13. søndag efter trinitatis / Luk. 10,23-37
Der er fortællinger det er svært at komme uden om.
Sådan nogen som man bare kender, og som man ikke rigtig kan huske hvor og hvornår man fik fortalt første gang. Sådan nogle fælles fortællinger bygger samfund og fællesskaber, og sådan en fortælling er lignelsen om Den barmhjertige samaritaner, som vi lige har hørt.
Lignelsen om Den barmhjertige samaritaner har haft en enorm virkningshistorie, også i forhold til den velfærdsmodel vi kender her i landet. Hvor et samfund, må måles på, hvordan vi tager os af de svageste grupper i samfundet.
Vi kan diskutere så det slår gnister, hvordan vi gør det bedst og hvilket politisk parti der har det bedste bud på det.
Vi taler om solidaritet, om varme hænder, om frihed og lighed, om at de stærkeste skuldre skal bære den tungeste byrde osv. osv.
Det er ikke vores opgave her i kirken at diskutere partipolitik – Her kan vi blot konstatere at den barmhjertige samaritaner ikke er blevet fortalt forgæves.
Rød eller blå – vi er i vid udstrækning enige om, at vi altid er forpligtet på at hjælpe et menneske i nød.
Jeg tror de fleste mennesker kender begrebet barmhjertighed, netop fra lignelsen om Den barmhjertige samaritaner – og derfor også har en intuitiv fornemmelse af, at det handler om at vise kærlighed og omsorg.
Vi kalder det også næstekærlighed.
Og jeg vil tro, at hvis vi her i dag lavede en håndsoprækning på hvad man synes det vigtigste i kristendommen er, hvilken værdi der er mest central – så tror jeg at mange af jer vil svare, netop: næstekærlighed.
Politikere diskuterer hvordan vi tager hånd om de svageste i samfundet. I kirken diskuterer vi også af og til, hvordan næstekærligheden skal tolkes og praktiseres. Og på den måde stempler vi lige ind i den diskussion som lignelsen er fortalt i.
”Hvem er min næste?” var der en der spurgte og Jesus svarede ham med at fortælle om den barmhjertige samaritaner.
”Hvem er min næste?” Er det mine nærmeste, min familie, venner, naboer og kollegaer? Er det alle danskere? Er det alle kristne? Er det den jeg møder der har brug for hjælp? Eller er det slet og ret alle mennesker, uanset hvor de bor og hvad de tror?
Hvem er min næste? Det burde egentlig være ret enkelt, men i praksis er det som om vi alligevel tit synes, at nogen er mere næste end andre…
Når fortællingen om Den barmhjertige samaritaner, er blevet en nøglefortælling i vores tradition, er det, fordi han reagerer over for en fremmed, som om det var en bror. Han behandler en fremmed, som hans nærmeste. Det syn på den fremmede, fortæller os, at alle mennesker er værd at hjælpe
I fortællingen står der også, hvad det var, der fik ham til at handle, som han handlede. Der står, at ”han fik medynk med ham” – i ældre oversættelser står det endnu stærkere, at han ”ynkedes inderligt”.
Det er den græske glose – splanknizomai – direkte oversat betyder det egentlig ”han fik ondt i indvoldene” – altså i maven. Det er faktisk ret fantastisk beskrevet. For det er jo sådan det er: Når man hører, at ens nærmeste er blevet ramt af noget forfærdeligt, får man netop fysisk ondt i maven.
Det er en vigtig pointe i historien, at manden fra Samaria betragtede den nødstedte som sin bror.
Det jog igennem ham, da han så hans lidelser. ”Han ynkedes inderligt”, som om den forulykkede var hans nærmeste. Derfor måtte han handle, og i den handling viste han, at han handlede som en bror til manden, der var overfaldet af røvere.
Han gør, hvad vi vil gøre over for dem, vi står nærmest.
Da manden spørger: ”Hvem er min næste?”- fordi han vil finde ud af, hvem han er forpligtet på at vise næstekærlighed og omsorg, så svarer Jesus med fortællingen om den barmhjertige samaritaner.
Og Jesus vender det altså på hovedet. Næsten er den der viser barmhjertighed. Vi skal være næste for andre.
