, Desmond og Mpho Tutu, Inge Marie Kirketerps prædikenvejledning og Iben Krogsdals refleksion i KD 16.10.25