10. søndag efter trinitatis
”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred”? Sådan siger Jesus, om hvordan det er fat med Jerusalem. Og han græder, for byen er alt andet end optaget af at tjene til fred.
Fredens arnested, templet, er tværtimod blev hjemsted for larm, skænderier og konkurrence. Man har gjort det svært for Ånden at arbejde og tjene til fred og kærlighed mellem mennesker.
Noget var gået helt galt i Jerusalem. Det der skulle have været et sted til bøn, fred og lovsang, var blevet noget helt andet.
”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred”? Lad os prøve at dvæle lidt ved det spørgsmål og stille os selv det samme:
Hvad af tjener til vores fred? Hvad tjener til din fred?
Hvad af alle de ting vi gør i løbet af et år, giver os fred? Er det sommerferien? Var det fred der fyldte os i sommerferien? Eller er det nærmere hverdagens rutiner og gøremål?
Hvad tjener til din fred i løbet af en uge? Af alle de ting vi gør i løbet af en uge, hvad er det så der giver os fred? Er det kaffeaftalerne, løbeturen, havearbejdet, middagsluren eller er det måske her i kirken søndag morgen?
Hvad fylder dig med fred? Hvornår er du i sammenhænge og på steder, hvor du kan ånde det fælles åndedrag? Steder og sammenhænge, hvor Ånden ikke bliver overdøvet af selvtilstrækkelighed og menneskelig smålighed?
Det ligger til os som mennesker. Det er en længsel i os efter fred, der får os til at lede efter græspletter både i virkeligheden og mentalt, hvor vi bare kan være, uden overarbejde og ballade.
Det er det der får os til at gå i skoven, gå i terapi og gå i kirke. Det er det der får os til at tage på camping, købe sommerhuse eller drømme om en kolonihave. Bare en lille græsplet med fred, solsikker og ånd.
Det er også den længsel der har drevet beboerne i kolonihaveforeningen Jørgen Berthelsens Minde i Nordjylland, som er rammen for TV2s nye dokumentar ”Balladen i kolonihaven”. Hvis I ikke har set den, så hermed min varmeste anbefaling.
Der er åbenlyst ballade i kolonihaven. Generationskløfter så dybe, at det er svært at skræve over dem. Den ældre generation vil have prydhaver, nyttehaver, øl, hygge, kortspil og fællesskab. Den yngre generation vil have biodiversitet, afslapning, familietid og privatliv.
De er der alle sammen:
Den tykke, pensionerede taxa-vogmand med platte tatoveringer overalt på kroppen og et fint flettet skæg
Den stressramte, enlige mor, som konstant sukker og himler med højnene
Manden, der burde hedde Mægleren og bare vil alle det godt, Hippieparret, der er ”tidsoptimistiske”, hvilket betyder rodehoveder og urealistiske drømmere
Kvinden der kalder sig klokkeblomst og vil spraymale alt i guld. For slet at tale om den nye formand i haveforeningens bestyrelse, der har væltet den tidligere formand gennem mange år – og vil til at følge reglerne. Det er et sandt drama.
Intet problem er for småt til en helt vild konflikt: Når der mangler betaling for femten øl i fælleshuset Oasen, går bestyrelsen i krisestemning. Og når en beboer mangler at fjerne en tidsel, inspiceres den med rynkede bryn og hænderne samlet på ryggen af en broget bestyrelse på havevandring.
Det der skulle være arnestedet for fred, er blevet noget helt andet: Man slider hinanden op i magtkampe og mangel på rummelighed overfor hinandens længsel efter et frirum, eller af mangel på respekt og sans for at vi har forskellige nådegaver – som Paulus siger det: ”Vi skal udnytte de åndelige evner, vi hver især har fået, så de kommer andre mennesker til gode.”
Det der gør serien, så seværdig er, også hvordan kolonihaven bliver en spejling af vores samfund og demokrati som sådan. Vi hører i en skrattende radio, hvordan regeringen sløjfer Storbededag, imens kolonihavebestyrelsen nægter at servere grillpølser til dem, der ikke har deltaget i arbejdsdagen.
