16. søndag efter trinitatis /Tekst: Luk. 7,11-17
Fortællingen om den fattige enke, der mister det eneste og det kæreste hun har, nemlig sin søn, er en fortælling der bevæger os. – Som det bevæger os dybt når vi hører om forældre der mister et barn. Sorgen over at miste et menneske – ægtefælle, søster/bror, far/mor, kan ikke gradbøjes. Sorg er sorg og det gør ondt – men det er bare meningsløst at miste et barn.
Jeg tror næsten alle forældre kan mærke det helt ind i knoglerne, og at det rører ved en grundangst i os – og også ved en solidaritet eller fællesskab med dem som oplever det. Vi har stor sympati med enken fra Nain. Vi har stor sympati med de forældre der mister et barn. Det rører os. Det bevæger os.
Men det bevæger os ikke nødvendigvis hen imod dem.
Måske snarere tværtimod. Måske bevæger vi os væk fra dem i stedet. For vi ved
ikke hvad vi skal sige eller gøre. Måske er vi bange for at komme til at gøre noget
forkert. Måske er vi bange for at komme til at sige noget der kan gøre de
sørgende endnu mere kede af det. Eller måske er vi bange for at trænge os på. I
hvert fald er det sådan det er. Vi er generelt ikke ret gode til at være
pårørende til sørgende i DK – Esben Kjær var også inde på det, i sit foredrag
her i Kulturugen.
”Vi ved jo ikke hvad vi skal gøre”, siger vi og derfor holder vi os væk fra den
sørgende, og mange sørgende oplever oven i sorgen, også at føle sig forladt at
venner og bekendte.
Og det kan ikke siges ofte nok, at vi som pårørende til en sørgende, ikke skal
være så optaget af om vi kommer til at sige eller gøre noget forkert.
Grundlæggende kan man ikke gøre eller sige noget, der kan gøre den sørgende mere
ked af det. Sorgen fylder i forvejen det hele.
Man skal bare være der. Være sammen med den sørgende. Lade være med at forsøge undgå
at nævne den døde, men derimod blive ved med at tale om den døde. Det gør ikke
sorgen værre, men det gør derimod, at man ikke føler sig alene i sorgen.
Esben Kær havde flere vigtige pointer synes jeg. En af dem, er, at det måske ikke er så mærkeligt at vi i vores del af verden, kan føles os noget famlende når vi møder sorgen tæt på. Det er rigtigt, at vi faktisk ikke ved hvad vi skal gøre. For vi har ikke længere rigtig nogen kultur hvad angår sorg.
Vi har næsten ingen ritualer, sociale konventioner eller
færdselsregler for, hvordan vi omgås folk i sorg. I mange andre kulturer er der
helt anderledes, og førhen var det også anderledes hos os. Men det er som om vi
har mistet den viden, at den sørgende har brug for, at vi der er omkring dem,
stiller op og er der. Gør noget. Det er på en måde paradoksalt i en tid, hvor
vi bryster os af ikke at have berøringsangst, at når det kommer til døden, så
har vi ikke andet. Eller vi lader samfundet tage sig af det. Vi overlader de
sørgende til sorggrupper eller psykologer – som kan være gode nok – men hvor
det de fleste har brug for, er at fællesskabet omkring dem, bevæger sig, sammen
med dem – og ikke væk fra dem.
Ikke bare til begravelsen. Ikke bare i de første uger. Ikke bare et: ”Du ringer
bare, hvis der er noget” – for det har den sørgende ikke overskud til. Nej, ring
selv. Bank på. Bliv ved. Den der er i sorg, bliver ved med at have brug for
mennesker at bevæge sig sammen med. Den der er i sorg, bliver ved med at have
brug for at der er nogen der tør røre ved ham eller hende.
For nogle uger siden var jeg til et arrangement i Vor Frue
Kirke med forfatterne Søren Fauth og Naya Marie Aidt, der begge har skrevet om
døden. Naya Maria Aid har skrevet bogen ”Har døden taget noget fra dig, så giv
det tilbage”, der beskriver tiden efter hendes søn Carls død.
Arrangement havde de valgt at kalde ”Liv i sorgen”. Jeg tænker at det skal forstås
helt konkret og mellemmenneskeligt, at når man har mistet, så er sorgen ikke
noget der går over. Der er ikke et liv efter sorgen. Men at der faktisk er
et liv i sorgen. Det sker. Livet finder sin vej tilbage og sorgen bliver mere
levebar. Den forsvinder ikke. Den er ikke noget man kommer over.
Naia Marie Aidt fortæller at det var fællesskabet omkring
hende, der blev hendes vej til et nyt liv i sorgen. I bogen skriver hun også
om, hvordan hun manglede ritualer og at vi var bedre klædt på til at være i
sorg. Hun skriver:
”Vi ville ønske, at man stadig gik med sørgebind det første år.
Vi ville ønske, at man stadig klædte sig i sort det første år.
Vi ville ønske, vores mærke var synligt, så andre kunne se vores mærke
Vi ville ønske, at der fandtes ritualer.
Så vi lavede selv ritualer.
Vores venner laver ritualer.
Så vores venner spiser med os hver aften.
Så vores venner ringer til os hver morgen.
Så vores venner tager sig af vores børn.
Så vores venner sidder hos os hele dagen, mens intet sker.
Så vores venner holder os i live, mens intet sker.
Kun denne brændende smerte sker.
i den standsede tid, brændende smerte.
Vores venner vasker forsigtigt det blødende sår.
Rituelt vasker de hver dag.
Vores usynlige brændemærke.
Fællesskabet som noget lige så absolut som døden.
Fællesskabet som eneste mulighed.”
Arrangementet havde de valgt at kalde ”Liv i sorgen”: Jeg tænker at det skal forstås som opstandelse. Det sker. Livet vender tilbage, eller det har aldrig været væk – men den der er i sorg, har brug for mennesker omkring sig, som kan hjælpe med at mærke det. Mærke livet. Der er liv i sorgen. Der er liv på trods.
Der er liv i sorgen. Det mærker enken fra Nain, da hun møder Jesus. Jesus bliver bevæget, da han hører om hendes tab. Han bliver bevæget, som vi bliver bevæget når vi møder en forælder, der har mistet sit barn. Men han flygter ikke, som mange af os andre kunne have lyst til, men bliver der. Rører hende, bliver hos hende og bringer hende trøst.
Og så taler han den døde søn op! Rejs dig, siger han og den døde rejser sig og begynder at tale. Jesus giver enken sin søn tilbage. Der er liv i sorgen. Ikke som før. Tiden bliver ikke skruet tilbage, til før sønnen døde. Men de får et nyt liv sammen. Det er opstandelsen.
Vi ved meget vel, at vi ikke får vores døde tilbage som før
de døde. Vi ved meget vel, at de ikke rejser sig fra deres grave, hvor højt vi
end råber at de skal. Men lad fortællingen her ved et tegn for os, om at vi
ikke skal sige farvel til vores døde, men at vi skal være sammen igen i
opstandelsen.
Vi kan ikke, som i fortællingen, få de døde til at rejse sig og give dem
lyslevende tilbage til vores venner der har mistet. Og så alligevel. Vi kan lære
meget af den måde Jesus møder den sørgende enke fra Nain: Vi kan være der. Lade
være med at flygte. Blive der. Røre hende og bringe hende trøst. Og så kan vi
tale den døde op sammen, eller hjælpe med at der bliver en plads til den døde i
vores liv med hinanden. Give plads til alt det den der er død, har været og er.
Give plads til at den kærlighed og det liv, der var – stadig er.
Der er liv i sorgen. Ikke som før. Vi kan ikke skrue tiden tilbage. Men der er nyt liv. Det er opstandelsen.
Opstandelse er lige her og opstandelse er engang. Opstandelse er liv i sorgen. Opstandelse er et håb. Opstandelse er et farvel til alle endegyldige farveller.