”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives”, siger Jesus og det virker lidt umotiveret. Hvad er nu det for noget? Hvornår bespotter vi Ånden? Og er Gud ikke stor nok til at tilgive alt?
Forestil jer følgende set up: Jesus har lige helbredt en blind og stum mand. Han har givet ham syn og stemme tilbage. Det er hans livs øjeblik. Jord og himmel mødes lige der, hvor den helbredte mand oplever hvor smukt, bevægende og vidunderligt livet også kan være. Han er overrumplet og overvældet af glæde
Overvældet, som vi også er blevet det i vores livs største øjeblikke – hvor få eller mange de end måtte være. Og hans glæde smitter. Alle omkring ham bliver smittet af hans glæde. Eller det vil sige næsten alle. For der er nogle der oplever det på en helt anden måde. De ser ikke at livet lige her er smukt. Og de lader sig hverken smitte eller begejstre af glæden. Nej, de anklager Jesus for at stå i ledtog med den onde, altså at det er ved den ondes hjælp at han helbreder syge. Jesus argumenterer selvfølgelig imod den påstand og siger, at det kun kan være Guds ånd, der uddriver det onde – fordi Gud er god, og det der sker er godt. Den gode Gud gør godt. Ligesom fx det kun det gode træ giver gode frugter.
Bespottelse af Guds ånd – af Helligånden- er når man stempler den som en ond ånd. Det er at nægte at Guds ånd virker for det gode. At nægte, at det smukke er smukt, det gode godt, og det sande sandt. At bespotte Helligånden er at stille spørgsmålstegn ved Guds motiver, at hævde at verden i virkeligheden ikke er Guds, men Satans. At det at manden fik syn og sans igen er af det onde. At den nyskabelse der sker, er af det onde.
Jonas – ham med hvalfisken– er en parodi på en profet. Ikke bare værger han sig, da han kaldes til at fortælle de ugudelige Ninive-borgere , at Gud har set deres onde handlinger – eller som Sigurd Barret formulerer det – fortælle dem, at de er bliver lige lovligt ni-nævenyttige. Ikke nok med at han nægter det, nej, han flygter, tager det første og det bedste skib, og vil hellere kaste sig over bord end gøre det, Gud beder ham om.
Og da han endelig – efter opholdet i havdyrets bug – beslutter sig til at tage til Ninive og foreholde indbyggerne deres ondskab og meddele, at om 40 dage vil Gud udslette byen, sker der det overraskende, at indbyggerne omvender sig og Gud skåner byen.
Og det tager Jonas ilde op. Hvad er meningen? Hvordan kan Gud bare i et anfald af fløjlsgrøds-barmhjertighed lade nåde gå for ret? Men Jonas vidste at det ville ende sådan, siger han, det var derfor han flygtede. Den egentlige grund er altså ikke frygt for Ninevitternes vrede, men det at han ikke kan tåle Guds blødsødenhed. Jonas tilføjer, at han hellere vil dø end at stå model til det her.
Gud går i rette med hans smålighed, og Jonas-bogen slutter med, at Gud lader en olieplante vokse op som kan skygge for Jonas, men som går ud, til Jonas bitre fortrydelse. Og Gud spørger: ”Hvad bilder du dig egentlig ind? Du har ondt af den plante, som du ikke har haft noget arbejde med at få til at gro, som voksede op den ene dag og visnede den anden. Skulle jeg så ikke have ondt af en by med mere end 120.000 indbyggere?”
Jonas flygter altså fra det gode, og han tyder det gode, der sker, Guds barmhjertighed, som noget ondt. Som farisæerne oplevede helbredelsen af den blinde som noget ondt.
Det lyder absurd at Jonas bliver vred og anfægtet af at Gud tilgiver for meget – men egentlig ligger det nok ikke så langt fra en anfægtelse som flere af os kunne have, nemlig at Gud er fraværende – lader for meget passerer – blander sig for lidt. Lader vore kære dø for tidligt, og lader livet gå sin gang også når den gang er tung og gør vanvittigt ondt.
Det handler om hvilket filter vi ser verden igennem. Om vi leder efter andres fejl, altid ser på ulemperne, altid ser skjulte motiver hos andre. Om vi nægter at verden tilhører Gud og ikke at give plads til tilgivelsen, for gjorde vi det var vi tvunget til at se på verden og se på den anden med nye øjne.
Eller om vi har øje og blik for livets små og store mirakler, om vi altid ser den bedste udgave af vores medmennesker og altid tror det bedste om hinanden, livet og tilværelsen.
Ordet bliver tillagt stor betydning både i dagens tekster og i al almindelighed i dag. Tungen er en lille legemsdel, men kan prale af stor magt. Og vi skal aflægge regnskab for ethvert tomt ord, der er talt. – sådan står der i dagens tekster.
Det er ikke ligegyldigt hvilke ord vi bruger, for ordene tyder virkeligheden. Ord kan gøre verden mindre og grimmere – og ord kan gøre verden større og smukkere. Sådan er det. Alligevel, tillægger vi måske ord for stor betydning i dag.
