Prædiken til Midfastesøndag, tekst: Joh. 6,1-15
Hvornår er man egentlig midaldrende?
Det spørgsmål kom jeg til at diskutere med nogen forleden. Der er sådan noget meget lidt attraktivt ved at være midaldrende. Det lugter lidt af hengemthed og overskreden salgsdato.
Det var faktisk mig selv der rejste spørgsmålet? Jeg er 37 år – og bevæger mig statistisk set ind i 2. halvleg af mit liv. Er jeg midaldrende?
Den Danske Ordbog fortæller, det betyder en alder, der ligger mellem ungdom og alderdom. Det er jo et ret vidt begreb. Man er altså midaldrende, når man ikke længere er helt ung, men stadig heller ikke ældre end, at man er yngre end dem der er gamle.
Det er et sjovt begreb, midaldrende, for egentlig betyder forstavelsen ”mid” en midte, ligesom mid-dag, der er midt på dagen – og så kan man jo gå matematisk til værks for at regne ud af hvornår man er midaldrende. Den gennemsnitlige levealder for kvinder i 2012 var 81,6 år – det betyder, at jeg ikke er midaldrende før om ca. 3 år. Pyh ha!
”Mid” betyder imidlertid ikke bare midte, men også mellem, så midalderen er altså mellemalderen. Livstiden mellem ungdoms vovemod og alderdommens stilfærdighed.
Eller som det hedder i et digt fra omkring 1830: “Vor Ungdoms Fryd, Midalders Ære, Vor svage Alders Trøstestav!”
Begrebet midaldrende er på vej ud, tror jeg. Engang var det betegnelsen for modenhed, afklaring og dannethed. I dag er der ingen der vil være det og det bliver nærmest brugt sådan lidt ironisk eller nedladende. I dag vil vi bare være unge! Vi vil ikke være hverken gamle eller midaldrende. Jeg hørte forleden at man er begyndt at skelne mellem aldersunge og livsstilsunge. Det er ret tankevækkende, synes jeg.
I dag er det mid-fastesøndag. Vi er midt i fasten, som er tiden for bøn og bibellæsning, fokusering og fordybelse, selvransagelse og gudsransagelse. Helt konkret er vi tidsmæssigt lige midt i de fyrre dage, som fasten varer. Vi er halvvejs.
Det er interessant på samme måde, som det er interessant at vi som midaldrende, skulle være halvvejs gennem livet. Altså i sig selv ret uinteressant.
Det er tiden der går og sætter sine spor og gør os en dag ældre hver morgen, og man kunne kalde midfasten eller midalderen for den horisontale midte. Den midte der finder sit punkt på en tidslinje mellem askeonsdag og påskedag, mellem vugge og grav.
Men det at være midt i fasten – eller midt i livet, bliver et væsentligt fokus, når vi gør det til noget vertikalt, for så betyder det at vi uanset tid og alder altid er eller skal være ”midt i livet” – så er vi ikke midaldrende, men mid-mennesker, og det er dybest set det fastetiden skal fastholde os i, at vi uanset alder, er mennesker midt i livet.
Hvad betyder det at være et menneske midt i livet på den vertikale måde? Det betyder fx at vi hverken skal lade fortiden eller fremtiden tage styringen over os.
At være midt i livet betyder at vi skal være til stede i øjeblikket, i nuet. – ikke at lade gjort eller ugjort i fortiden ødelægge vores liv, og ikke at lade frygt og bekymringer for fremtiden farve og forkrampe vores liv.
At være midt i livet betyder at vi ikke kan leve på et skridts afstand – hverken af de mennesker vi omgiver os med, eller af os selv. Gør vi det har vi mistet fokus, er gået ud af os selv, og ud af det egentlige og ægte liv.
Det handler for os om hele tiden at stræbe efter at være midt i livet, som de mennesker vi nu engang er. At være til stede som sig selv – og det er ikke det samme som at være optaget af sig selv, men snarere at være til i selvforglemmelse, taknemmelighed, ubekymrethed og i en erkendelse af, at livet er noget vi modtager. Det er det fortællingen om bespisningsunderet handler om. Vi kan ikke mætte os selv.
Det er midt i livet, vi mærker os selv og hinanden. Og det er midt i livet vi møder Gud. Gud er til som konkret og virkelighedskraftig kærlighed midt i vores liv med hinanden.
Gud er ikke en fjern abstraktion, men så livsnær at han er selve livet. Vi kommer så let til at opløse Guds storhed, når vi skal tale om Gud i vores menneskelighed. I Bibelen er det ikke opløst. Der rummer fortællingerne om Kristus som både Gud og mand det paradoks og den nødvendige sandhed, som vi ikke kan begribe med vores forstand, men som vi må lade os gribe af i tro.
Som mand blev han døbt, og som Gud tilgiver han vores synd og tager imod os.
Som mand blev han fristet, men som Gud overvinder han døden. Som mand har han været træt, men som Gud er han hvilestedet for dem ”der slider sig trætte og bærer tunge byrder”.
Som mand beder han til Gud Fader, men som Gud opfylder han bønner.
Som mand græder han, men som Gud får han gråd til at ophøre.
Som mand sørger han over sin ven Lazarus´ død, men som Gud kalder han ham til live.
Som mand har han lidt og været såret, men som Gud helbreder han sygdom og lidelse.
Som mand har han følt tørst, men som Gud er han den levende kilde.
Som mand har han følt sult, men som Gud er han livets brød.
Gud er gået helt ind i vores menneskeliv. Gud er selve livets centrum eller udspring eller midte. Gud er den der mætter os i vores livs nu, med liv og mening, Som i dagens tekst om bespisningsunderet.
Der er en overvældende ødselhed over fortællingen. Det er en fortælling om at lidt kan blive til meget. De var sultne. Helt fysisk sultne efter mad der kunne få deres tarme til at holde op med at skrige. Og så er der en lille dreng med en beskeden madpakke – det er, som for intet at regne til så mange. Undseeligt, som da Gud selv blev født i en lille drengs skikkelse. Lidt kan blive til meget. Ingenting kan blive til alt.
En lille drengs madpakke, naturen der har slået generøst ud med hånden og sørget for at der er meget grønt græs at sidde i, velsignelsens under – og det at Jesus møder dem lige midt i livet i krydsningsfeltet mellem det horisontale og det vertikale. Deres skrigende tarme og deres sultne hjerter. De bliver mætte – ikke bare i deres maver, men Jesus møder dem i deres menneskelighed – som et menneske der selv har prøvet at sulte, og som Gud der er livets brød – og de bliver mættet i egentlig forstand.
Lidt bliver til meget. En lille dreng, får stor betydning. Fem brød og to fisk, rækker til alle mennesker. En græsmark, bliver velsignelens muld. Et brød, bliver til livets Gud. Sult bliver til mæthed. Få ord kan fremkalde en hel verden af liv. Guds Ord skaber liv ud af intet, også for os i vores livs midte. Underet sker midt i livet. Betydningsfulde øjeblikke mættet med nærvær og liv og velsignelse.
Vi skal ikke se op mod himlen for at opleve velsignelsens mættende under. Vi skal ikke isolere os i inderlighed for at opleve velsignelsens mættende under. Vi skal ikke gå ud af os selv og være noget andet end vi er, for at opleve velsignelsens mættende under. Vi skal ikke anstrenge os det fjerneste, men være til stede som den nærmeste. Velsignelsen, Guds mættende fylde, underet sker når vi er, der hvor Gud er – og hvor vi også skal være – lige midt i livet.