Man kan få den tanke at Jesus taler om det vi i dag kalder en nødhjælpsarbejder. En, der skaffer nødrationer og lægehjælp til de nødstedte. Dem som der så god forfærdeligt meget brug for lige nu i Afghanistan, i Syrien, på Haiti – og andre steder der er ramt af krig og katastrofer. Det gør han også – men det handler om mere end det.
Måske kan man definere det at vise barmhjertighed, som det at gå ud over sin egen ret, og hjælpe den anden til et bedre liv. Til større livsudfoldelse.
Men hvad betyder det? Hvordan hjælper vi andre mennesker til større livsudfoldelse? Ja, det findes der åbenlyst ikke noget enkelt svar på. Kravet om barmhjertighed er Guds – men dilemmaet er vores.
Når vi fx møder en stiknarkoman på gaden, der spørger efter en mønt. Hvad skal jeg så gøre? Skal jeg give ham en mønt, så han kan købe flere stoffer og derved ødelægge sit liv, eller skal jeg afvise ham? Hvordan skal vi tage vare på det liv, som ønsker at ødelægge sig selv?
Det er ikke muligt at slå op i Bibelen for at finde en løsning på hverdagens problemer og dilemmaer.
Man skal elske sin næste som sig selv.
Man skal vise barmhjertighed over for den der er i nød.
Men der gives ingen anvisninger på, hvordan du bør varetage den andens liv, kun, at du SKAL tage vare på den anden, og det på en måde der tjener den anden bedst.
Filosoffen og Teologen KE. Løgstrup hævdede at der ikke findes en egentlig kristen etik. Vi får ingen konkrete anvisninger på hvad vi skal gøre – men siger han i et meget ofte citeret sted i ”Den etiske fordring”:
”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens livs lykkes eller ej” (Den etiske fordring)
Altså! Når vi står overfor et andet menneske, står vi altid
med noget af deres liv i hænderne! Vi står med et valg. Vi kan hjælpe til
større livsudfoldelse eller vi kan gøre det modsatte. Det er ret vildt hvor
meget magt vi hver i sær har, når man tænker over det…
Jeg skal elske min næste. Jeg skal vise barmhjertighed – jeg skal tage vare på
den anden – på narkomanen – på den måde der tjener ham bedst. Men hvordan må
jeg selv finde ud af. Jeg må stille mig selv spørgsmålet, bruge min indlevelse,
men barmhjertighed og fantasi til at sætte mig i den andens sted.
Det er ikke altid den nemmeste løsning der er den bedste eller mest kærlige.
Hvordan jeg skal elske min næste – hvad det indebærer og hvordan det skal udfoldes, det kan kun besvares i mødet med den anden. I øjeblikket. I situationen.
Den barmhjertige samaritaner satte sig i den andens sted, og derefter sætter han den anden i sit sted. Han behandler den vidt fremmede som sin bror.
Og spørgsmålet til os er ikke så meget: ”Hvem er min næste?” ”Men hvem er jeg er en næste for?”
Og jeg kunne slutte her, for kravet om næstekærlighed står fast som i cement i kristendommen – selvom vi må konstatere at det gør vores utilstrækkelighed også
Det er et vilkår, at det er sådan. At vi ikke rigtigt bliver klogere. Eller bedre. Det er et vilkår ved at være menneske, at være medmenneske. På godt og ondt. Men det er også et vilkår ved at være menneske, at være elsket af Gud. På godt og ondt.
At vi er elsket – trods alt- af Gud, er ikke en slags undskyldning eller en blanco check der gør, at alt er lige godt og lige gyldigt.
At vi af elsket er Gud er først og sidst et udgangspunkt for vores liv, der gør at vi overhovedet kan elske – og at vi kan gå fejl af hinanden, og alligevel stå op i morgen med frimodighed og nyt livsmod til at forsøge at gøre det rigtige.
Næstekærlighed er en kristen pligt. Det kan lyde som en enorm
byrde, men det er i virkeligheden også en stor gave. Netop det, at der er noget
man skal. Hver morgen er der noget vi skal. Vi skal stå ud af sengen og vise
næstekærlighed til dem vi møder. Så enkelt er det
og så svært.