5. søndag efter trinitatis
Det er sommer og ferietid!
Jeg tror de fleste af os kan mærke det. Uanset om vi stadig er på arbejdsmarkedet eller ej.
Sommeren lokker med sin frihed, og vi længes efter at lægge noget fra os.
Det en lidt mærkelig tid.
Vi pakker bilen
Sætter autosvar på mailen
Lukker computeren
Ifører os blødt bomuldstøj og lader hånt om æstetikken
Kører mod sommerhus, campingplads eller lufthavn
Vi kan næsten ikke komme hurtigt nok ud ad døren og væk fra rutinerne.
Vi drømmer om lys, latter og lethed.
Og det selvom de fleste af os nok også kan huske ferier og somre der ikke bare var lyse og lette – for når vi pakker til ferien, har vi det også med at pakke det tungeste med
Bekymringerne
Ansvaret
De skyhøje forventninger
Tanken om at vi skal have styr på det hele
Det kommer alt sammen også med i tasken
Og måske derfor er der noget befriende over at høre dagens tekst, netop her, på vej ind i sommeren.
Her får vi fortalt, at livet ikke er let, og heller ikke skal være det – men at vi indimellem har brug for at blive mindet om vores størrelse som mennesker
At vi er mennesker i menneskestørrelse.
Jesus spørger sine disciple: ”Hvem siger I, at jeg er?” og Peter svarer spontant i en forbilledlig kort trosbekendelse: ”Du er Kristus, den levende Guds søn”.
”Ja”, siger Jesus. Peter svarede rigtigt – men det er næsten endnu vigtigere, hvad Jesus svarer tilbage: ”Du er Peter, stærk som en klippe! Du skal være bindeled mellem jord og himmel”. Jesus giver ham en identitet og fortæller ham hvem han er.
Og så lige efter, sker det næsten komiske. Den nyudnævnte klippe begynder straks at fortælle Jesus, hvordan Gud burde indrette verden: Da Jesus fortæller om sin egen lidelse og død, protesterer Peter. Det kan han ikke holde til: ”Nej”, siger Peter, ”det må ikke ske! Gud må passe på dig. Skån os for lidelsen!”
Peter vil beskytte Jesus, men i virkeligheden prøver han at styre Gud. Og Jesus giver ham voksenskældud: ”Det var satans!” siger han. ”Du er så meget i dine egne følelser, at du slet ikke giver plads til Guds vilje.” Peter bliver ikke forkastet. Han bliver sat på plads og hjulpet til at finde sin rette plads og størrelse i forhold til Gud.
Men Jesus sætter Peter voldsomt på plads, fordi Peter – uden selv at opdage det – er begyndt at ville bestemme, hvordan Gud skal være Gud. Peter ønsker en Gud uden kors. En Gud, der fjerner lidelsen, men ikke går ind i den.
Og det er også vores fristelse. Vi kommer så let til at tro, at vi alt er op til os selv.
I stedet for at forsøge at være os selv, kommer til at ville skabe os selv.
I stedet for at have ambitioner om at gøre os umage med det der er vores liv, kæmper vi for at optimere os selv til skulle være den bedste version af os selv
I stedet for række ud efter hjælp, forsøger vi klare det hele selv
Redde os selv
Og så bliver livet næsten umenneskeligt. Det er en kortslutning at tro, at fordi vi har fået evnen til at påtage os ansvar, at vi så også har ansvar for alt det der ligger uden for vores rækkevidde og højde. Det er – ligesom Peter – at gøre os selv større end vi er. Vi kan ikke frelse os selv. Og når vi forsøger, så brænder vi ud.
Vi er ikke Gud, vi er mennesker i menneskestørrelse.
At bekende sig til Kristus har betydning, ikke alene i forhold til en afklaring i troen på Gud, men også i forhold til egen selvforståelse og væren i verden. Som kristne må vi turde se det smertelige i øjnene og ikke forsøge at frelse os selv ved at lukke øjnene, sminke på sandheden eller gå uden om det der kan være lidelsesfuldt.
Gør vi det, nærer vi mistillid til Gud og tvivler på den klippestyrke, vi har fået fra Gud. Derfor beder vi: ”Ske din vilje, som i himlen således også på jorden”, fordi det er umuligt for os ikke indimellem at miste mod og retningssans i forhold til den kærlighed, der håber alt og udholder alt.
Måske er det derfor vi går i kirke. Ikke alene for at blive fornyet i den fælles tro og, som Peter, bekende den: ”Du er Kristus, den levende Guds søn”, men også fordi vi har brug for at blive mindet om, hvem vi selv er.
At det er Kristus der er hovedhjørnestenen. Ikke os. At vi er mennesker. Hverken mere eller mindre.
Her i kirken må vi komme med alt det, vi ikke kan bære
Her i kirken bliver vi sat fri fra, at skulle være større, end vi er
Som vi skal synge om lidt i Iben Krogsdals salme ”Der står en kirke på dybe grunde”:
her kan vi komme og falde ned/ når vi er store og længes efter/ at himlen vokser om vores sted,/ her kan vi lægge hvad vi skal bære/ her kan vi bare få lov at være,
Når vi er store – altså når vi er blevet for store til os selv.
Når vi tror, det hele afhænger af os.
Peter fik overgivet et stort ansvar af Jesus og tvivlede ofte selv på, om han havde styrken til det. Ligesom vi indimellem kan tvivle på, om vores evner rækker til de opgaver, vi står overfor.
Men Gud giver os ikke ansvar uden at give os styrke. Styrken ligger i at hvile i, at den kommer fra Gud. Når vi har stået i noget, der var tungt og svært at se sig ud af, så vil erfaringen for mange af os være den, at vi fik nogle kræfter, vi slet ikke troede, vi havde. Når vi giver slip i tillid til Gud og andre mennesker.
Og måske er det netop dér friheden ligger. Ikke i at bære mere – men i at bære det, vi faktisk er givet: Tillid, tro og håb
Nu er det sommer og ferietid.
Nogle af os rejser langt væk. Andre bliver hjemme
Nogle glæder sig. Andre går en sommer i møde, de aldrig selv ville have valgt
Om lidt går vi ud ad kirkedøren
Måske skal nogle af os direkte hjem og pakke bilen
Og vi kommer sikkert til at pakke for meget
Solcreme
Regntøj
Badetøj
Bøger, vi aldrig får læst.
Men måske kunne vi lade én ting blive tilbage her i kirken?
Forestillingen om, at det hele hviler på vores skuldre.
Hverken livet eller sommeren hviler på dine skuldre alene.
Vi skal ikke bære verden
Vi skal ikke være stærkere end vi er
Vi må gerne bare være mennesker
Mennesker, der lever på en grund, der er dybere end vores egen styrke
Vi er mennesker i menneskestørrelse.
Ikke mindre end vi er. Ikke større end vi er.
Lad Guds styrke, være din styrke.