1. søndag efter påske/ text. Joh. 21,15-19
I sidste uge kom der inden for en time, 6 næsten enslydende mails. Jeg troede først det var spam. En eller anden af de der belastende virusting, der forsøger at lokke os ind på en suspekt hjemmeside, for at frarøve os oplysninger så de kan lænse vores konto. Men det var det ikke. Den var god nok. Inden for en time kom der 6 næsten enslydende udmeldinger af Folkekirken, og i denne uge er de kommet dryppende i en lind strøm. Udmeldingerne. Jeg kan faktisk ikke lige huske det præcise antal i hovedet, men i hvert fald har der været flere udmeldinger de seneste to uger, end samlet set det sidste år.
Det ødelægger ikke min nattesøvn, at nogen melder sig ud af Folkekirken. Kirken skal nok bestå uanset. Det er en ærlig sag for den enkelte, at tage konsekvensen, og melde sig ud, hvis man ikke er kristen. Men det gør mig både rasende og trist, når udmeldingerne sker på baggrund af en så underlødig kampagne som den, Ateistisk Selskab kører i øjeblikket.
På store busbannere på bybusserne her i byen, bliver vi stillet spørgsmålet: ”Hvorfor tro på en Gud?”, og så med underteksten: Tænk selv! – og en henvisning til deres hjemmeside. Går man ind på den – og det gjorde jeg, som en slags overspringshandling, da jeg skulle sidde og forberede min prædiken til i dag – bliver man mødt af en uddybende forklaring til fx spørgsmål som ”Hvorfor tro på en Gud?” og ”Hvorfor koster tro noget?”.
Hvis jeg ikke havde erfaret at nogen tager dem alvorligt, ville jeg have kunnet grine af det – men der er åbenbart folk – primært rimeligt unge mænd – der lader sig tiltale af den pjattede, ironiserende og useriøse tilgang til hvad folkekirken er for en størrelse – og ja, i det hele taget hvad kristendom er. Og jeg må sige, at jeg forstår dem godt, de unge mænd. Hvis de ikke har noget videre forhold til kirken og lader sig lokke ind på ateisternes hjemmeside. Så er der ikke meget at betænke sig på. Man bliver ikke fremstillet som videre begavet, hvis man ikke ser at få sig meldt ud af kirken i en fart. Man kan bl.a. læse at folkekirken scorer betydelige summer på at forkynde en masse gætterier om en gud, som ikke findes. Skadelig virksomhed, i bedste fald spild af penge.
Tænk selv! Ja tak, men der er åbenbart kun en tanke der gælder og det er, at eftersom Gud ikke kan bevises, så er troen på ham latterlig. Og de får skrevet sig op i et hjørne, hvor troen kun beskrives som noget helt vanvittigt og ukonkret, som nisserier og luftkasteller uden gang på jorden og i virkeligheden.
Det er ikke alene åndelig fattigdom, at underkende at livet er større end det der kan måles, vejes, tælles, optimeres og forklares– det er også en grundlæggende mangel på sans for fællesskab. Ifølge ateisterne ER tro ikke noget, fair nok – men kun fordi de har mistet sansen for fællesskab, kan de tillade sig at spørge: ”Hvorfor koster det noget at tro”. For selvfølgelig koster det – Kristentro er ikke muligt uden fællesskab. Kristentro er ikke – som ateisterne påstår – noget flyvsk halløj i menneskers hjerne, overnaturlige nissemænd og andet dumhed. Kristentro er altid bundet til fællesskabet. Altid konkret og håndgribelig.
Stjernholm, ateisternes talsmand, blev interviewet forleden om deres kampagne, for at få folk til at melde sig ud af Folkekirken og afslørede også her et utroligt lidt fællesskabsorienteret syn på kirkens rolle. Han er citeret for at sige: “Jeg spiller basketball, og jeg orker da ikke at have en holdkammerat, der ikke kan drible eller skyde, ligesom jeg ville føle mig som et dårligt menneske, hvis jeg tog imod hans kontingent, bare fordi han havde glemt at melde sig ud af klubben.”
Det er virkelig et dårligt billede på hvad det vil sige, at være en del af Folkekirken. Som om Folkekirken kun er for folk der VIRKELIG er gode til at tro. Hvis det var sådan, ville de fleste af Jesu disciple være dømt ude. Der var ikke én af dem der levede op til Stjernholms ide om, hvad det vil sige at tro. De flygtede da de var bange, forrådte ham da det gjaldt og fornægtede ham for at redde sig selv. Der er ingen af vores store salmedigtere – hverken Grundtvig, Kingo eller Brorson, hvor forskellige de end er, der påstod at tvivlen ikke er et livsvilkår, også for den der bekender sig til Gud. Der er INGEN der hører hjemme på sådan et fiktivt professionelt troshold, som Stjernholm beskriver. Vi er ikke nogen der bare dribler derud af med trosbekendelsen i hjertet og med en masse pletskud uden tøven og vaklen.
Heller ikke Peter som vi hører om i dag. Jesus betror ham det hele, men ikke fordi hans tro er noget at prale af. Da Jesus stod i sit livs sværeste situation, svigtede Peter ham. Da de spiste sammen skærtorsdag påstod han ellers, at selv hvis alle andre skulle svigte ham, så ville han ALDRIG svigte ham. Ganske få timer senere havde han fornægtet ham, ikke bare én gang i et svagt øjeblik eller ved en fejl – men tre gange fornægtede han Jesus. Det havde han ikke troet om sig selv. Men han gjorde det og han græd bagefter. Og så døde Jesus, og han måtte leve med at de aldrig blev forsonet. Han måtte leve med skammen.
