Om vrede og forsoning

6. søndag efter trinitatis / Matt. 5,20-26

”Lad ikke solen gå ned over din vrede”, sådan siger et ordsprog og både søvneksperter og parterapeuter er enige. Det er godt at få talt ud og forsone sig, inden man lægger sig på puden.

Både for nattesøvnen og for parforholdet er det en god leveregel, at få løst sine konflikter og slippe sin vrede inden dagen er omme.

De fleste af os kender ordsproget og forstår umiddelbart at det er en åbenlys sandhed – men det er ikke sikkert at der ret mange der ved at ordsproget egentlig stammer fra Paulus´ brev til menigheden i Effesus.

Paulus har nok ikke været så optaget af at det at give slip på vreden, er godt for én selv. Han har været optaget af det er nødvendigt for fællesskabet, for vores fælles liv. Her og andre steder taler Paulus om tilgivelse, at vi må tilgive hinanden, som Gud har tilgivet os i Kristus.

Det er også udgangspunktet og rammen for den tekst jeg lige har læst, at vi allerede er tilgivet i Kristus/ at vi allerede er indpodede som en lille gren på livets træ – som vi også lige har hørt det da N blev døbt.

Vi er en del af Guds rige, det rige hvor freden bor, hvor tro, håb og kærlighed råder – og i det rige gælder det, at vi skal tilgive hinanden/at vi skal give slip på vreden. Ikke bare for vores egen skyld, men for fællesskabets og den andens skyld.

”Lad ikke solen gå ned over din vrede”. Det er nok alligevel sket for flere af os, at vi bærer på en konflikt og en vrede, som vi ikke har fået løst.

Hvis vi hver især tænker efter, så vil vi måske både kunne komme i tanker om engang hvor vi har oplevet det forløsende og frisættende i, at få forsonet sig med en vi havde et udestående med.

Måske kommer vi også til at tænke på et forhold, som stadig gør ondt at tænke på, fordi vi ikke er forsonede – men stadig hænger fast i nag og afstand.

Da jeg læste teksten til i dag, kom jeg til at tænke på en podcast jeg lige har hørt på DR. Det er ikke min opgave at anbefale podcasts og programmer for DR, men jeg vil alligevel gøre en undtagelse, både fordi det er sommertid og vi taler om virkelig god underholdning og fordi det program jeg taler om er virkelig tankevækkende.

Podcasten hedder ”Mors afskedsbrev” og er lavet af tv-og radioværten Adrian Lioyd Hughes. Udgangspunktet for programmet er hans mors død som 67-årig for 18 år siden.

Han – og ikke mindst hans brødre – havde et anstrengt forhold til deres mor, psykologen Jette Dreyer Hughes, men der ventede dem alligevel en ubehagelig overraskelse, for i et efterladt brev, som Adrian var blevet bedt om at læse højt efter hendes død, udtrykte moderen, med stor retorisk patos og en giftig bitterhed al sin skuffelse og foragt for sine børn. Undtagen lige for Adrian Lioyd Hughes. Som helt bevidst kalder sig selv for ”mors dreng”.

Hun lod virkelig eftertrykkeligt solen gå ned over sin vrede, og i en grad der har naget Adrian lige siden. Det har også slået skår i brødrenes sammenhold – og man får indtryk af at de næsten ikke taler sammen, i hvert fald har de ikke talt om deres forhold til moderen i de 18 år der er gået siden hun døde.

Programmet består af en række samtaler mellem Adrian og hans brødre, hans mostre, hans far og Lise Nørgaard – som bare er en af de kendte danskere fra den københavnske overklasse i det 20. århundrede, der var indrulleret i den her meget kulørte familiehistorie.

Spørgsmålet er: Hvad får en mor til at foragte sine børn?

Han forsøger på sin vis med en klassisk psykoterapeutisk tilgang at forklare sin mors vrede og manglende evne til at elske sine børn, med en barndom hvor hun selv har været udsat for mange svigt. Og det er en vanvittig og ekstraordinær familiehistorie.

Der er nok i de fleste familier én hemmelighed eller en konflikt, men i den her familie der vælter skeletter og hemmeligheder ud af skabet. Og det er underholdende hvis man er til den slags – men det tankevækkende er egentlig ikke det ekstraordinære, men det genkendelige. Historien her bliver vedkommende, fordi den fortæller om nogle mønstre der går igen i mange familier. Det er en fortælling om svigt, om forstillelse, om misundelse, og det evigt vedkommende ønske om at blive elsket.

Der er meget vrede og meget uforløst forsoning at spore i samtalerne med brødrene. Særligt en af hans brødre, som fortæller at han kun har gemt en kopi af brevet for at kunne ”fastholde sin vrede” og for ikke at havne i en lomme af tilgivelse med tiden. Han VIL ikke tilgive sin mor. Han vil ikke undskylde hendes manglende mor-evner med at hun selv er blevet svigtet.

Adrian selv siger at programmet her er et forsøg på at lappe ham selv og sin splittede familie. Og på den måde bliver programmet et studie i hvad vrede gør ved os og om forsoningens mulighed.