Tidens krav om effektivitet og produktivitet sætter sig igennem i alle dele af vores liv. Helligdagen, pausen, freden, ånden har trange kår.
Balladen i kolonihaven minder os om at vores længsel efter fred, altid er forbundet med vores næstes fred. Det der tjener til vores fred, må også levne rum for vores næste.
Den svenske præst Tomas Sjödin, har skrevet en ny bog, med en lille refleksion til hver dag. En bibeltekst og nogle ord til eftertanke. Jeg har købt den alene pga. af dens titel. Den hedder: ”Jeg har slået mit telt op i håbets land”.
Jeg har slået mit telt op i håbets land!
Og Sjödin reflekterer over at det at læse i Bibelen og møde livet gennem evangeliet, er lidt som at trække lynlåsen ned og kigge ud gennem åbningen på et telt, som man aftenen før slog op i mørke – og opdage, at man befinder sig i håbets land, som kalder på at blive udforsket.
Der er noget realistisk, skrøbeligt over teltbilledet, som jeg godt kan lide. Når vi er på telttur, leder vi efter rekreative og smukke steder, at slå vores telt op.
Vi stiller det ikke ved siden af en motorvej eller midt på gågaden. Vi finder et sted at slå vores telt op, der skal tjene til vores fred.
Et telt er ly og læ for regn og torden, men der er også noget skrøbeligt og sårbart over at være i et telt, som gør at man er meget tæt på naturen og de mennesker der ligger i teltet ved siden af. Man er afhængig af vejr og godt naboskab.
Når vi er på telttur, er vi på vej, nysgerrige og på opdagelse – men vi giver os også tid til at slå os ned for en stund. Slå lejr i håbets land. Sidde i teltåbningen og lytte til freden og forvente os alt godt af morgendagen.
Vores hverdag og moderne liv, er ikke skruet sammen til give sjælen hvile eller fred. Aldrig har depression, stress, koncentrationsforstyrrelser og angst fyldt mere.
Mange af os har nået grænsen for hvad vi kan klare. Det er som om vores livsstil gør os syge, selvom det ikke skorter på tilbud der skulle kunne gøre os raske. Alligevel, er det sådan, at mange af os oplever at vores sjæl hungrer efter fred. Den fred, som vi ikke selv skal skabe – men som vi får.
Hvad tjener til din fred? Spørger Jesus.
Det gør, får vi at vide, at besinde sig på det dobbelte kærlighedsbud – som vi kalder det, at elske Gud og næsten af hele sin sjæl. Som at slå sit mentale telt op og vide, at man er dybt afhængig af Gud og andre mennesker – og forvente sig alt godt.
Når kirkeklokkerne ringer ding dong, ding dong så kalder de os ind til gudstjeneste om søndagen. Til sjælens fred, til bøn, til salmesang, til nadver, til ord der kan leves på – men alle andre dage når kirkeklokkerne ringer ding dong, ding dong, så minder de os om at sjælens fred også indebærer forholdet til vores medmennesker.
Måske er vi blevet for optaget af os selv. Måske er vores sjæls markedsboder og røverkule, tanken om at vi lever for vores egen skyld.
At alt, hvad vi foretager os, er med os selv som centrum.
At vi skal have noget personligt ud af vores forhold til andre.
At alt, hvad vi gør, skal bedømmes ud fra, om vi kommer videre eller om vi får noget ud af det.
At vi bedømmer hvad der er rigtigt og hvad der er forkert alene ud fra hvad vi selv føler, og ikke hvad vores nærmeste føler – eller hvad der er godt for fællesskabet.
Og så bliver det, der er tilbage, det, som jeg selv kan få ud af mit liv.
Jeg tror det er en overanstrengelse af sjælen. Jeg tror vi kan aflaste sjælen ved at slå vores telt op i håbets land/ i Guds hjerte. Ved at tage imod hans invitation, når han siger: Kom til mig, alle I som er trætte og jeg vil give jer hvile. Slå vores telt op i Guds grønne enge, hvor vi kan skabes på ny og komme til kræfter – og få vakt håb, der giver os mod til at leve uden frygt i nådens sommer.