11. søndag efter trinitatis
Et privat selskab af byens førende mænd, må man formode, er samlet til middag hos farisæeren Simon. Og Jesus er særligt inviteret.
Måske har man håbet på god tid til at tale med ham om hans lære? Spørge ind til hvad han mener med hans nye tanker om Gudsriget og Guds kærlighed. Men det blev langt fra den intellektuelle samtale, som Simon havde forestillet sig. Derimod kommer de til at opleve i praksis og helt tæt på, hvad Guds kærlighed betyder.
En af byens prostituerede gør overraskende sin entré: Hun opsøger Jesus, stiller sig grædende bag ved ham, kysser hans fødder og salver dem med olie. Simon og de andre tænker deres.
Jesus irettesætter ham og de andre ved at fremhæve kvindens selvforglemmende handling og iboende kærlighed. Kvinden selv siger ingenting, men Jesus siger til hende: “Din tro har frelst dig.
“Ser du denne kvinde?” spørger Jesus, og det gør vi, men vi ser hende alligevel ikke som han gør. Vi ser hendes fejl, og det er ligesom vi slet ikke kan få øje på andet end fejlene.
Jesus derimod ser meget mere og fremkalder den kærlighed, som allerede lå i hende, som det Guds billede der ligger i et hvert menneske.
Og den kvinde, som levede skjult i egen skam og verdens fordømmelse, gør Jesus helt overraskende for farisæerende og os, til et forbillede for alle troende.
Hvorfor? Hvorfor skal vi se på hende og lære af hende? Måske fordi hun erkender at hun ikke, ved egen præstation kan komme ud af sit fastlåste liv. Hun har brug for Guds blik for at kunne gøre sig fri.
Hun giver ikke op. Tvært imod. Hun giver sig hen til Kristus, og tager imod hans tilgivelse. Kærligheden kaldes frem i hende.
Tilgivelsen er det liv, vi får del i, når vi som kvinden kaster os ud i troen.
For troen er ikke, hvad andre kan veje og måle med kløgt, men frygtløst at kaste sig ind på den frelse, som frit os har søgt, som Jørgen Michaelsen digter i den salme, vi skal synge efter prædikenen.
Troen er frygtløst at give sig hen til livets Gud.
Hengivelse er et lidt bedaget ord. Det er ikke noget vi går og siger, sådan til dagligt, at vi hengiver os til noget. Det lyder lidt højstemt at sige. ”Jeg gav mig hen” til det eller det.
Og hengivelse forbinder vi måske særligt med erotik. At give sig hen til et andet menneske, er kærlighedens og erotikkens sprog.
Men det er også kristeligt set, en måde at være til. Altså at give sig hen til livet, i tillid til at vi lever i Guds favntag.
Når vi giver op over for noget, er vi pinligt bevidste om os selv, om egne styrker og begrænsninger, om vores eget. Som om livet er en kamp vi kunne vinde, hvis vi bare tog os sammen.
Når vi giver os hen til noget, er det derimod et udtryk for selvforglemmelse. Det er når vi i øjeblikket lader os optage fuldstændigt af en sag, af et andet menneske, af kunst, af skønhed, af situationen – måske også derfor er det ikke noget vi siger. For selvforglemmelsen er dejligt fri for evalueringer af ens sindsstemninger. I selvforglemmesen, i hengivelsen – ER vi bare.
Måske udtrykkes hengivelsen bedst som håb eller bøn. Altså at vi kan have en længsel efter at kunne give slip på kontrol, forbehold, andre menneskers forventninger til os, eller egen bagage – og give sig hen til livet, sådan som det nu former sig.
Oftest bliver det ved længslen og bønnen, for det kræver mod at gøre det. Og det er nok sådan at jo mere bundet man er, af alt muligt, jo mere man har at bære på af skyld og historie. Jo, sværere bliver det at turde hengive sig. Det kræver mod og det kræver tillid.
Jeg tror det er derfor vi har brug for at høre fortællingen om kvinden der har det mod. Vi ved jo ikke meget om hende, men fortællingen gør os det klart at hun har meget på samvittigheden.
Og ikke mindst at hun er stemplet som uren og syndig. Vi ved ikke hvilke overvejelser hun har gjort sig da hun købte den, sikkert kostbare olie, og besluttede sig for at gå ind i farisæeren, Simons hus, hvor Jesus sad.
Måske har du prøvet at stå uden for en dør og bare vide, at du er nødt til at gå ind, også uden at du kan tænke det til ende. Skridt, du må tage for at komme væk fra det sted, hvor du er kørt galt. Der er situationer, hvor der ikke er noget at sige, men hvor man må bruge det, man har, til at gøre godt med.
Kvinden sagde ingenting. Hun havde sit hår, sine tårer og sin mund. Den dybe kærlighed og den nødvendige tro bliver ikke formet i hovedet og talecentret. Den bliver til i hjertet og kommer til udtryk i blikket, i berøringen, i bønnen.
Måske er hun nået et nulpunkt. Eller måske er hun blevet ramt af et håb om at hendes liv faktisk kan blive anderledes. At hun dybest set er afhængig af noget andet.
I hvert fald må hun have indset at hendes fremtid ikke afhænger af hvad Simon og hans venner tænker og siger om hende. Og derfor vover hun sig indenfor i Simons hus. Derfor vasker hun Jesus fødder med sine tåre og tørrer dem med sit hår. Kvinden har indset hun har brug for Guds tilgivelse. Hun giver sig hen til Guds livgivende kærlighed.
Og Gud er kærlighed. Den kærlighed der griber og rækker ud, og finder mening i forholdet mellem Gud og mennesker, og mellem dig og mig.
Guds kærlighed er den fornyende og livgivende gave som giver os kraft til at give os hen til Gud og til hinanden.
Det er den fred og den frelse, der omslutter kvinden, så hun får mod til at erkende sit afhængighedsforhold til Gud.
Hun får mod til give sig hen og at tage imod, og det er faktisk noget af det modigste et menneske kan gøre.
Det er en velsignelse at glemme sig selv, og hengive sig til livet.