Alle toppolitikere har taleskrivere og spindoktorer der skal lægge ordene i munden på politikerne, så vi – vælgerne – ikke får dem galt i halsen. De skal sørge for at politikerne fremstår troværdige og klarer sig godt i medierne, og det slipper de så mere eller mindre heldigt fra med at hjælpe dem medJ
Der er en tendens til at vi koncentrerer os om ordenes form, snare end om ordenes indhold. Vi indfører sprogpolitiker i skoler og institutioner og taler om ”nydanskere”, ”børn med særlige behov”, ”utilpassede unge” og andre tilsyneladende positive ord. Men vores ord skaber – i modsætning til Guds ord – desværre sjældent hvad det nævner. Anerkendelsen ligger ikke i ordene men i hjertet. De ord, vi bruger afspejler hjertet – hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Og det er først når vi af hjertet virkelig ikke længere har noget problem med fx ”uægte børn”, at vi kan kalde dem, det de er, nemlig børn. Og det er først når vi elsker med hjertet det lyder troværdigt i andres øre.
”Det sprog vi anvender skaber den virkelighed vi indgår i”, sådan lyder et af mantraerne i den systemiske tænkning og den anerkendende tilgang, som vi bliver skolet i dag, som forældre i forhold til vores børn – som kollegaer og projektmagere og i alle mulige sammenhænge vi færdes i. Og det er sandt at et anerkendende ordvalg og et positivt sprogbrug kan gøre meget for den gode stemning. De rigtige ord, kan få folk til at blomstre og ting til at ske.
Da Jesus helbredte den før omtalte blinde og stumme mand – så var der nogen der gav ham positive og anerkendende ord med på vejen. Og andre der devaluerede og var negative. Og det er sandt at begge dele var med til at skabe virkelighed. Godt eller ondt. Smukt eller grimt. Sandt eller falsk. Håb eller håbløshed.
Men evangeliet står fast på, at det er ikke ordene der skaber forandring, men hjertet bag. Ordene er blot et spejl af, hvad et menneske rummer, og det kan den mest raffinerede og dygtige spin ikke ændre ved. Det er det indre, der tæller, ikke det ydre, og det er fra hjertet, forandringen skal komme, ikke fra ordene.
Alligevel er det vel sådan, at ordene tyder virkeligheden. Hvilke ord gør verden større? Og hvilke gør den mindre, end den er? Hvilke ord tjener kun til at fremme min egen sag? – til mit eget bedste? Hvilke ord tjener fællesskabet? Og hvilke ord lader skinne igennem , at verden er Guds?
Jonas var en parodi på en profet – for en profet burde jo være kendetegnet ved at bruge ord der dels gør verden større, og dels tydeliggør Gud barmhjertighed og kærlighed for os. Men for det første prøver han at flygte fra det, tilværelsen forlanger af ham. Og for det andet, flygter han fra det gode. Det kan virke paradoksalt, men i virkeligheden er det ikke mere paradoksalt end, at vi ganske ofte, ikke gør det, der er bedst for os. Og det der er bedst for os, er ikke altid det der er lettest for os.
Kærligheden er kompromisløs og lader os ikke flygte fra tilværelsen, uanset om den er let eller svær. Det er kærligheden der gør livet værd at leve – og det betyder at vi må leve med både det der er smukt og godt – og også det der er svært og gør ondt. Det er kærlighedens vilkår.
I torsdags læste jeg en kronik i Kristeligt Dagblad som berørte mig meget. Knud Ove Mandrup, der har været præst her ved kirken havde en kronik i avisen hvor han skriver om sin bedste ven – om forholdet til sin kone Grethe, der er alvorligt syg og snart skal dø. Han skriver om at sorgen er kærlighedens pris. Grunden til jeg nævner det her, er dels – at jeg ved at der er mange af jer der kender både Knud Ove og Grethe, og har omsorg for dem. Og jeg nævner det også fordi, jeg blev meget inspireret at en formulering om kærligheden. Han skriver:
Stor er den kærlighed, som aldrig vil miste, men større er den kærlighed, der ser, at nu er det bedst at give slip.
Altså: Størst er den kærlighed, der ser, at nu er det bedst at give slip.
Det er kærlighedens væsen at turde give slip, og forlade sig på at den holder, også på trods af sygdom og død. Kærligheden er kompromisløs og lader os ikke flygte fra tilværelsen, uanset om den er let eller svær.
Gud er kærlighed, og derfor har han sat os fri, og lader os være frie til at elske eller ikke at elske; til at tilgive eller afvise tilgivelse. Men Gud er aldrig et uberørt vidne til menneskelig sorg; Han lider med os og deler smerten med os. Og når indimellem vi vælger det forkerte – og det gør vi – for det er menneskelivets vilkår, når vi gør verden grim og lille, så er det gode, at Gud sætter sin vilje igennem og lader det gode ske – på trods af Jonas´ og vores krumspring og smålighed.
og når vi rammes af det der gør så forfærdelig ondt i vores liv – og det gør vi – for det er menneskelivets vilkår, så gør det måske ikke mindre ondt, fordi Gud er med os – men det gør livet større og håbet levende og kærligheden nærværende. Amen