Det er ikke svært at forestille sig, hvordan Peter må have haft det da han først hører at Jesus er opstået, og da han så møder ham. Fantastisk og overrumplet! – men også med de blandede følelser der følger af dårlig samvittighed. Jesus møder dem ved Geneserat sø og de spiser sammen, uden at nævne noget om det. Så ser Jesus på Peter og siger ikke:” Jeg er skuffet over dig og har brug for en undskyldning, for at vi kan komme videre”. Han siger heller ikke: ”Pyt med det, Peter – jeg kan godt forstå at du var under et enormt pres!” Nej, han spørger: ”Elsker du mig?” – Ikke bare én gang, men tre gange. ”Elsker du mig? Ja, du ved at jeg har dig kær”, siger Peter. Jesus bruger det store ord ”elske”, fordi hans egen kærlighed er stor. Den er forudsætningen for at han overhovedet spørger. Men Peter svarer ikke tilbage med store ord. Han siger lige så stille: ”Ja, du ved da, at jeg har dig kær.” Tænk hvis man havde svaret sin kæreste eller ægtefælle sådan på det spørgsmål. Elsker du mig, skat? Ja, du ved da at jeg har dig kær. Ikke godt! Og ikke nok. Men for Jesus var det nok. Nok til at han ville betro Peter at blive leder af kirken – ”vogt mine får”, siger han. Det er en tillidserklæring der vil noget. Og deri ligger tilgivelsen. Ikke som glemsel, men som tillid til at de har en fremtid sammen. En ny horisont – en ny begyndelse.
Jesus er ikke ligeglad med at Peter har forrådt ham. Han tager det alvorligt at Peter er ramt af både skyld og skam. Tre gange gentager han kærlighedsspørgsmålet, som for at gøre det ud for de tre gange Peter fornægtede ham. Det får sin tid – man kunne ønske sig at de, som vælger at melde sig ud i de her dage – også gjorde sig den ulejlighed at give spørgsmålet tid. Tro er ikke tjent med at vi forlader den på vores følelser og impulser.
Jesu spørgsmål til Peter får sin tid, og er ikke bare sådan noget flyvsk snik-snak. Nej, det bliver med det samme konkret. For kristentro er altid bundet til fællesskabet. Det er ikke bare et forhold der vedrører Jesus og Peter, det skal udleves i fællesskabet. Det er en gave at der genopstår tro og tillid mellem Jesus og Peter, og opgaven ligger i forlængelse af det – vogt mine får! –vær leder for kirken – tag dig af dine medmennesker!
Det er en stor trøst for os, at vi ikke skal være særlig gode til drible og ramme plet, at vi ikke afkræves en umenneskelig stor tro – men at vores meget menneskelige og skrøbelige tro er god nok, til at vi kan blive vist den tillid, at vi har en opgave at gøre her i livet. At der er en fremtid for os – en ny begyndelse.
Folk har ikke bare ret til at tænke selv – det er noget vi alle sammen skal opfordre til. Der er ikke noget dårligt at sige om det at opmuntre folk til at tænke selv – og der er ikke noget mere uinteressant end folk der ikke tænker selv. Men Ateistisk Samfund har begået en virkelig uklædelig kampagne. Ulykkeligvis ser de ud til at få overbevist nogen om at de tænker selv, ved at tænke mest på sig selv.
De skriver afslutningsvis i deres kampagnetekst: ”Du hører måske til dem, der kan lide at komme i en kirke, fordi det er et helle fra en travl hverdag. Et sted, hvor man har lov at føle sin spiritualitet og hvor man kan tale med en ansat, der har etik og moral som en del af sin uddannelse. Lyder dejligt, men skal det foregå under en figur af en mand, der lider en langsom død sømmet fast på et kors? Og vil det ikke give bedre samtaler, hvis den ansatte var uddannet i filosofi, etik og psykologi, og ikke var repræsentant for en religion?”
Det er selvfølgelig ment som et retorisk spørgsmål, som man er godt dum, hvis man svarer ja til. Men i stedet er det en præcis afsløring af, at kirken ikke er et hvilket som helst rum. Ja, det gør en forskel at sidde under det kors, som kan holde til både hån og latterliggørelse uden at gå i stykker. Ja, det gør en forskel at sidde under det kors, som sætter os fri fra at skulle have svar på alle livets spørgsmål. Ja, det gør en forskel at sidde under det kors, som er bærer vores tilgivelse og rummer os med al vores tvivl og mangel på kommittent. Ja, det gør en forskel at vi mødes til Gudstjeneste med højt til loftet og under det kors, som binder os til Gud og til at tjene hinanden i en kærlighed der ikke tænker på sig selv.
Tak for gode tanker – og tak, at du lægger din prædiken på nettet.
/Sebastian
Godt talt Hanne.
Kærlige hilsner
Jytte Madsen
Signes mor
Godt talt Hanne!
Det kan undre lidt, at ateistisk selskab vælger en formand, der ikke alene tromler sine modstander ned, men også er en så rendyrket narcissist som tilfældet er. Det er et lidet flatterende menneskesyn ateister dermed tegner af sig selv.
Bedste hilsner Jens