Om det lykkedes at opnå en eller anden forsoning med moren, med historien og brødrene imellem – melder historien ikke rigtig noget om. Måske. Og måske er det for sent. Man kunne have ønsket for dem, at de havde været i stand til at tale om det brev og forholdet til deres mor, umiddelbart efter de havde læst det.

18 år er lang tid. De lod faktisk solen gå ned over deres vrede – og det er hverken godt for dem selv, eller for deres fællesskab med hinanden.

Når vi siger at tiden læger alle sår, så er det faktisk ikke rigtigt. Tid og masser af lys kan få vores livs ar til at blegne, men ikke de forsvinder ikke. På den måde ligner vores krop og sind hinanden. Der er sår der er så dybe at tiden ikke få dem til at forsvinde. Hvis de skal væk, så skal der et kirurgisk indgreb til.

På samme måde kan vi have været udsat for svigt eller overgreb der er så voldsomme, at tiden alene ikke får dem til at forsvinde. Eller vi kan være blevet så vrede på hinanden og konflikten så stor, at tiden ikke gør hverken fra eller til. Der må et indgreb til. Sådan et indgreb er forsoningen eller tilgivelsen.

Og i dagens tekst bliver vi mindet om at det ikke kommer af sig selv. Vi kan ikke gå udenom eller springe over. Det forsvinder konflikten ikke af.

Og hver af os har et ansvar for, for det første ikke at lade vores vrede gå ud over vores næste – og for det andet at søge forsoningen.

Jesus skærper kravet her i bjergprædiken, så det bliver umuligt. Ja, drab kan de fleste af os godt undgå at rode os ud i – men der er ingen af os der kan undgå vreden.

Og for at vi skal forstå, hvad Jesus vil, tror jeg vi skal begynde et andet sted, nemlig med himmeriget. Måske kan vi begynde med at spørge: Hvad er himmeriget for os? Hvornår har vi det himmelsk? Er det, når ”jeg lykkes”? Er det når jeg har fået dækket mine behov for god mad, gode oplevelser og succes? Er det himmerige jeg stræber efter det der ”gode liv”, som alle taler om i dag, og som mest handler om mig selv og udfoldelse af alle mine muligheder og uden nogen former for begrænsninger? Er det himmerige jeg stræber efter, evig ungdom og ubegrænsede muligheder? Måske! Men det er ikke sådan et himmerige, Jesus taler om. Himmeriget er ikke privatiseret.

Himmeriget er ikke mit. Himmeriget er heller ikke et sted i det blå – det er det der sker imellem os mennesker, og det betyder at vi kun har adgang til Himmeriget sammen med andre. For Himmeriget er der, hvor barmhjertigheden/tilgivelsen/forsoningen/kærligheden/glæden bliver til virkelighed. Det er derfor at Himmeriget, Guds rige, er der hvor Jesus er til stede. Og der hvor der er vrede/ubarmhjertighed/uforsonlighed er det virkelig det modsatte. Nemlig et helvede.

”Den der siger ”raka” til sin bror er skyldig”, siger Jesus. ”Raka” er aramæisk og har som grundbetydning at være tom. Og det er sådan det er. Tomt. Jesus siger ikke ”behersk dig” – men ”lad være” og ”skynd dig”. Vreden her, er den holdning til den anden, som tilintetgør den anden som menneske.

Der hvor vi udrangerer den anden, for at vi kan komme til i køen/i trafikken/til mødet/på ventelisten/på de sociale medier – der hvor den anden bliver vores ligegyldige modstander, som bare skal ryddes af vejen.

Det er en vrede, som faktisk ikke har med følelser at gøre – for vi investerer ikke noget af os selv i den anden, vi inkluderer ikke den anden. Vi vil i bund og grund ikke den anden noget – han eller hun, bliver bare et middel eller én forhindring på vores egen vej. Og når det er sådan, så er det: Raka, tomt – et helvede.

Ordet skaber hvad det nævner, sagde Grundtvig. Og det èr godt sagt, for det minder os om, at ord har magt. At det betyder noget, hvilke ord vi bruger. Det minder os også om, at Ordet – at Kristus – har forbundet sig med os, og skaber liv og himmerig gennem os – og imellem os.

Og når vi bliver vrede – og det gør vi indimellem også på den der dybe omsiggribende måde, som blusser op, der hvor vi er dybt afhængige af hinanden og dybt engageret i hinanden. Fordi vi ikke er ligeglade med den anden, men fordi der er en grundlæggende gudsgivet kærlighed tilstede – så er det måske også et udtryk for vores gudsbilledlighed. Måske er det netop den kærlighedsbårne vrede, der er lig Guds vrede? Ligesom med tilgivelsen og forsoningen. Og at der hvor vores vrede/skuffelser/smerte er blevet så voldsom, at vi ikke længere er i stand til at rumme den anden – der kan vi overlade både vores egen vrede/uforsonlighed og den anden til Gud, som er frelsen og forsoningen selv.

Lad ikke solen gå ned over din vrede!