Om beskæring

Refleksion v. skriftemålsgudstjeneste Nytårsdag 2018
For et par år siden kom Broonie Ware´s bog ”The Top Five Regrets of the Dying”. Historien bag bogen er, at sangskriveren og sygeplejersken Bronnie Ware besluttede at etablere en blog, hvor hun ville skrive om tre emner: om rejser, om det hun kaldte ”det naturlige liv”, og om sjældne pungrotter. I begyndelsen havde hun ret få læsere. Det var først, da hun tilføjede et fjerde emne, at der begyndte at ske noget.
I de otte år, hun havde arbejdet med palliativ sygepleje. Altså pleje ved livets afslutning, havde hun dagligt talt med døende patienter. Hun fandt et overraskende sammenfald mellem hvad de samtaler kom til at handle om, og besluttede sig for at opliste de emner, der oftest gik igen.
Under overskriften ”Hvad døende fortryder” skrev hun om de fem mest almindelige årsager til fortrydelse. I bogens forord skriver hun, at bloggen pludselig fik vinger, og meget hurtigt havde otte millioner mennesker læst hendes korte tekst. 167 engelske ord, hverken mere eller mindre. Listen lyder sådan her:

1) Jeg fortryder, at jeg har ladet mig styre af andres forventninger.
2) Jeg fortryder, at jeg har arbejdet så meget.
3) Jeg fortryder, at jeg ikke har plejet kontakten med mine venner.
4) Jeg fortryder, at jeg ikke har tilladt mig selv at være lidt mere lykkelig.

Det virker egentlig ret enkelt – ja, banalt måske ligefrem. Jeg tror ikke det er frugtbart for vores liv, hvis vi hverdag går og tænker på at vi engang skal dø. Men jeg tror det er godt engang imellem at tjekke, at det ikke er det vigtigste vi hele tiden skubber foran os med vendinger som: ”Vi må snart mødes”.
Snart kommer ikke af sig selv. Vi bliver nødt til at gøre plads til det i vores liv, og måske kræver det at vi skærer noget andet væk.
Broonie Wares liste kan fint bruges som et grundlag til eftersyn af vores liv og vores prioriteringer. Eller måske skulle vi lave vores egen liste?

At sige nej, er ikke særlig livgivende. Det er meget sjovere at kunne sige ja. Men hvis vi bare siger ja til alting, så ender vi med at køre død, og løbe tør for kraft. Og det bliver så tilfældigt hvad vi har kræfter til, at vigtigt og uvigtigt får den samme plads.

På den måde er vi ikke anderledes end et træ. Jesus bruger billedet af vintræet hvor han er stammen, og vi er grenene – for at sige noget om hvor vi mennesker henter vores kraft fra. Skilt fra ham kan vi slet intet gøre, siges det.

Men billedet af træet kan også sige os noget andet. De af os der er haveejere ved, hvor afgørende det er at få beskåret træerne, hvis de skal blive ved med at give frugt.

At beskære træer, er ikke en destruktiv aktivitet. Det er ikke for at gøre skade på træerne at vi gøre det – eller for at gøre dem mindre. Vi beskærer træer, for at de skal vokse og for at give dem de bedste betingelser for at gøre det, der er deres bestemmelse, nemlig at lave gode æbler fx

Det er ikke så anderledes for os mennesker. Vi er på den måde, som træer – og er nødt til indimellem at skære det væk, som ikke er så vigtigt, for at vi kan have kræfter til at gøre det der er er vigtigt. Vi må skære noget væk, for at kunne have kræfter til at gøre det der er vores bestemmelse, det vi er sat i verden for.

Hvad det er, vil være forskelligt for hver enkelt af os. Men for de fleste af os gælder det, at det ikke altid er så let at holde fast i det, eller afgrænse os til det. Vi vil gerne det hele, og er bange for at gå glip af noget.

Jeg tror at det der er vores bestemmelse, det der er vores plads, det der er vores rette hylde, er tæt forbundet med bønnen fra fadervor: ”Ske din vilje”.

Når vi beder: Ske din vilje, er det en åbning for, eller en muliggørelse af, at Guds vilje faktisk kan ske – også gennem os. Når vi beder, skal vi ikke snakke Gud et øre af, men derimod være tavse, så Gud kan få et ord indført i vores liv. Så vi kan blive opmærksomme på, hvad der er Guds vilje.
Vores bøn sætter ikke Gud på plads. Det er os, der gennem bønnen, bliver sat på plads – i vores rette forhold til Gud og til vores medmennesker.
Vi kan lave lister over hvad der er vigtigt for os, som Broonie Ware, vi kan forsøge at skære det uvæsentlige væk, så vi får kræfter til det væsentlige. Men det er ikke os selv, der giver liv, eller får noget til at blomstre. Det er Gud.
Det er Gud der lader nyt liv, gro frem der hvor det var gået dødt. Det er Gud, der lader nye muligheder blomstre, der hvor vores hjerte er på rette sted.

Gud sætter sig igennem som spirekraft og tro hos hver eneste af os. For de fleste af os er troen oftest søgende og usikker, men også den tro har stor værdi. Tænk bare på Jesus, som mente, at den der ikke har større tro end et sennepsfrø, ved hjælp af denne lillebitte tro kan flytte bjerge.
Men troen kan vokse sig dybere og tryggere med årene. Det er en af pointerne i lignelsen om sennepsfrøet. Der kan kommet helt træ ud af det. Et træ med rødder der står fast i stormen, og som skygger og beskytter. (med inspiration fra Tomas Sjødin, Den der finder sin plads tager ikke en andens)

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *