3. søndag efter trinitatis.
Den her fortælling, den kender vi. Fortællingen om den fortabte søn. De fleste hørte den allerede fortalt mange gange som barn.
Den er blevet en slags grundfortælling i vores del af kirken. På linje med Den barmhjertige samaritaner og Kærlighedens højsang i 1. kor 13. De tre tekster er for mange kristne i dag, essensen af hvad kristendom er. Det er tekster der tydeligt viser Guds grænseløse kærlighed og barmhjertighed – og fordringen om næstekærlighed.
Når vi møder en af de fortællinger, som vi synes vi har forstået allerede som barn – som vi kender ud og ind, så er faren at vi ikke rigtig hører den længere. Vi kommer let til at pakke den ind i nogle indforståede forventninger om hvad den handler om.
Traditionelt er det en af de tekster man har skændtes om at
eje fortolkningen af. Skåret lidt ud i pap – og alt for simpelt – kan man sige
det sådan her:
For den missionske del af kirken handler lignelsen om personlig omvendelse. Den
yngste søn bliver et spejl for det menneske der må tage ansvar for sine
handlinger og valg. Som er faret vild i verdens fristelser og som angrer det
han har gjort og vender hjem. Hjem til Gud.
For den grundtvigske del af kirken handler lignelsen om den barmhjertige og
kærlige Gud. Den yngste søn, kommer godt nok hjem – men om den yngste søn
virkelig angrede, eller bare tog hjem fordi han ikke havde andre steder at gå
hen, er underordnet. Det afgørende er at det at være kristen, er at leve på
Guds grundløse kærlighed og finde ro i den, som sit hjem.
Lignelsen er blevet brugt som en grundfortælling der skal
sige noget om forholdet mellem Gud og mennesker.
Det kan være svært rigtigt at høre fortællingen, når man kender den ud og ind – og når man på forhånd har besluttet sig for hvad den handler om. Vi kender den, synes vi. Men gør vi egentlig det? Hvad hvis vi vender blikket mod den ældste søn i fortællingen.
Eller, hvis vi stiller os selv det spørgsmål: Hvem af de to
brødre vil du helst være? Den yngste eller den ældste? Den ødsle eller den
jaloux?
Jeg tror det har ændret sig. Hvis man havde stillet det spørgsmål for nogle
generationer siden, så ville der ikke være tvivl om, at det er den yngste søn
der er det sorte får- og at man gerne ville identificeres med den ældste der
blev hjemme og gjorde sin pligt. Men er det sådan i dag? Jeg tror det ikke.
Vi er vokset op i en kultur der hylder vovemod. Lev stærkt – dø ung, Carpe Diem
– eller Pippis: ”Det har jeg ikke prøvet, så det kan jeg sikkert godt”. Vi
lærer at det at turde fejle, er en måde at vokse på som menneske. ”Den der ikke
fejler, laver ikke noget” – siger vi.
Den yngste bror lavede en fejl og lærte af det. Umiddelbart tænker vi, at han er et mere spændende menneske end den ældste bror, der bare gjorde det han skulle – og fremstår både kedelig og smålig.
Og hvem vil gerne være det? Pligtopfyldende? Ja! Men ikke
selvretfærdig, jaloux og smålig. Men måske er det i virkeligheden den side af
os der bliver talt til i lignelsen.
I sin sammenhæng hos Lukas, fortæller Jesus den til farisæerne og de
skriftkloge. Der står at alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at
høre ham, og at farisæerne og de skriftkloge var rasende over det: ”Den mand
tager imod syndere og spiser sammen med dem”, sagde de -og så fortalte han dem
forskellige lignelser i afdelingen for glemte og tabte sager, kan man sige…
Lignelsen om fåret der blev væk, og blev fundet igen. Lignelsen om kvinden der
tabte en mønt, ledte og ledte og holdt en fest da hun fandt den igen – og altså
lignelsen her om sønnen der var tabt og som kom hjem igen. Som var død, men
blev levende igen.
Tre lignelser talt direkte til de farisæere som var rasende
over, at Jesus påstod at der er plads til alle rundt om bordet i Guds rige,
også – eller måske særligt: Alle dem der er tabt for omverdenen.
De har helt sikkert stået der og været udmærket klar over, at den smålige
storebror, var et billede på dem.
Og vi der lytter til historien er, om vi kan lide det eller ej, den storebror der måske nok har gjort hvad der forventedes af ham, og som nu har fået det ansvar at kunne rumme den der ikke gjorde. Som om Jesus siger: At være kristen er at få de andre ind, så de ikke skal skamme sig over, at de er udenfor.
Og det er da provokerende for os at skulle spejle os i den
ældste bror. Hvem gider at være den der står der udenfor og surmuler over
andres fest? Hvem gider være ham der bliver så presset af jalousi at han siger:
”Jeg er her altså også”, eller ”Jeg var her altså først” eller ”Se mig, jeg vil
også have en fest”? Vi har da alle sammen mest lyst til at være rummelige,
overbærende og storsindede – som faderen.
Men helt ærligt, jeg forstår ham faktisk godt. Det er lidt let for faderen at
sige: ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit”. Det er ikke svært at
forstå, at han føler at faderen gør forskel på sine børn. Det er ikke svært at
sætte sig ind i, at også godt kunne have tænkt sig at hans far havde holdt fest
for ham, eller bare vist at han satte pris på alt det han havde gjort. Men det
er åbenbart så provokerende evangeliet skal forstås: At i Guds rige der er
glæden betinget af, at den deles med alle, ikke mindst dem, der ikke har deres
på det tørre.
Evangeliet i dag indeholder også en guddommelig ordre til os om at glæde sig på andres vegne. Vi bliver irettesat og fortalt, at glæden ikke kun er min. Alt mit er dit, siger Gud – men det betyder også, at det er alle de andres. Uanset og på trods af alle fejl og mangler. Guds rige er der hvor vi sidder rundt om bordet alle sammen, med alle vores fejl og skævheder.
Himlen/Guds rige er der, hvor der ingen knurren er, men hvor din glæde er min glæde. Himlen/Guds rige er der, hvor vi kan rumme hinanden med alle vores forskelligheder og ikke forsøger at tvinge hinanden ned i bestemte kasser eller måder at leve på.
Luther siger et sted: “Hvis nogen ville male et præcist billede af Gud, måtte det være et billede af lutter kærlighed, som var den guddommelige natur intet andet end en åben ild og lidenskabelig kærlighed, der opfyldte himmel og jord.”
Og i den guddommelige natur, som omslutter hele vores liv og vores fremtid, lever vi. Det betyder, at hverken vildfarelse eller forargelse får os til at falde ud af Guds kærlighed. Vi står i al evighed under Guds dom og er båret af Guds nådige hænder.
Gud er en åben ild og lidenskabelig kærlighed, der opfylder himmel og jord – og som sætter os i bevægelse og kalder os, finder os og sender os. Indimellem er os der bliver væk, og har brug for at blive vendt om og båret tilbage. Indimellem er det os der har brug for en hånd der rækker ud imod os og siger: Kom med mig!
Og hver dag er det os der skal række hånden ud. At leve i
den guddommelige natur, vi kristne kalder for Guds nåde, er, også at vi er
forpligtet på at afspejle Gud i vores liv. Det er at lade Guds kærlighed blive
vores kærlighed til andre. Det betyder ikke andet, end at den guddommelige natur,
som altid og uden fordømmelse søger det tabte, også skal være vores natur. Vi
er sat her i verden for at bruge vores dage og vores fremtid på at gå ud at
finde de tabte/dem der har mistet glæden/orienteringen og tage dem ved hånden!
Ikke for at føre den anden hen hvor du er, men for at hjælpe den anden til
glæde. Hvordan? Ja, det er din opgave at finde ud. Guds kærlighed og tålmodige
omsorg, må og kan udtrykkes på en mangfoldighed af måder.
Når vi læser fortællingerne i Bibelen, bliver det
tydeligt at Gud kan bruge mange forskellige slags mennesker i sin bevægelse.
Det kræver ikke særlige forudsætninger, eller en særlig fromhed eller inderlig
tro. Det kræver heller ikke særlige gode talegaver, eller andre kompetencer –
men der kræves det af os, at vi ikke skaber skel eller skelner mellem
mennesker. Og der kræves det af os, at vi glæder os på hinandens vegne. Guds
rige er der, hvor vi rummer hinanden og arbejder på hinandens glæde. Guds rige
er der, hvor der ingen knurren er, men vor din glæde er min glæde.